Viser opslag med etiketten Arbejdshjørne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Arbejdshjørne. Vis alle opslag

fredag den 19. august 2011

Sensommerstauder, farvel til Det Orange Bed mm

Så kan vi vidst ikke komme uden om, at det er ved at være sæson for sensommerstauderne.
De dejlige farvestrålende blomster, og ofte høje og flotte planter.


Dette er Hjortetrøst, Eupatorium maculatum 'Atropurpureum'.
Blomsten betegnes som mørk rød, men den har også et skær af hvidt over sig, når de trevlede blomster åbner sig.



Den har mørke stængler og mørkegrønne blade.



Det er simpelthen en fantastisk plante. Den kommer meget sent i gang om foråret. Så sent at man ofte frygter, at den er død.
Men den tager virkelig revanche. Den står til at blive 2 meter. Men den jeg har hér i Magnolia bedet bliver altid mere. Den står i næsten konstant fugtig jord, fordi den har skygge om fødderne.
Men jeg har den også i forhaven, hvor den står i grus-jord som er meget tør. Og der klarer den sig også, men bliver ikke mere end ca. 1,70. Og den kræver en tår vand i virkelig tørre somre.
Mit tredje eksemplar skal flyttes til den nye 'Orange Have'. Alle tre er fra én plante, som jeg købte for 4 år siden.



Hende hér er jeg helt vild med. Det er også en staudesolsikke, nemlig Helianthus 'Lemon Queen'.
Er det ikke en helt bedårende lysegul farve?



Det er en helt utrolig plante. Den er sund, og den vokser godt, men ikke for meget.



Jeg tror den ville komme i top 10 af mine yndlingstauder.
Denne er bundet op, fordi den læner sig lidt fremad væk fra huset, men jeg har også én i det lyserøde bed, og den står uden støtte.


Her har vi så én af de farvestrålende :-) Solbrud, Helenium 'Helena Mix'. Det er en, jeg selv har sået. Den flytter også hen i den orange have.


Og det bliver så det sidste billede, I får fra 'Det Orange Bed', for nu er jeg i fuld gang med at flytte stauderne. Det er store klumper af planter, og jorden bliver forbedret godt med kompost, så jeg når kun nogle stykker om dagen.
Men det passer mig også bedst på den måde. For så har jeg tid ind imellem, til at gå og planlægge og tjekke hvilke planter, som skal stå hvor. Jeg starter som regel med de bagerste i det nye bed, og arbejder mig frem mod de laveste foran.
I skal nok få billeder, når jeg er nået lidt længere :-)


Når jeg trænger til en pause fra flytteriet, går jeg rundt og nusser i de bede, som ikke skal ændres i år. 
Jeg nyder at mit 'Sol- og Måne Bed' stadig ser friskt og sommerligt ud.
Sidste år var dette bed et af dem, der blev splittet ad :-)
Jeg kan godt lide kun at arbejde i nogle af bedene, så de andre bede kan se dejlige ud så længe som muligt.


Forhaven fik også den store tur sidste efterår, så der er fred og ro i år.
Har I set mine skøre Nicotiana? De er langt over 2 meter nu, og de blomstrer og blomstrer.
Jeg klipper selvfølgelig de visne frøstande af, efterhånden som en hel klase er færdig med at blomstre.
De er tøjret til nogle beslag i muren, for at kunne holde til al den blæst vi har.
Som jeg har skrevet før, er de enten selvsåede eller overlevende rødder fra sidste år.


Det er virkelig en sommerblomst, som jeg kan anbefale. Den er køn, og dufter skønt hen på eftermiddagen og aftenen.


Til sidst skal I lige se en skæg idé, jeg fik i går.
Jeg har jo altid en masse potter stående her i mit arbejdshjørne. Det er stauder som står i potter her, indtil de er store nok til at kunne overleve i mine jungleagtige bede :-)
De står kun sorteret efter højde.
I går besluttede jeg mig for, at nu var det for sent at plante flere sommerblomster. Og jeg var lige ved at kaste både de røde amaranthus og den hvide solsikke på komposten.
Men så slog det mig, at de da lige så godt kunne stå hér bagerst i gruppen og se søde ud :-)
Jeg bruger jo rigtig lang tid hér med at potte op og dele planter, så jeg nyder mit lille minibed imens.
Alt står bare i sorte urtepotter, og jeg vander bare hele herligheden med en vandkande med spreder, eller med vandslangen.

onsdag den 18. maj 2011

Mit arbejdshjørne


Nede bag i haven har jeg mit arbejdshjørne.
Det skifter navn indimellem. I mange år hed det 'Det grimme hjørne', fordi det bare var jordbunker og skidt og møg. Nu kalder jeg det mest mit arbejdshjørne eller mit rodehjørne.




Det ligger lidt skærmet af fra resten af haven, så jeg kan rode lige så tosset jeg vil :-)




Det første man ser er min potte-ghetto.


Jeg er håbløs romantiker og kan ikke smide den mindste lille selvsåede 'frøling' væk, for man kan jo aldrig få planter nok. Jeg sår også en masse og tager stiklinger hele året.




Som I nok kan se, så er det virkelig et rodehjørne, men jeg vil pointere at det er organiseret rod :-)
Jeg har bare ikke tid til at rydde op om foråret, så hele hjørnet får som regel en tur i højsommeren, når der er mere stille i haven.




Hér er mine 4 kompost-bokse. De rummer meget, men jeg har kun lige nok plads, for jeg komposterer alt undtagen rodukrudt. Det lykkes mig altid at tømme dem mindt 2 gange om året, så det giver masser af dejlig kompost til haven. Vi har to kaniner som hjælper mig med råmateriale :-)
Forhåbentlig får jeg malet færdigt i år.


Det er skønt at kunne stå i tørvejr og arbejde, og hér er også dejligt skyggefuldt om sommeren. Samtiding fungerer denne plads som en kæmpe mistbænk, når jeg hærder planterne af fra drivhuset.




Hér bagved drivhuset har jeg skiftevis køkkenhave eller stiklinge-have, alt efter hvad jeg har lyst til det år.
Der ligger ukrudtsdug under hele området fra flisegangen og til plankeværket. Vi er naboer til en sportsplads på en skole, så det vælter ind med skvalderkål.
Men med dug og barkflis kan jeg holde det nogenlunde nede.




Til højre for gangen får skvalderkålen som regel lov til at gro, for vores kaniner elsker de grønne skud om foråret. De bor i Kanin-slottet i baggrunden.




Et lille kig ind i mit drivhus. Det er lidt tomt lige nu for meget står ude under halvtaget, fordi det har været så varmt. Jeg har også stadig mange planter inde i huset, fordi jeg kom sent igang med at så i år.

Drivhuset er på 'hele' 5m2, så her er tit meget fyldt. Jeg holder det frostfrit om vinteren med en varmeblæser, som står til automatisk at slå til ved 0°. Den har kostet omkring 100 kr. i et byggevarehus og kører på 5. år nu.
Jeg forer huset med bobleplastik. Det sidder hele året, fordi det giver skygge om sommeren, og fordi jeg er for doven til at tage det ned :-) Jeg skifter det ca. hvert 2. år.
Det koster mig 700-800 kr. pr. vinter at opvarme drivhuset. Men da jeg overvintrer mange dyre store planter, kan det fint betale sig.