mandag den 5. september 2011

Jeg har også plantet et træ...

...Hvad siger I så? Er det ikke flot... og det var slet ikke et særligt stort arbejde :-D


Jeg blev inspireret af Tante Tulles indlæg om at plante træer, som hun blev inspireret til af en artikel i 'Haven'. Så jeg vil også vise jer, at jeg har plantet endnu et træ.
'Flere træer i haverne' er også én af mine kæpheste, for de er så gode for naturen, og giver en ekstra dimension til vores haver.
Billedet ovenfor lavede jeg for sjov, for at få en fornemmelse af hvordan det ville virke med et træ lige dér. 


Til venstre i billedet er vores stue med et stort panorama-vindue på hver side af hjørnet, og jeg har tit været lidt ked af udsigten til naboernes garager og tage. 
Og jeg havde egentlig også lyst til at vores 'Driverhus' blev pakket lidt mere ind. Det nye træ står mod øst i forhold til 'Driverhuset', så det tager ikke eftermiddagssolen.
  

Og hér er det så i virkeligheden :-) Det er en lille selvsået Røn på 2 år. Det vokser jo rimeligt hurtigt, så det skulle snart få lidt mere størrelse. Jeg har før både flyttet og fjernet træer, som jeg havde plantet forkert, så jeg er ikke nervøs for projektet. Og træet har jo ikke kostet noget, hvis jeg fortryder :-)
Det har et rustent vandrør som støtte. Dem kan jeg godt lide at bruge, fordi de næsten ikke ses.


Så hopper vi om i forhaven. Der er mest grønt lige nu, bl.a. fordi mange af sommerblomsterne har givet op efter alt den regn.  


Men jeg må indrømme at jeg alligevel er rigtigt tilfreds med mit indgangsparti i år. For forhaven er virkelig ved at få den frodighed, jeg har stilet efter. Vores husfacade er stor og massiv uden vinduer i denne side, og da vi flyttede ind var der indkørsel hér. Så I kan nok forstå, at jeg har kæmpet for at få dette 'look' :-)


I øverste højre hjørne er det igen én af mine Hjortetrøst, som jeg jo har flere steder. Det kønne røde træ er en blodblomme. Og de søde små hvide blomster i kanten til venstre, er et-årige. De hedder Alyssum Maritima, Krogsnål på dansk, tror jeg.
Dem kan jeg virkelig anbefale. Jeg såede dem i 2006, og siden har de selvsået sig ligeså fint hér hvert år. De er lige til at pille op med fingrene, og hvis jeg vil plante noget andet også, graver jeg det bare ned midt i dem. 

Men egentlig ville jeg have jer til at kigge i øverste venstre hjørne af billedet, og nærmest i midten bag vores overdækning ved hoveddøren på det forrige billede. 
Kan I se skæret fra den 'Orange Have' i baggrunden?
Jeg er helt vild med den effekt, som det har, når man står her :-) 


Og selvfølgelig får I da lov til at komme med nærmere, og lige se det tættere på. Den 'Orange Have' set fra den modsatte vinkel af forleden dag.



I kan også få lov til at komme med hen til hjørnet, så I kan ane bænken bag den røde blærespirea. Men så går vi heller ikke videre, for det er jo bedet foran bænken, som jeg bl.a. arbejder på i øjeblikket.
Det bliver nu slet ikke så flot og fyldigt, som den 'Orange Have' i år. For det er mest små planter, som kommer til at stå her.  
Kan I forøvrigt se at jeg har 'studset' min store Thuja? Jeg var meget nervøs for det, men jeg er så glad for resultatet, for nu synes jeg den kommer til sin ret. Jeg er stadig virkelig 'grøn' mht. at klippe ting.


Til sidst får I lige den sidste nye i blomstring. En sød lyserød-lilla Aster, som er et arvestykke.


Den bliver høj, vælter, og får bare ben. Men jeg elsker jo Asters, og jeg kan så godt lide farven. Så den har fået en rigtig god plads her bag min sommerfuglebusk. Her står den fint uden støtte og lyser op. Hvis jeg havde været lidt flittigere til at klippe de visne blomster af sommerfuglebusken, ville de have været i blomst begge to. Men det må blive næste år :-)

12 kommentarer:

  1. Det er rigtig smukt altsammen, Hanne - skønt at få lov at kigge med!

    Hjerteligst

    SvarSlet
  2. Jeg kan godt forstå, du er tilfreds! Det ser virkelig dejligt ud :-)

    Din asters ligner en, der var i vores have, da vi flyttede hertil. Dengang stod den her ved huset og i ussel sandjord og var vel omkring 50 cm høj.

    De sidste par år har den (som er blevet til de!) stået i køkkenhaven, og nu er den højere end mig (jeg er 168), og den er blevet til en lille hæk, som dog slet ikke vælter, men er meget stiv og opret. Men altså - samme blomster som på din.

    Jeg er faktisk blevet ret glad for den, for den blomstrer i lang tid og er god til buketter.

    I øvrigt ser det dejligt ud med dine solbrud, og når jeg lige taler om høje stauder, så købte jeg en gul solbrud i Geografisk Have i søndags, der er MEGET højere end mig - den er vel omkring 2 meter. Vildt!

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  3. Hej Hanne.
    Det skal nok blive rigtig godt med det nye træ ... Dejlige billeder fra forhaven.
    Jeg glæder mig til at hilse på dig på lørdag :-)
    Kh Lone

    SvarSlet
  4. Fin illusion du viser med træet, det bliver godt.
    Der er sandelig også sket en forandring med jeres forhave hvis der har været indkørsel, gid mange flere ville tænke sådan ;o)
    Tak for kigget rundt i haven det ser dejligt ud.

    SvarSlet
  5. Tak for kigget, det ser skønt ud :-)

    Det er altid godt med træer i haven, det er bare med at udvælge sig de rigtige sorter, så det ikke bliver for voldsomt i en lille have.
    Kender du f.eks. papirbarkøn/acer griseum, den er meget langsomtvoksende, og får en meget flot stamme, søjleudgaver af diverse træer er heller ikke så tosset.

    Hvor er din indkørsel blevet flot, det er noget helt andet med planter end med grus alene :-)

    SvarSlet
  6. Hej Hanne
    Hvor ser det godt ud og sikken en indkørsel, du har fået lavet, det er rigtig flot.
    Rønnen skal nok komme ret hurtigt, jeg har taget et par frøplanter af røn og plantet, jeg kan ikke huske, hvor længe det er siden, men vil skyde på ca. 5 år, de er nu langt over 2 m. høje og rigtig flotte.
    Jeg har heller ikke rigtig turdet begynde at klippe ret meget i mine planter, men da jeg var på havebesøg i sidste uge, så jeg den flotteste kugleklippede blå cypres. Jeg må ind og tage et billede af den en dags tid, den var meget smuk.
    Din hjortetrøst er utrolig stor og flot.
    Jeg tror ikke det er et godt år for sommerfuglebuske, jeg har klippet blomsterstandene af mine, men de har ikke blomstret så længe alligevel, eller også er sommeren bare for hurtigt forbi.
    Jeg kan godt se skæret fra din orange have og jeg kan godt forstå du er vild med det :-)

    SvarSlet
  7. Hej Hanne. Tak for rundvisningen. Hvor er din forhave flot. Utroligt, at det har været en indkørsel. Jeg kunne faktisk godt se det orange skær fra dit nye orange bed. Sjov idé at "plante" træ på denne måde, og så synes jeg, det er en rigtig god idé at bruge rustne vandrør, hvis bare man ved, hvor man kan få dem?
    Jeg er vildt imponeret over al det arbejde, der ligger bag din flotte have. Du er rigtig god til at tænke kreativt. Jeg er spændt på at følge din blog, når der bliver vinter!!

    SvarSlet
  8. Den Nicotina i indkørslen er virkelig forrygende - jeg får lyst til at prøve nogen arter Nicotina når jeg ser dit billed, selvom jeg ikke orker så meget forspiring af sommerblomster.
    Rønnebær træer vokser dejligt hurtigt og er nemme at klippe ned i ønsket højde/facon. Jeg må lige lære tricket med "prøvetræet" - det er da smart.
    Vi ses på lørdag :o)

    SvarSlet
  9. Hej Hanne.
    Så fint alt sammen. Tak for kigget. - og så er du blevet medlem på min blog :-) Jeg må se at blive medlem på din også ...
    Jeg ville også have skrevet til dig i går, men nåede det ikke.
    Du er et fantastisk menneske og når så meget, trods din sygdom. "Hatten af for det, Hanne!"
    Hilsen Pia

    SvarSlet
  10. God idé at lege med computeren! Og god idé med træet op ad drivhuset. Det jhar jeg selv og det er jeg så glad for. Det er en hyldemor, som skal holdes i ave, og det bliver hun så! Men hun giver fin skygge de hedeste timer på dagen.

    See you soon!

    Marianne
    Den Helbredende Have

    SvarSlet
  11. Det bliver rigtigt skønt med din røn der. Den vokser garanteret på stædighed, ikke tålmodighed :)
    Og nåh nej, Hanne, der er DA slet ingen blomster tilbage, nej da. Altså :)

    Tak for din hilsen, jo du har helt ret, Frede er en (lille) Cavallier. Ja, de er ikke til at stå for, vores nabo har lidt fået en lille hvalp. Puha. De der brune øjne, og så er de bare så kærlige. Så pyt med alle de lange, lange hår overalt :) Kiggede lidt rundt efter Lucky, men kunne ikke finde noget billede. Men jeg fandt Frostie, hvor er hun sød :)

    Tror altså din blog bliver en vigtig del af min vinters 'armchair-gardening' :)

    kh
    Anne Mette

    SvarSlet
  12. Tak for jeres søde kommentarer :-)
    @Birgitte: De rustne vandrør fandt jeg nede i mit redskabsskur :-D Nej, spøg til side. Min mand siger at det bare er almindelige vandrør fra Bauhaus, som er rustet af at stå ude. Vi brugte dem til at lægge fliser på et tidspunkt.
    @Berit: Lige præcis disse nicotiana i forhaven, bliver faktisk bedst hvis man sår dem direkte. Så det burde du kunne uden bøvlet. Jeg skal prøve at huske at tage frø fra mine. Men jeg har 'død-hovedet' dem, så der er ingen endnu. De giver tusindvis af frø, så du kan sagtens få nogle til foråret.
    @Anne Mette: Ja, Cavallier øjne er bare det kæreste der findes :-) Jeg har ingen billeder af Lucky hér på bloggen, fordi han døde før jeg startede den. Men min datter siger også at jeg skal lægge nogle op, så måske til vinter. Han var sort og tan, med en lille smule hvidt.

    SvarSlet