torsdag den 22. september 2011

Navnene på jeres plante-'børn', og lidt mere i blomst i haven.

Jeg kom lige i tanke om, at jeg lovede jer navnene på nogle af de små plante-børn, som I fik med hjem forleden.


Først den lille lyserøde bunddækker. Det er en Claytonia sibirica eller Montia sibirica, sibirisk portulak.
Jeg havde selv glemt navnet indtil i sommers, da jeg fik hjælp via følgende indlæg. Jeg spurgte på Havenyt og linkede til mit eget indlæg, og det gav bonus.



Den anden lille yndighed er denne, Geranium pyrenaicum albiflorum, som jeg også har skrevet om her.


Og så lige et billede til Signe. Det er den lille hvide plante, du fik frø fra, Achillea Ptarmica The Pearl, nyserøllike.


Tænk, selv så sent på haveåret, har jeg faktisk fundet endnu en plante, som lige er begyndt at blomstre.

Er det ikke bare en yndig blå farve? Jeg synes, det er en meget usædvanlig farve for denne årstid. Det er min Caryopteris clandonensis 'White Surprise', en blåskæg med broget løv.


Jeg har den i en krukke, fordi jeg ikke er sikker på, at den er helt hårdfør. Men nu er jeg faktisk blevet lidt i tvivl. Den trives ikke så godt i krukken, så jeg vil gerne høre, hvis nogle af jer har erfaringer med at have den på friland.


Jeg tror ikke jeg har vist jer min lille lyserøde Skt. Hans Urt. 


Jeg synes at den har sådan en sød farve, og ser sådan lidt lodden ud i blomsten. Den bliver heller ikke så høj, omkring 30 cm.
Det er et arvestykke.


Og så en lille ny-erhvervelse, som jeg købte for et par uger siden.
Jeg er simpelthen så glad for astrantia, og jeg har 'kun' to forskellige; en lys og en mørk. Så denne lidt mørkere lyserøde måtte med mig hjem :-)
Det er Astrantia major 'Roma'.
Er der nogen af jer der har den, som kan sige mig, hvor meget mørkere den er, når blomsten er ny?


Og til sidst lige et billede af min åkande, Attraction, som bare bliver ved med at blomstre. Utroligt i dette efterårsagtige vejr.

Og ja tak, forkølelsen har det bedre.
Jeg prøver at ignorere den, for det har jo været havevejr de sidste par dage :-) 

tirsdag den 20. september 2011

Min 'Åben blogger-have'

Først vil jeg gerne sige tak for alle jeres søde kommentarer på mit forrige indlæg, hvor jeg inviterede til åben 'Blogger-have'. Jeg er helt overvældet over den store respons mit indlæg fik, både fra jer som kunne komme, og fra jer andre som ønskede os en god dag. I have-bloggere er altså nogle af de sødeste mennesker :-)
I dag oprandt dagen så. Jeg havde ellers gjort alt hvad jeg kunne for at skaffe godt vejr... men det lykkedes altså ikke i denne omgang.


Så kaffen/theen blev indtaget i driverhuset.

Jeg havde jo travlt med at 'underholde' mine gæster, så det blev kun til et par billeder fra min side. Dette tog min mand for os. Det er hunden Frostie med ryggen til :-)


Der blev hygget, snakket og grinet, og jeg kan kun sige at jeg er virkelig glad for at jeg hoppede ud i dette arrangement.
Glade have-bloggere er simpelthen så hyggelige at have på besøg, og jeg gør meget gerne dette om igen til næste år :-)

Tusind tak til jer som kom på besøg. Det var ren fornøjelse at vise jer min have, og så håber jeg ikke, at jeg fik smittet nogen af jer med min forkølelse :-) 

lørdag den 17. september 2011

Vil du se min have på tirsdag?

På opfordring holder jeg en slags 'Åben blogger-have' på tirsdag den 20. september kl. 15.00-18.00.


Signe og Berit ville så gerne have lov til at komme og se min have :-)
Og så tænkte jeg, at der måske var andre af jer derude, som havde lyst til et lille improviseret havebesøg med en kop kaffe/the og lidt have-blogger-snak.

Jeg regner ikke med, at så mange kan med så kort varsel, men jeg vil alligevel gerne have lov til at sætte et maks. antal på 10 personer.
Du skal melde dig til via kommentar-feltet, og det bliver efter først til mølle princippet :-)
Jeg bor i 2600 Glostrup.


Jeg skal nok prøve at sørge for tørvejr. Men ellers kan vi drikke kaffen i driverhuset :-)


Og I som bor for langt væk, skal selvfølgelig heller ikke snydes for lidt godt fra haven.
Hér den søde drejeblomst Physostegia, som virkelig lyser op ved havedammen for øjeblikket.


Har I prøvet at skubbe til en blomst på stilken af drejeblomst? Den bliver siddende... deraf navnet :-)


Den søde lille Fairy rose bliver ved og ved med at blomstre. Hvor er jeg glad for at jeg endelig fandt den i den rigtige farve i sommers :-)


Er det ikke bare den yndigste lille blomst?


Cosmos'ne lyser også virkelig op i sensommerhaven. Men jeg har måttet tøjre dem godt, for den blæst, vi har haft de sidste dage, har været hård for dem.


Cosmea Rose Bonbon. Den skal jeg helt sikkert have igen til næste år.


Og for at det hele ikke skal blive for lyserødt, får I lige min store orange Dahlia, som endelig er begyndt at blomstre. Den er købt som lyserød for nogle år siden, så jeg kender desværre ikke navnet.

Fortsat god weekend til alle, og måske på gensyn på tirsdag til nogle :-)

tirsdag den 13. september 2011

En sød lille gul sol, Pinky Winkys efterårsskrud og andet godt.

Allerførst, som lovet, et billede af den mørke daglilje, som jeg havde med til havebloggertræffet.


Den bliver omkring ½ meter høj hos mig, og blomstrer i juli. Dagliljer skal have mindst 6 timers sol om dagen for at blomstre godt. 


Hér skal I se en rigtig sød og trofast plante. Det er Rudbeckia triloba.


Er den ikke fin med det helt sorte øje? 


Den varierer den del i højden, fra omkring 90 cm til 150 cm.
Jeg byttede den i 2006 med én fra USA. Jeg har kun sået den det ene år, og siden har den selvsået sig hvert år. Den fungerer som en to-årig i min have.
Den er især god, fordi den blomstrer fint i halvskygge. Hér står den faktisk i næsten helskygge, og se hvor fint den blomstrer. Og den er fin og grøn i bladene, selv så sent på sæsonen.


Prøv at se hvor enorm den blev her sidste år. Det er da et syn man bliver glad over, når det er midt i oktober, som det var på dette billede.
Jeg vil prøve at tage frø af dem i år, og så skal jeg nok vende tilbage.


Så har Pinky Winky taget sit efterårsskrud på. Kan I huske, hvordan den startede midt i juli med helt lysegrønne til hvide blomster? 


 Nu er blomsterne helt mørke i farven. Ser det ikke sødt ud?


Nu er min sølvlys endelig sprunget ud. 


Jeg siger endelig, fordi den har den mest vidunderlige duft, som jeg altid glæder mig til i sensommeren.


Den hedder Cimicifuga ramosa 'Brunette'. Sikkert pga. dens mørke løv. Den står hér i den lille trekant ved dammen. Med stier på to sider, er det nemt at komme til at stikke næsen i den flere gange om dagen :-)


Og så skal I lige se min Clematis heracleifolia igen. For nu er den rigtigt i blomst med sine søde små lavendel-blå klokkeblomster.
Tak til Anne Marie fra Lønbæk Planteskole :-) For da jeg nævnte denne plante sidste gang, skrev hun, at jeg skulle prøve at lægge et blad i drivhuset. Og ganske rigtigt... det får en rigtig dejlig duft, når det tørrer. Det vidste jeg slet ikke.


Til sidst får I et stemningsbillede af dammen med det lyserøde bed i baggrunden. I er velkomne til at sætte jer lidt på træstammen og nyde den dejlige åkande ude i dammen :-)

lørdag den 10. september 2011

Tusind tak for en dejlig dag :-)

Nøj, hvor er jeg bare træt i aften :-)
Jeg har nemlig været til Haveblogger-træf i Lifes Have i København i over fire timer i eftermiddags.

Det var simpelthen så hyggeligt og sjovt. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har snakket så meget have og planter :-)


Jeg tror vi var omkring 20 glade havebloggere. Det var ind imellem svært, at holde styr på hvem der var hvem, og hvem der havde hvilken blog. Så det var en super idé at vi havde navneskilte på.


Jeg fik næsten ingen gode billeder taget i forvirringen :-) Men hér er et par stykker fra afdelingen med bl.a. sommerblomster ved caféen. Der var virkelig flot, og der går grupper af havebloggere rundt overalt på billederne :-)

Dette bliver kun et kort indlæg, for som sagt er jeg godt nok træt i hovedet.

Men jeg vil gerne sige tak til de tre; Birgitte, Ina og Berit, som havde planlagt det hele så flot. Og tusind tak til alle jer andre havebloggere, som gjorde det til en rigtig sjov og skæg dag.
Det er helt klart ikke sidste gang, jeg kommer til træf :-) Og jeg glæder mig til at kigge nærmere på mine små dejlige planter i morgen.

Godnat... zzzz... herfra :-D

mandag den 5. september 2011

Jeg har også plantet et træ...

...Hvad siger I så? Er det ikke flot... og det var slet ikke et særligt stort arbejde :-D


Jeg blev inspireret af Tante Tulles indlæg om at plante træer, som hun blev inspireret til af en artikel i 'Haven'. Så jeg vil også vise jer, at jeg har plantet endnu et træ.
'Flere træer i haverne' er også én af mine kæpheste, for de er så gode for naturen, og giver en ekstra dimension til vores haver.
Billedet ovenfor lavede jeg for sjov, for at få en fornemmelse af hvordan det ville virke med et træ lige dér. 


Til venstre i billedet er vores stue med et stort panorama-vindue på hver side af hjørnet, og jeg har tit været lidt ked af udsigten til naboernes garager og tage. 
Og jeg havde egentlig også lyst til at vores 'Driverhus' blev pakket lidt mere ind. Det nye træ står mod øst i forhold til 'Driverhuset', så det tager ikke eftermiddagssolen.
  

Og hér er det så i virkeligheden :-) Det er en lille selvsået Røn på 2 år. Det vokser jo rimeligt hurtigt, så det skulle snart få lidt mere størrelse. Jeg har før både flyttet og fjernet træer, som jeg havde plantet forkert, så jeg er ikke nervøs for projektet. Og træet har jo ikke kostet noget, hvis jeg fortryder :-)
Det har et rustent vandrør som støtte. Dem kan jeg godt lide at bruge, fordi de næsten ikke ses.


Så hopper vi om i forhaven. Der er mest grønt lige nu, bl.a. fordi mange af sommerblomsterne har givet op efter alt den regn.  


Men jeg må indrømme at jeg alligevel er rigtigt tilfreds med mit indgangsparti i år. For forhaven er virkelig ved at få den frodighed, jeg har stilet efter. Vores husfacade er stor og massiv uden vinduer i denne side, og da vi flyttede ind var der indkørsel hér. Så I kan nok forstå, at jeg har kæmpet for at få dette 'look' :-)


I øverste højre hjørne er det igen én af mine Hjortetrøst, som jeg jo har flere steder. Det kønne røde træ er en blodblomme. Og de søde små hvide blomster i kanten til venstre, er et-årige. De hedder Alyssum Maritima, Krogsnål på dansk, tror jeg.
Dem kan jeg virkelig anbefale. Jeg såede dem i 2006, og siden har de selvsået sig ligeså fint hér hvert år. De er lige til at pille op med fingrene, og hvis jeg vil plante noget andet også, graver jeg det bare ned midt i dem. 

Men egentlig ville jeg have jer til at kigge i øverste venstre hjørne af billedet, og nærmest i midten bag vores overdækning ved hoveddøren på det forrige billede. 
Kan I se skæret fra den 'Orange Have' i baggrunden?
Jeg er helt vild med den effekt, som det har, når man står her :-) 


Og selvfølgelig får I da lov til at komme med nærmere, og lige se det tættere på. Den 'Orange Have' set fra den modsatte vinkel af forleden dag.



I kan også få lov til at komme med hen til hjørnet, så I kan ane bænken bag den røde blærespirea. Men så går vi heller ikke videre, for det er jo bedet foran bænken, som jeg bl.a. arbejder på i øjeblikket.
Det bliver nu slet ikke så flot og fyldigt, som den 'Orange Have' i år. For det er mest små planter, som kommer til at stå her.  
Kan I forøvrigt se at jeg har 'studset' min store Thuja? Jeg var meget nervøs for det, men jeg er så glad for resultatet, for nu synes jeg den kommer til sin ret. Jeg er stadig virkelig 'grøn' mht. at klippe ting.


Til sidst får I lige den sidste nye i blomstring. En sød lyserød-lilla Aster, som er et arvestykke.


Den bliver høj, vælter, og får bare ben. Men jeg elsker jo Asters, og jeg kan så godt lide farven. Så den har fået en rigtig god plads her bag min sommerfuglebusk. Her står den fint uden støtte og lyser op. Hvis jeg havde været lidt flittigere til at klippe de visne blomster af sommerfuglebusken, ville de have været i blomst begge to. Men det må blive næste år :-)

torsdag den 1. september 2011

Jeg er en have-nusser, en håbløs romantiker, og jeg er ikke tålmodig :-)

Hvorfor nu det?
Jo, jeg er lige blevet færdig med det orange bed, og min veninde morede sig højlydt over, at jeg går og flytter sommerblomster her i slutningen af august.
Men de kan altså blomstre i 1-2 mdr. endnu, hvis vi får et mildt efterår. Dvs. at jeg måske har 60 dage endnu til at nyde dem i den nye 'Orange Have'. Det er da værd at gøre et lille stykke arbejde for, ikke? :-)
Samtidig får jeg mulighed for at vurdere, hvad der fungerer i det nye bed allerede i år, og sidst men ikke mindst opnår jeg, at de smider deres frø hér, og ikke i det gamle bed, hvor der jo ikke skal være orange farver mere. Smart, ikke? :-)


Her ser I så den nye 'Orange Have'. Husk nu at forestille jer, at hækken er erstattet af et brunligt plankeværk med roser og clematis i matchende farver.
Samtidig skal der nok stå 2 små træer med mørkt løv i baggrunden, en blodblomme og en hyld. Begge har jeg i krukker, for det er børn af mine egne træer.
Jeg vil ikke remse planterne i bedet op, for jeg har vist jeg de fleste i løbet af sommeren.
Men I må selvfølgelig meget gerne spørge, hvis der er noget I gerne vil vide.


Jeg er rigtig tilfreds med resultatet af det nye bed.
Som sagt regner jeg med at skulle rykke en del rundt på planterne igen engang til næste år, når plankeværket er på plads.
Men i mellemtiden står planterne under de forhold, som de skal leve under, så jeg har bedre mulighed for at vurdere, hvor store de bliver i disse lysforhold, osv.


Jeg har jo flyttet flere af planterne mens de var i blomst, og det kan sagtens lade sig gøre. Men det kræver en del vanding. I hvert fald en gang om dagen, indtil de ikke hænger med hovedet mere. Dette gælder også i regnvejr, med mindre der kommer 20-25 mm. :-)


Endnu et par af sensommerstauderne er sprunget ud nu. Denne her er jeg rigtig glad for; det er en solbrud, Helenium 'Helena Gold', som jeg såede for nogle år siden. 


Den står i 'Sol- og Månebedet'. Bag ved ser I den Thuja, som jeg flyttede hertil sidste efterår. Den har klaret sommeren godt, fordi der har været så meget vand. Så én god ting har der da været ved sommerens vandgang :-)


Også min søde lille aster, Aster dumosus 'Jenny', er begyndt at blomstre nu. 


Den bliver kun ca. 50 cm høj, og danner en fin lille kugle. Den kan godt få meldug, hvis det er for tørt, så det har den bestemt ikke i år :-)


I samme bed står en rigtig god partner, som også blomstrer nu. Det er kattehale, Lythrum salicaria 'Robert'. 


Den blomstrer sent, fordi den står i en del skygge. Bagved den blomstrer den hvide floks stadig.

Og så til noget lidt andet. Som I ved, nævner jeg nogen gange min sparsomme energi, og min sygdom. Jeg har ikke ville skrive om det hidtil, fordi jeg kun ville have at min blog handlede om min have. 
Samtidig følte jeg nok også, at det var lidt for privat til at lægge ud på nettet.
Men jeg har opdaget at jeg også synes det er sjovt, at kende alle jer bag bloggene, og ikke kun jeres haver.
Så nu har jeg besluttet at I skal få min historie. Det er også nemmere end at skulle fortælle det hele flere gange, efterhånden som vi mødes til blog-træf og ved andre lejligheder.

I kan læse indlægget her.