torsdag den 1. september 2011

Jeg er en have-nusser, en håbløs romantiker, og jeg er ikke tålmodig :-)

Hvorfor nu det?
Jo, jeg er lige blevet færdig med det orange bed, og min veninde morede sig højlydt over, at jeg går og flytter sommerblomster her i slutningen af august.
Men de kan altså blomstre i 1-2 mdr. endnu, hvis vi får et mildt efterår. Dvs. at jeg måske har 60 dage endnu til at nyde dem i den nye 'Orange Have'. Det er da værd at gøre et lille stykke arbejde for, ikke? :-)
Samtidig får jeg mulighed for at vurdere, hvad der fungerer i det nye bed allerede i år, og sidst men ikke mindst opnår jeg, at de smider deres frø hér, og ikke i det gamle bed, hvor der jo ikke skal være orange farver mere. Smart, ikke? :-)


Her ser I så den nye 'Orange Have'. Husk nu at forestille jer, at hækken er erstattet af et brunligt plankeværk med roser og clematis i matchende farver.
Samtidig skal der nok stå 2 små træer med mørkt løv i baggrunden, en blodblomme og en hyld. Begge har jeg i krukker, for det er børn af mine egne træer.
Jeg vil ikke remse planterne i bedet op, for jeg har vist jeg de fleste i løbet af sommeren.
Men I må selvfølgelig meget gerne spørge, hvis der er noget I gerne vil vide.


Jeg er rigtig tilfreds med resultatet af det nye bed.
Som sagt regner jeg med at skulle rykke en del rundt på planterne igen engang til næste år, når plankeværket er på plads.
Men i mellemtiden står planterne under de forhold, som de skal leve under, så jeg har bedre mulighed for at vurdere, hvor store de bliver i disse lysforhold, osv.


Jeg har jo flyttet flere af planterne mens de var i blomst, og det kan sagtens lade sig gøre. Men det kræver en del vanding. I hvert fald en gang om dagen, indtil de ikke hænger med hovedet mere. Dette gælder også i regnvejr, med mindre der kommer 20-25 mm. :-)


Endnu et par af sensommerstauderne er sprunget ud nu. Denne her er jeg rigtig glad for; det er en solbrud, Helenium 'Helena Gold', som jeg såede for nogle år siden. 


Den står i 'Sol- og Månebedet'. Bag ved ser I den Thuja, som jeg flyttede hertil sidste efterår. Den har klaret sommeren godt, fordi der har været så meget vand. Så én god ting har der da været ved sommerens vandgang :-)


Også min søde lille aster, Aster dumosus 'Jenny', er begyndt at blomstre nu. 


Den bliver kun ca. 50 cm høj, og danner en fin lille kugle. Den kan godt få meldug, hvis det er for tørt, så det har den bestemt ikke i år :-)


I samme bed står en rigtig god partner, som også blomstrer nu. Det er kattehale, Lythrum salicaria 'Robert'. 


Den blomstrer sent, fordi den står i en del skygge. Bagved den blomstrer den hvide floks stadig.

Og så til noget lidt andet. Som I ved, nævner jeg nogen gange min sparsomme energi, og min sygdom. Jeg har ikke ville skrive om det hidtil, fordi jeg kun ville have at min blog handlede om min have. 
Samtidig følte jeg nok også, at det var lidt for privat til at lægge ud på nettet.
Men jeg har opdaget at jeg også synes det er sjovt, at kende alle jer bag bloggene, og ikke kun jeres haver.
Så nu har jeg besluttet at I skal få min historie. Det er også nemmere end at skulle fortælle det hele flere gange, efterhånden som vi mødes til blog-træf og ved andre lejligheder.

I kan læse indlægget her

20 kommentarer:

  1. Hej Hanne
    Det er vel nok blevet et flot bed, sikke et arbejde du har haft med at flytte rundt. Selvfølgelig skulle dine sommerblomster flyttes med, du har jo alle argumenterne i orden :-)
    Du har mange skønne ting i det bed og det bliver spændende at se til næste år, når plankeværk og det andet kommer op.
    Nu vil jeg læse din historie, den har jeg nemlig ofte tænkt på, at jeg gerne ville kende.

    SvarSlet
  2. Tak fordi du delte din historie med os. Du er en sej kvinde, tillykke med din stædighed. Godt du har dit træningscenter Haven. Og dejligt at du blogger, vi kan slet ikke undvære dig her, jeg kan ikke i hvert fald :-)
    Hvad arbejder du med, når du arbejder?
    Du får lige et lille knus fra Samsø :-)

    SvarSlet
  3. Hej Hanne.
    Det er altså utroligt, så mange planter du har i din have. Hvor ser dit nye bed godt ud. Man kan slet ikke se på planterne, at de er blevet flyttet. De ser ud som om, de har stået der hele tiden!
    Jeg læste med stor interesse din historie og blev i den grad bekræftet i mine oplevelser med dig som en "havebloggerven" hvis jeg må bruge det udtryk. Du skriver altid meget omhyggeligt, humoristisk og venligt, når du sender en kommentar og på din egen blog, synes jeg, du er meget god til at formulere dig og så kan man godt læse lidt mellem linjerne, at der er "krudt" i dig. Jeg er så glad for, at jeg har fundet dig på nettet. (Jeg har endnu ikke anskaffet mig alle de planter, jeg har skrevet op på min ønskeliste fra din have. Det må komme lidt henad vejen). Mange hilsner fra Birgitte.

    SvarSlet
  4. Tusind tak for dine søde ord, Listbeth :-) De varmer meget. Jeg er uddannet korrespondent i engelsk og italiensk. Primært fordi jeg boede 4 år i Italien, da jeg var yngre. Så mit kommende flexjob bliver en form for kontorarbejde. Jeg var i arbejdsprøvning sidste år på kontoret på et museum, og det var rigtigt interessant. Tak for Samsø-knuset :-)

    SvarSlet
  5. Tusind tak for dine søde ord, også til dig Birgitte. De varmede meget. Jeg nyder også meget at læse din blog. Og du skal ikke være ked af at du ikke har fået anskaffet dig alle planterne endnu, for det er også så dejligt at have noget at glæde sig til :-)

    SvarSlet
  6. Hej Hanne,
    Stor respekt for hvad du går og arbejder med i haven. Jeg blev virkelig imponeret af dit flammebed allerede. Kan kun forestille mig hvor smukt det vil fortsætte med de ideer du har. At du bruger haven som "et helbredende og energi/glædegivende sted" forstår jeg til fulde. Sender din mange tanker og krydser fingre for at der er et job på vej til dig. Knus og megen solskin til dig og din have

    SvarSlet
  7. Hej Hanne.
    Flotte billeder du viser.
    Jeg har læst "historien" om dig - Du er en sej kvinde, tror også at din have er helse for dig.
    Hatten af for dig ♥♥
    Ha´en god fredag.
    Knus Hanne Bente

    SvarSlet
  8. Hvor ser det godt ud. Det ligner en lille smule - mit efterårsbed - bort set fra at dit er smukkere og knap så rodet ;O)

    SvarSlet
  9. Hvor er det bare flot dit "nye" bed (;o)

    SvarSlet
  10. Hold da op Hanne, det var en ordentlig mundfuld du der fik serveret og hvor er jeg glad for jeg læste både indlæg og din personlige historie. Jeg kommenterer lige fra en ende af:

    Ved selvsyn har jeg lige oplevet hvordan englænderne bla. laver deres bede med højde bagtil, nøjagtig som du viser i dit orange bed. Det giver en anderledes dybde og får planterne til at tage sig rigtig godt ud. Den samme effekt bruger Anne Just også i Hune. Godt gået!! (Fra hende med den meget flade have...;o)

    Selvfølgelig skal du da flytte dine sommerblomster! jeg har lige gjort det samme og de lader sig overhovedet ikke mærke med det. Det samme med stauderne som gladeligt vokser videre uden at hænge med "ørerne". Fordelen er jo - som du skriver - at man allerede nu kan se om det virker. Jeg skal altså ud og ha' flyttet nogle flere stauder kan jeg mærke... ;o)

    Tak for din meget personlige beretning som du deler så flot, det er sandelig en ordentlig omgang du har været igennem. Dejligt at haven kan bruges som frirum og jeg håber du får fred for sygdom i rigtig mange år frem.

    Mange tanker fra mig :o)

    SvarSlet
  11. Hej Hanne,
    Jeg er i samme liga som Fru Friis når det kommer til have-silhuet...flaaad, men det arbejder jeg nu på at ændre. Så er det dejligt inspirerende at se dit nye flammebed, hvor du har kombineret staudehøjderne så flot.
    Din personlige historie bekræfter endnu engang hvor mange positive oplevelser der er at hente "i det at passe en have" for at give modvægt til de negative oplevelser med en sygdom eller belastende livssituationer.
    Mange hilsner fra Berit

    SvarSlet
  12. Dejligt flammebed, dejligt at se at der er nogen der tør have andet end lyserøde, blå og lilla blomster :-)

    SvarSlet
  13. Søde Hanne
    Jeg har lige læst din historie. Hvor er du bare sej. Og jeg glæder mig sådan over, at du har kunnet bevare dit livsmod og din positive tilgang til verden - den er vi mange, der sætter pris på :-)
    Knus Signe

    SvarSlet
  14. Jeg er meget betaget af dit bed, som er rigtig flot bygget op med lave planter foran og med stigende højder bagtil.
    Det giver en rigtig god virkning :-)

    Ang. din personlige historie, kan jeg se, du har været meget igennem.
    Jeg har stor respekt for mennesker, der med et positivt livssyn, stædighed og vilje gør hvad de kan, for at få det bedste ud af den livssituation, de nu engang befinder sig i.
    Håber de gode meldinger om din nuværende situation må vare ved :-)

    SvarSlet
  15. Først en stor ros til dit orange bed, det ser bare dejligt ud, og jeg tilslutter mig de rosende ord om højdeopbygningen.

    Derefter, tak fordi du delte din historie med os. Uden at kende dig, tør jeg godt sige, at du er en sej kvinde. Flot, at du selv tog affære og fik stillet en diagnose, det må være ubehageligt ikke at vide, hvad problemet egentlig er! Godt kæmpet, også mod kræften.

    En have er virkelig god terapi for mange ting. jeg ville blive tosset i hovedet ( mere end jeg er! ) hvis jeg ikke kunne komme ud.

    God søndag til dig, og jeg ønsker dig alt det bedste. Mange hilsener ;-)

    SvarSlet
  16. Tusind tak til jer allesammen for jeres virkelig søde kommentarer. Jeg er helt rørt over jeres varmende ord :-)
    Jeg var meget i tvivl, om det var det rigtige at dele min historie, men nu er jeg overbevist om, at det var det rigtige.
    Og selvfølgelig tak også for jeres rosende ord om min nye 'Orange Have'. Jeg lover jer, at I skal nok få lov at se mere til den til næste år :-)

    SvarSlet
  17. de planter ser rigtig sunde og raske ud... FLOT..

    Har lige læst din historie, det er en barsk historie, og det glæder mig at du er kommet så godt ovenpå igen. ;)

    SvarSlet
  18. Kære Hanne

    Jeg læste først dit haveindlæg - og tænkte at nu må jeg altså lige huske at fortælle dig at jeg har haft dig og din have i tankerne flere gange i løbet af sommeren, når vi har rodet her i vores egen. Jeg vil virkelig gerne nå den frodighed en dag. Din have er utrolig skøn, altid grøn og fyldt med blomster. Så selv om jeg ikke har blogget, så har jeg tænkt og sendt tanker :)

    Og tak fordi du delte din historie. Der hober sig mange ord op, som jeg har lyst til at sende til dig. Men lige nu begrænser jeg mig til at sige, at også der er jeg fuld af beundring for dig og håber alt det bedste.

    Gad vist om stædighed trods alt kan avle en vis portion tålmodighed. Nogle gange er kombinationen jo nødvendig :)

    SvarSlet
  19. Tak også til jer to, Cugina og Tim, for jeres søde kommentarer.
    Hvor er det hyggeligt at vide, at jeg har inspireret dig i din have, Cugina, det er jeg meget stolt over :-)
    Og jeg tror du har ret, jeg er nok egentlig temmelig tålmodig på nogle punkter. Såsom at jeg ved at det tager mig flere uger at lave et bed, som den orange have. Men det er i orden, for jeg ved at jeg er heldig at jeg overhovedet kan :-)

    SvarSlet
  20. Hej Hanne, også et lille pip fra mig - jeg er lidt bagud med bloglæsning for tiden pga. gæster fra England, men nu har jeg også fået læst helt ind "under huden" på dig, og jeg må sige at du da ikke har haft det helt nemt! Jeg beundrer din energi og dit livsmod og den positive indstilling, som du bidrager med overalt, hvor du bevæger dig her i blog-universet og ikke mindst i din dejlige have, som er utrolig frodig og dejlig.

    Jeg glæder mig over at følge dig her på bloggen:)

    Knus fra Ulla

    SvarSlet