Nedenfor kan I se hvad vi 'hyggede' os med lørdag aften :-(
Vi har 99m² stueetage og 86m² kælder. Kælderen bruger vi som soveværelse, et skabsrum hvor vi opbevarer alt fra billeder til frø, et kontor, et værksted, et fyrrum og en vaskekælder.
Lørdag aften sad vi og hyggede os med vores ældste datter, og hjemmelavet pizza på Weberen. Vi morede os over at Michael, min mand, måtte drøne ud og ind til den overdækkede terrasse i den øsende regn, for det var helt sydlandsk, og uvejret var fascinerende og flot.
Hvorfor jeg pludselig fik den indskydelse at tjekke kælderen, ved jeg faktisk ikke. For der har aldrig været vand i vores hus siden det blev bygget i '56. Selv når nogle af de andre huse har været ramt, er vi gået fri, fordi vi har dræn og ligger i starten af vores kloakføring.
Men jeg skal love for at der var vand! Det væltede ind under kælderdøren fra det udendørs afløb, og op af afløbet i vaskerummet.
Vi hev alt hvad vi ejer af sengetøj, håndklæder, tæpper og lign. ud og byggede dæmninger ind til værelserne. Og så løb vi ellers frem og tilbage med spande, som vi tømte ude på vejen.
Det var virkelig et mareridt, og vi var ved at opgive, da regnen endelig stoppede.
Der gik mange timer med oprydning og optørring, tak for hjælpen Peter :-)
Vi havde trægulve i to værelser og tæppe i ét, og det er selvfølgelig ødelagt alt sammen. Mange af vores skabe har også taget skade. Men det lykkedes os at holde vandet væk fra vores nye skabsvæg i soveværelset, så alt vores tøj blev reddet.
Så vi er sluppet billigt i forhold til mange andre.
Men det har været et kæmpe arbejde at tømme alle rum og bære tingene ovenpå, tusind tak Pernille og Peter :-)
Vi kan næsten ikke komme rundt i vores hus for alle bunkerne og stabler af flyttekasser. Og det varer længe før vi kommer i orden igen, for alt skal jo tørre dernede, og så skal der lægges nye gulve, repareres vægge, osv. osv.
Men igen, vi mistede ikke noget som ikke kan erstattes, og fordi vi bor først på kloakstrengen var det ikke beskidt vand.
Vi har bestemt os for at tage tingene stille og roligt, for ikke at køre os selv ned. Og vi har heller ikke råd til at begynde at reparere, før forsikringen har godkendt det hele.
Så vi er glade for at det er sommer, så vi kan være udenfor meget af tiden.
I dag havde jeg for første gang rigtigt tid til at gå rundt og tjekke haven. Det er lidt svært at finde den store lyst til haven, men det skal nok komme. For jeg ved jo at jeg kan hente energi derude i min smukke jungle, og sommeren er så kort, så jeg vil altså nyde den og min have; oversvømmelse eller ej :-) Så må vi ordne hus til vinter.
Jeg gik hele lørdag eftermiddag og ordnede dette bed. Hvis I kigger på himlen på billedet her, kan man godt se at den er virkelig uvejrstung. Det tordnede og lynede rundt om os længe før det gik løs her, så vi troede faktisk at det ville gå forbi, som så mange gange før.
Jeg nåede lige at tage lidt billeder inden regnen begyndte at falde.
Bedet blev lavet om til mit gul-hvide 'sol og måne' bed sidste efterår. Mange har måneskinsbede med lysegule og hvide farver, men jeg vil også have mine dejlige sol-gule blomster hér, så derfor må det være 'sol og måne'.
Lige nu er det den gule 'Connecticut King' Lilje der lyser op. Den samme som jeg har i det orange bed. Det er et sideløg, som er flyttet herover. Der kommer også andre liljer, og så har jeg plantet gul-hvide petunia 'Prism Sunshine' og gule citron-tagetes, og hvide nicotiana.
Den gule busk er blevet trimmet, og foran den står en hjemmesået Hibiscus, som endnu ikke har blomstret første gang.
Der er også lammeøre, hvid haveklinte, hvid høstanemone, en kærminesøster 'Jack Frost' og sikkert andet, som jeg har glemt :-) I skal nok få det at se igen når det hele blomstrer, og ellers må I spørge.
Her i den anden ende står den gule akeleje, gul lærkespore, en cremehvid daglilje, hvid rævehale tror jeg den hedder, marguritter, en solgul geum, og den brogede Cornel. Jeg kan godt finde navne på noget af det, men jeg er for træt lige nu.
Jeg nåede også at ordne alle krukkerne udenfor driverhuset inden uvejret. På venstre side står der gule og cremegule Dahlia og valmuer, og ellers lidt blandet, som I har set før.
Haven klarede sig faktisk utroligt godt igennem uvejret. Disse billeder er dog taget et par dage inden, og de flotte Riddersporer lagde sig desværre ned i regnen. De har aldrig haft behov for at blive bundet op, men dette var mere end de kunne klare. Jeg er glad for at jeg nåede at tage et billede inden. De hvide til venstre er staude malva, Malva Moschata 'Snow White'.
Denne dejlige selvsåede komposition klarede heller ikke regnen, men også hér havde jeg fået et billede inden. Det er også malva 'Snow White' og pink fingerbøl.
De to grupper var faktisk det eneste som blev ødelagt, så det var vist billigt sluppet.
Denne lille skønhed sprang ud samme dag. Det er rosen 'Coral Dawn'. Den frøs ellers helt ned i vinters, men har alligevel haft kræfter til at komme med et par blomster. De dufter skønt :-)
Og for at blive i vandtemaet... Også den første pink åkande kom i lørdags. Er den ikke bare yndig?
Fiskene er nu mere interesserede i deres kugler :-) De har en glubbende appetit, og er også vokset virkelig godt siden jeg købte dem i april. Der kunne de være i hjørnet af en plastikpose alle ti... det kan de godt nok ikke mere :-) Der er 3 plettede og 7 orange med hvide og sorte haler og finner.