I går var jeg færdig med første serie af min Kemobehandling. En serie består af 7 dage med piller, 7 dages pause, blodprøver, samtale, 7 dage med piller, blodprøver, 7 dages pause, blodprøver og samtale.
Så i går var vi igen til samtale på Herlev, og alle mine tal var fine igen, så jeg startede en ny serie med 7 dages piller i går aftes.
Denne gang 'slipper' jeg med blodprøver efter 3. og 4. uge og kun én samtale efter 4. uge. Det bliver dejligt ikke at skulle derud så tit :-)
Min eneste bivirkning indtil videre er forstoppelse, så det er til at overskue.
Jeg startede jo op med Prednisolon for to uger siden, for at prøve at lette trykket i hjernen, så jeg kunne træne bl.a. min arm bedre.
Og det har virkelig hjulpet, for både armen og benet er blevet meget bedre. Jeg kan også så småt sende signaler ned til hånden igen, så det er virkelig dejligt.
Det er lidt irriterende at jeg ikke kan vide om det er Prednisolonen eller kemoen, som virker, men pyt skidt, det vigtigste er, at det er blevet meget bedre.
Jeg har næsten heller ikke hovedpine eller trykken i hovedet længere. Jeg er også blevet mere 'klar' og føler mig mere som mig selv, end jeg har gjort i meget lang tid.
Og ikke mindst har jeg fået meget mere energi. Det har I vist gættet, for det er meget længe siden at jeg har blogget så meget :-)
Så alt i alt går det rigtigt godt.
Jeg har efterhånden fundet ud af at jeg fungerer bedst psykisk, når jeg tror fuldt og fast på, at det nok skal lykkes mig at overvinde den f¤#"?..... sygdom trods de dårlige odds. Det er selvfølgelig svært ind imellem, men de sorte tanker kommer heldigvis ikke så tit lige nu, og de bliver straks skubbet væk.
Jeg har valgt at deltage i en gruppe for kroniske kræftpatienter gennem Kræftens Bekæmpelse.
Vi mødes to timer hver fjortende dag. Jeg har kun været der én gang, men det var generelt en positiv oplevelse at møde andre i min situation.
På vej hjem fra Herlev i dag smuttede vi lige på Aldershvile. Jeg ville gerne have lidt flere tulipanløg, men fandt ikke nogle.
Til gengæld fik jeg de to ovenfor viste skønherligheder til en tier stykket.
Deres kønne små hoveder pynter nu i Driverhuset, og her holder de længe, fordi der jo er køligt og tørvejr.
Jeg fik ikke vist flere billeder af min skønne Azalie i sidste uge, for den ville ikke fokuseres på :-)
Som I kan se klarede den fint frostnatten med et stykke fiberdug henover.
Er det ikke bare de mest henrivende blomster, suk :-)
Der skete også en anden stor ting i dag. Vi var nemlig ude og købe en normal stok til mig, fordi fysserne var enige med mig i, at jeg ikke behøver krykstokken mere.
Jeg går faktisk uden stok meget af tiden, men den nye er alligevel god at have, når jeg bliver træt.
Til sidst skal I lige se den dejlige alpeviol igen. Den klarede også frosten fint under fiberdugen.

























