Viser opslag med etiketten Claytonia sibirica. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Claytonia sibirica. Vis alle opslag

torsdag den 22. september 2011

Navnene på jeres plante-'børn', og lidt mere i blomst i haven.

Jeg kom lige i tanke om, at jeg lovede jer navnene på nogle af de små plante-børn, som I fik med hjem forleden.


Først den lille lyserøde bunddækker. Det er en Claytonia sibirica eller Montia sibirica, sibirisk portulak.
Jeg havde selv glemt navnet indtil i sommers, da jeg fik hjælp via følgende indlæg. Jeg spurgte på Havenyt og linkede til mit eget indlæg, og det gav bonus.



Den anden lille yndighed er denne, Geranium pyrenaicum albiflorum, som jeg også har skrevet om her.


Og så lige et billede til Signe. Det er den lille hvide plante, du fik frø fra, Achillea Ptarmica The Pearl, nyserøllike.


Tænk, selv så sent på haveåret, har jeg faktisk fundet endnu en plante, som lige er begyndt at blomstre.

Er det ikke bare en yndig blå farve? Jeg synes, det er en meget usædvanlig farve for denne årstid. Det er min Caryopteris clandonensis 'White Surprise', en blåskæg med broget løv.


Jeg har den i en krukke, fordi jeg ikke er sikker på, at den er helt hårdfør. Men nu er jeg faktisk blevet lidt i tvivl. Den trives ikke så godt i krukken, så jeg vil gerne høre, hvis nogle af jer har erfaringer med at have den på friland.


Jeg tror ikke jeg har vist jer min lille lyserøde Skt. Hans Urt. 


Jeg synes at den har sådan en sød farve, og ser sådan lidt lodden ud i blomsten. Den bliver heller ikke så høj, omkring 30 cm.
Det er et arvestykke.


Og så en lille ny-erhvervelse, som jeg købte for et par uger siden.
Jeg er simpelthen så glad for astrantia, og jeg har 'kun' to forskellige; en lys og en mørk. Så denne lidt mørkere lyserøde måtte med mig hjem :-)
Det er Astrantia major 'Roma'.
Er der nogen af jer der har den, som kan sige mig, hvor meget mørkere den er, når blomsten er ny?


Og til sidst lige et billede af min åkande, Attraction, som bare bliver ved med at blomstre. Utroligt i dette efterårsagtige vejr.

Og ja tak, forkølelsen har det bedre.
Jeg prøver at ignorere den, for det har jo været havevejr de sidste par dage :-)