I dag, da jeg stod nede i drivhuset og pottede op, hørte jeg pludselig den velkendte lyd: 'klap'... 'klap'... 'klap' ude bag drivhuset.
Det var 'vores' egern, som kom for at få sit daglige måltid i vores egernrestaurant.
Jeg har lavet et slideshow med billederne, så I nemmere kan se, hvordan det futtede rundt. Jeg stod helt stille uden for drivhuset et par meter væk og tog billederne. Det har det ikke noget imod, så længe Frostie ikke er der. Hun er nemlig overbevist om, at det er hendes pligt at holde det 'farlige' dyr væk fra vores matrikel :-)
I kan trykke på slideshowet, hvis I vil have det i større format.
Det smarte foderhus fik min mand i julegave forrige år, og egernet har brugt det flittigt lige siden.
Egernrestauranten er købt hos Naturbutikken.
Og det er virkelig et vildtreservat her i haven lige nu.
I går havde vi nemlig besøg af en ikke så velkommen gæst: Fiskehejren.
Jeg var lige gået indenfor for at drikke en kop kaffe. Og da jeg gik forbi terrassedøren inde i stuen, så jeg ud af øjenkrogen noget stort midt i den øvre dam. Det var hejren, som sad lige over 'vandfaldet' og stirrede ned i dammen.
Mit kamera lå ude i driverhuset, så jeg fik ikke et billede af den.
Jeg kaldte på min mand, og da han kom hen for at se, opdagede den os og fløj væk. Han var målløs over, hvor stor den var. Jeg har set den stå derude én gang før sidste år, men alligevel må jeg indrømme, at jeg gøs over den igen.
Men den er også en fantastisk fascinerende fugl, som jeg er lidt beæret over at have set så tæt på.
Først troede vi ikke, at den havde nået at nuppe nogle fisk, fordi det var så kort tid. Men nu tror jeg desværre, at den tog 2 af mine 5 overvintrende guldfisk. Øv. Men den skal jo også leve, og så må jeg jo bare købe en ny forsyning fisk.
Jeg har nu sat endnu en snor foran vandfaldet, og så jeg vil have fat i en plastikhejre til at stille ved dammen.
Her er et billede, som jeg tog i går, fordi jeg syntes, det var så smukt med spejlingen og den gule forsythia. 'Vandfaldet' er i øverste højre hjørne af den nedre dam, og det var lige der over, den stod.