Viser opslag med etiketten Træer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Træer. Vis alle opslag

lørdag den 25. maj 2013

Forsamtale til immunterapi, og min pink drøm.


I går var jeg til forsamtale med Professor Svane på Herlev med henblik på opstart af immunterapi med Ipilimumab.
Det var som sagt kun en samtale. Jeg har selvfølgelig både hørt og læst om behandlingen, så der var ikke nogle store overraskelser. 
Hun er positiv, fordi jeg reagerede så godt på  den immunbehandling jeg fik i sommers. 


Denne behandling er dog meget anderledes, og har heldigvis færre og mindre bivirkninger for de fleste, så jeg er optimistisk. 
Især fokuserer jeg på at 10% bliver helt helbredt, og jeg er jo  ret 'god' til at ramme marginalerne, så det satser jeg på som udgangspunkt :-)
Det er en ambulant behandling med drop én time hver 3. uge, så ingen indlæggelser, pyha.



Jeg fik taget blodprøver og ekg i går, og venter nu på tider til Pet- og MR-scanninger. Når hun har fået svaret på dem, kan vi starte op. Der går nok et par uger, men, som hun sagde, haster det ikke så meget, fordi der jo kun var to små 'gamle' knuder ved sidste scanning for 5 uger siden.   


Så nu lægger jeg igen kræften lidt 'op på hylden', og koncentrerer mig om min træning, og ikke mindst min skønne forårshave.


Lige nu er havens fokuspunkt min skønne drøm af et Paradisæbletræ midt i baghaven, Malus Sieboldii 'Scarlett'.


Jeg forundres hvert eneste år over mængden af blomster på det. Er det ikke fantastisk?


I kan læse lidt mere om det i mit indlæg her.

(Laura har taget nærbillederne i dette indlæg)

lørdag den 12. maj 2012

Det er det rene snyd... æbletræ og bed, og Heino.


Ja, jeg ved ikke med jer, men for mig føles det nærmest naturstridigt at sidde indendørs den 12. maj. Men så kan jeg jo hygge mig med de billeder, jeg tog forleden.

Som sagt er det det rene snyd med denne skønhed i blomst allerede.
Det er Clematis 'Pink Fantasy'.
Jeg købte den i efteråret, og jeg har virkelig glædet mig til den hele vinteren.
Men dælme om den ikke var død, hmpf.  


Så forleden, hvor jeg trængte til at forkæle mig selv, susede jeg på planteskolen og købte hende her og plantede i stedet. Da var hun kun i knop, men i går sprang hun så ud.
Hun er en gruppe 3, og hun skulle først blomstre til juli. Men pyt, vi kan bruge alle de skønheder, vi kan få i dette vejr. Så snyd eller ej, jeg elsker hende allerede.


Hun står her ved siden af terrassen i Picket-bedet, sammen med min Rose 'Nordina'. Den blomstrer fra juni, og de skulle være næsten samme farve, og det er meningen at de sammen skal klartre op i det lille 'tårn', ud over picket-hegnet og op i Kornellen bag dem.


Og lige nu har 'Pink Fantasy' allerede godt selskab. For forrest i bedet blomstrer disse 'Upstar', og de passer perfekt i farven.


Er den ikke skøn? Jeg har købt den én gang før, men da kom de ikke op. Disse er købt i efteråret i Netto. Dem skal jeg helt klart have flere af.


De er fyldte, som I kan se her.


Ud igennem mit køkkenvindue glæder jeg mig lige nu over mit æbletræ i blomst.


Det er Rød Ananas, og jeg plantede det i '98.


Det har hvert år fået en million-milliard blomster og små lækre røde æbler.
Undtagen sidste år, hvor det kun fik en håndfuld blomster på én gren. Så jeg er lidt lettet over at se det blomstre så flot igen i år.


Det er de smukkeste næsten rent hvide blomster. (Billedet er fra sidste weekend, vi har IKKE haft blå himmel de sidste dage).
Vi vælter rundt i æbler sidst i august, selvom jeg prøver at tynde det så meget ud, som jeg kan. De kan ikke gemmes, men skal spises med det samme, så det er lidt spild. Men pyt, fuglene elsker dem, og de giver også god kompost.
Det har haft en del skurv, men jeg håber at det er væk nu, fordi der næsten ikke var nogle æbler sidste år til at sende smitten videre.


Og så må jeg vise jer mit dejlige pastelbed under æbletræet igen.
Jeg kan slet ikke blive træt af at nyde det. For da det var Orange Bed, var det meget tomt her om foråret.


Det er allerede rimeligt tæt, når man tænker på, at jeg lavede det sidste efterår. Men jeg har masser af stauder og sommerblomster stående endnu, så det skal nok snart blive helt fyldt ud.
Alle de lyserøde tulipaner er 'Angelique'.


Forleden havde hun foldet sig helt ud i varmen, og det var en helt ny måde at se hende på. Lidt mere fræk og farverig, og stadig vildt dejlig.


Denne er en anden ny beboer i min have. Det er Pileurt, Persicaria bistorta 'Superba'.
Jeg nød den sidste forår på så mange blogs, bl.a. også Claus Dalbys. Så den måtte jeg bestemt eje.
Foreløbig står den her og i Picket-bedet. For jeg delte den selvfølgelig med det samme, da jeg købte den, og igen i efteråret.


Jeg tror faktisk, at den er lidt tidligt på den med sin blomstring, efter hvad jeg har læst.


Og til sidst, har vi modtaget en klage: Heino syntes ikke rigtigt, at man kunne se, hvor sød han er i indlægget forleden.
Så da han alligevel var oppe og få en kæletur hos Ældste Datter, nuppede jeg lige et billede af ham.
Han er min lille kæledægge. For det var mig, som så ham nede hos dyrehandleren, og overbeviste familien om, at vi var nødt til at have en far til vores kaninkuld. Før hen lånte vi os frem.
Tænk, at det snart er 9 år siden, vi fik ham. Han blev kastreret efter kullet, som Bibi er fra, fordi han hoppede rundt og lavede for mange 'ulykker'.
Derfor kan han og Bibi gå og hygge sig sammen.

tirsdag den 1. maj 2012

Så er jeg tilbage igen...


... efter et par dages bloggerfri, hvor vi har fejret vores yngste datters 20 års fødselsdag i går. Sikke et skønt vejr, hun havde sørget for :-)


Der skal jo altid være plads til små pauser i forberedelserne og oprydningen, og så kan man jo gå og nyde haven. For hvor er der vidunderligt skønt derude lige nu.


Det japanske kirsebærtræ folder flere blomster ud hver dag.


Det er ikke så nemt at fotografere blomsterne og træet, når det blæser, men jeg kan ikke lade være alligevel, og ud af mange billeder er der heldigvis nogle, som kan bruges :-)



Den lille Lathyrus vernus er heller ikke nem, fordi blomsterne sidder i så mange forskellige afstande, men jeg tror godt, I kan fornemme, hvor skøn den er.


Kæmpebladene bagved er såmænd bare Påskeklokker.



Men hvad er nu det? En meget sen Dorthealilje?
Nej, det er hendes sommerlige søster Leucojum aestivum, Sommerbiblomme.


Den er meget høj og slank i forhold til Dorthealiljen.


Både den og de hvide Perlehyacinther står flere steder i det Lyserøde bed.



Dette skønne hav af hornvioler står i min store firkantede zinkbeholder ved siden af dammen.

fredag den 27. april 2012

To af mine lyserøde yndlinge er sprunget ud.


Mit fyldte lyserøde prydkirsebær er et af årets absolutte højdepunkter i min have.

Prunus serrulata 'Shidare Sakura' hedder yndigheden.


Hun har kun lige foldet de første blomster ud i dag, og lyset var næsten forsvundet. Men jeg kunne altså ikke vente med at vise hende frem :-)


Hun står hér i kanten af det Lyserøde Bed.
Jeg lover, at I nok skal få lov til at se mere af hendes lyserøde brus af blomster.


Næsten ved siden af, bag den hvide bænk, også i det Lyserøde Bed, står min lille lyserøde Lathyrus Vernus.


Hun er en helt lyserød variant af den mere almindelige pink-lilla Lathyrus Vernus, og hun er noget så yndig.


Jeg har gået og været lidt irriteret, for det var den skønneste store klump sidste år.
Så i efteråret delte jeg den, og satte halvdelen over i det nye Æbletræsbed.


Men den anden del er død i vinters :-(
Så nu må jeg vente på at denne vokser sig stor igen.


Jeg havde nogle gamle frø fra den, som jeg såede for et par måneder siden. Men de spirede ikke.
Og det gjorde de så alligevel. For de var sat i skammekrogen nede bag drivhuset, og i dag opdagede jeg små spirer i potten, jubii :-)
Jeg har byttet mig til planten på et plantebyttemarked, så den har intet navn.
Nu begynder det Lyserøde Bed lige så stille at leve op til sit navn :-)

mandag den 23. april 2012

Min første Lunaria, og den er bare skøn.

Er der noget bedre end, når en ny plante blomstrer for allerførste gang i ens have? :-)


Denne lille skønhed mødte mig i dag i forhaven. Det er Lunaria annua, eller Judaspenge.
Hun er meget længe ventet. For jeg såede dem for to år siden. Men jeg fik åbenbart plantet dem for sent ud, eller også var vinteren for kold. For ingen af planterne blomstrede sidste år. De er normalt to-årige.


De planter som står rundt i resten af haven, er kun lige i knop, men denne her står varmt og beskyttet op af husmuren.
Jeg er helt vild med farven.


Og hun får godt selskab, for disse tulipaner dukker op spredt i dette bed, og det er helt tilfældigt at de matcher så godt.
Det er 'Purple Prince' som jeg satte i efteråret.


Rundt i bedet er der bunddække af Forglemmigej, Myosotis hedder de på latin.


Jeg har dem i hele haven, i både lyserød og lyseblå. De sår sig selv, så de bestemmer selv farven.


Endnu et af mine japanske kirsebærtræer blomstrer nu. Jeg har tre forskellige, fordi jeg bare elsker det lyserøde brus af blomster.
Og det gør brumbassen også, kan I nok se.


Desværre kender jeg ikke navnet på det, fordi det var noget af det første jeg købte til haven, og skiltet er blevet væk.


Det har haft et lidt hårdt liv, og er blevet flyttet rundt i haven flere gange. Derfor er det heller ikke så stort.
Nu bor det i denne krukke ved siden af Driverhuset.


Specielt kønt er det heller ikke, for jeg havde ikke forstand på at beskære de første år. Men det kan træet jo ikke gøre for, så derfor bliver jeg ved at beholde det.


Til sidst får I min blodblomme igen. Denne gang er det 'moder'-træet i forhaven som er i fuld blomst nu. I kan læse mere om træet og se det i 'fuld figur' hér .


Er det ikke skønt mod den blå himmel?
Jeg kan stadig blive helt benovet over, at jeg kan stå og se op igennem et af de små træer, som jeg selv har plantet.