Endelig rigtigt hjemme.

I dag flyttede jeg endelig rigtigt hjem. Det blev besluttet på mødet i går, men jeg var for træt til at blogge.

Jeg får hjemmehjælp en gang om ugen til bad, men resten kan jeg selv klare efterhånden, så det er jo dejligt.

Derudover får jeg et nødkald, som især fyssen synes vil være en god idé, når jeg begynder at gå mere rundt. Det synes familien også er en god idé, for de ser allerede for sig, hvordan jeg ligger på hovedet nede i dammen, hvis de slipper mig løs i haven :-)

Jeg skal stadig ned og træne på centeret som ligger ved siden af plejehjemmet to timer om dagen. Men heldivis kan jeg gå ud til havelågen med gangstativ nu, så jeg kan køre i taxa frem og tilbage. Med rullestolen skulle jeg have haft handicaptransport, og det kan sagtens tage flere timer at komme frem og tilbage, så jeg er glad for at jeg nåede at komme 'på benene'.

 Det er dejligt endelig at kunne sige farvel til pleje-miljøet. I dag er det nøjagtig 8 uger siden at jeg blev indlagt på hospitalet, og det er jo lang tid. Men i starten ville jeg aldrig have troet, at jeg ville være nået så langt allerede, så jeg er meget taknemmelig.

Jeg glæder mig til ikke at være blandt ældre, syge og døende hele tiden, for det er hårdt mentalt.

Når jeg er herhjemme føler jeg mig mere 'bare' som Hanne meget af tiden. og ikke mindst kan jeg jo  nemmere lige smutte udenfor og suge god energi fra min have.

Indtil videre 'opfører' haven sig pænt, og der er ikke alt for meget ukrudt, eller også er jeg blevet bedre til at fokusere på de gode sider.

Og som I kan se er én af mine hjælpere allerede gået i gang, for Frostie spiser trofast kvikgræsset i min hvide staude iberis.

De øvrige billeder herover er de skønne løjtnantshjerter, eller 'Bleeding Hearts'. Det engelske navn som jeg elsker.

Og det hvidblomstrende træ er Amelanchier Lamarckii Canadensis eller Bærmispel.

Hej fra Glostrup Hospital.

Så må det vidst være tid til en lille opdatering. For her ligger jeg selvfølgelig stadig. Efter omstændighederne går det hele godt. Jeg er stadig fuldkommen lam i venstre ben og venstre arm, men nu hvor påsken er slut, er fysioterapeuterne kommet tilbage på arbejde, så jeg har genoptræning to timer hver formiddag, både med en fysioterapeut og en ergoterapeut. De træner alt lige fra at børste tænder og vaske hænder til balancekoordinering. De roser mig, og siger at jeg gør gode fremskridt hver dag.

Som I kan se på billederne sidder jeg i kørestol, og lige nu glæder jeg mig mest til at få en bedre balance, så jeg kan få en lettere én.

I dag var en dejlig dag, for jeg savner selvfølgelig min dejlige Frostie og hun må jo ikke komme på sygebesøg. Michael og Cristina kom ned med hende i hospitalets park, så jeg kunne sige hej til hende, og jeg siger jer, at jeg fik mange hundekysser - som I kan se på billedet :-)

Både mine venner og familie sørger selvfølgelig for, at jeg hele tiden har smukke blomster at kigge på, så jeg ikke savner min have for meget. Og jeg ved at den har det godt, for mine søde veninder passer haven og kaninerne.

Tusind tak for alle jeres søde kommentarer, I skal vide at det varmer helt utroligt meget, og jeg skal nok holde jer opdateret. Dette indlæg er indtastet af min datter Cristina, da det stadig går langsomt på computeren.

Der findes faktisk en...

... som ikke har fået nok af det hvide drys derude. 

Jeg bandede højlydt (undskyld), da jeg så min have i går morges. 

Men Frostie måtte direkte ud og rulle sig sneen. 

Men selv min glade hund kan altså ikke få mig til at synes, at det er ok med mere vinter.

Må vi så be' om FORÅR, tak :-)

Frostie ønsker alle i Blogland...

... en rigtig Glædelig Jul.

Hun fik sine gaver i dag, fordi hun ikke skal med til juleaften i morgen. Der bor nemlig katte der, hvor vi skal holde jul :-)

Som I kan se, er hun meget glad for sit jule-stokke-gnaveben.

Der er næsten ryddet op efter festen i onsdags, så juletræet kunne komme indendørs og blive pyntet.

Vores juletræ er også fyldt med gammelt og hyggeligt pynt.

Jeg håber, I alle får en rigtig god og hyggelig juleaften samt nogle dejlige, stressfrie juledage.

(Billeder af Frostie og juletræet er taget af yngste datter Laura)

Frostie luger kvikgræs i min Iberis

I bedet ude i forhaven ved cykelskuret har jeg en Iberis, en snepude.

Desværre er der kvikgræs i den.

Det har der været i en 3-4 år. Men det fantastiske er, at kvikgræsset aldrig får lov til at sprede sig.



For Frostie luger det for mig :-)



I må ikke spørge mig, hvorfor lige netop dette græs smager så godt. Men hver gang hun går forbi, snuser hun lige puden igennem, og napper de par græsstrå, som er kommet op siden sidst.



Jeg ved heller ikke hvordan hun har fundet ud af det. Men jeg er glad og tilfreds, for jeg er glad for min snepude, Iberis sempervirens.

Den blomstrer allerede i maj med hvide sløjfelignende blomster, og så er den næsten stedsegrøn.

Jeg ved godt at det lyder som et eventyr, men det er ganske vist, at det er sandt :-)

Desværre har jeg ikke kunne lære hende at luge andet ukrudt. Men hun er jo også, som jeg har fortalt før, en hund efter græs :-)

Frostie, min havehjælper

Koen græsser :-)

Frostie har sin egen potte med græs, som hun gerne må gå og gnaske i.

Jeg har noget prydgræs som selvsår sig rundt omkring. Det er åbenbart ekstra lækkert at spise når det er helt småt, altså når man er hund.

Men det betød at Frostie trampede rundt i mine bede for at finde græsset. Så derfor har hun fået sin egen potte på terrassen, til når hun trænger til en snack.