Ja, hvad skal jeg sige... Man er jo næsten boblende lykkelig i disse dage, når man kan rende rundt i haven i T-shirt. Jeg har måttet indstille flytning og deling af stauder, fordi det er for varmt. Det er da et herligt 'problem' :-D
Og vandslangen er blevet hentet frem igen. Det havde man ikke regnet med for et par uger siden.
Her får I et billede af min lille lysegule oktober-sol.
Er hun ikke yndig, staudesolsikken Helianthus 'Lemon Queen'? Hun har blomstret non-stop i flere måneder nu, uden dødhoved'ning. Det er da ren magi :-)
Endnu en dejlig Asters i blomst. Aster dumosus 'Herbstgruss von Bresserhof'.
Jeg har vist jer den en gang før. Men det var en nyplantet. Dette er det rigtige blomstringstidspunkt for den. Den er så yndig fordi den kun bliver 40 cm høj.
Se, hvor den matcher med prydtobakken i baggrunden her i bedet bag dammen.
Og endnu en lille sød sag er sprunget ud. Aster Ericoides.
Den ser lidt sølle ud, for den står i en potte. Den er reddet i foråret, hvor den næsten var blevet kvalt i forhaven. Så nu får den lige vinteren i potten, selvom den vidst ikke er så glad for den :-)
Og se lige her: Lavatera maritima. Er den ikke yndig? Den er købt i foråret og bor i en krukke, og den har faktisk stort set ikke blomstret. Men nu er den fyldt med knopper.
Min stakkels clematis Jackmanii har heller ikke haft et godt år. Han står i skyggen under pergolaen. Det går lige på en normal sommer, men en solfattig sommer som i år, passer ham ikke. Men nu er der blomster i toppen.
Endnu en dejlig sol mod den blå himmel, solsikken 'Ice Cream'. Den er fyldt med knopper igen nu i det gode vejr. Og den er over 2 meter høj.
I må også lige se 'Den Orange Have'. Her er jeg bagud med at få dødhov'det. Og jeg kan faktisk ikke bestemme mig for, om det er for sent nu.
Jeg kan godt lide at alt får frøstande til sidst. For det første er det kønt om vinteren, og for den andet elsker alle de små fugle at hoppe rundt og guffe i sig.
Det er den samme pink aster i forgrunden, som i det lyserøde bed forleden. Jeg er nu ikke helt sikker på, at den skal blive her, men den får i hvert fald lov til at blive her til foråret.
Og så solstrålehistorien:
Dette er på siden af hegnet rundt om drivhuset. Dette bed har altid været fyldt med skvalderkål ligesom resten af det bagerste stykke af haven. Derfor har jeg aldrig rigtigt plantet andet end lidt sommerblomster i det. Jeg havde også hindbær langs hegnet.
Men sidste år fyldte jeg det op med lidt overskudsplanter, Lægestokrose, duehovede og en floks, og geranium oxonianum. Det er den samme slags geranium som 'Rose Clair', men min er lidt mere pink/lilla.
Det var kun små bidder af planter sidste efterår, og se bedet nu. Men det bedste af det hele er at skvalderkålen er næsten væk!
Jeg har læst i 'Haven', at man kan bekæmpe skvalderkål med geranium phaeum. Men dem havde jeg bare ikke så mange af sidste år, derfor blev det oxonianum.
I dag har jeg fjernet hindbærrene for de fik ikke sol nok, og så er der blevet plantet en masse små oxonianum på den anden side af hegnet også.
Jeg vil nemlig hellere have et helt område med pink geranium, end med skvalderkål :-) Og heldigvis kan geranium oxonianum deles og deles hvert år.