søndag den 10. juli 2011

Flere dagliljer og marmelukærmebuske.

Det går simpelthen så stærkt med at tingene springer ud i haven lige nu, så jeg kan slet ikke følge med og at få det hele vist her på bloggen.
Men så må I få noget af det at se senere, eller til vinter, når vi alle sidder og længes :-)
Som sagt elsker jeg dagliljer, og de er jo i fuld gang lige nu.


Her er endnu én af mine yndlinge. Det er Hemerocallis 'Catherine Woodbury'.
Hun er noget så yndig, og høj og flot.


Hun står hér i det lille trekantede bed ved den øverste dam.
Dagliljer kan godt lide en del vand, så det var lidt et forsøg at jeg satte hende her for to år siden. Som jeg har fortalt før, holder jeg dette bed fugtigt ved at oversvømme det med slangen fra pumpen i dammen, når det bliver for tørt.
Denne daglilje bliver 1 m. høj, men kræver ikke opbinding. Jeg har en bid mere i det lyserøde bed, men den surmuler lidt i år, fordi jeg rykkede den lidt sidste år.
Dagliljer er nemme at dele, så man kan få flere. Men de kan godt være et år eller mere om at etablere sig ordentligt. Denne daglilje har også været et problem i det lyserøde bed, med gulnede blade, men hér ved dammen er de flot grønne. Så det er nok bl.a. for lidt vand, der giver de gule blade.


Jeg må altså lige vise denne Astilbe. For den er helt fantastisk i år. Det er en no-name, for jeg har fået den af min venindes mor.
Jeg elsker Astilber, men jeg har ikke haft så stort held med at holde dem pæne. Men hér ved dammen er den en drøm... så ja, de skal have meget vand :-)


Ligner den ikke bare Candyfloss? :-)


Denne søde daglilje hedder 'Pink Damask'. Det er en god gammel daglilje, og den er rigtig god og nem.


Som I kan se, får den virkelig mange blomster. Den skulle blive omkring 90 cm høj, men den bliver nu kun omkring en halv meter her, fordi den står lidt for skygget og tørt.
Jeg kan virkelig anbefale denne hér til nybegyndere i dagliljer. Jeg købte den i sin tid for en tyver på et plantemarked.
Dette er hoveddørsbedet. Men jeg flytter den nu nok til efteråret, for den passer ikke helt i farven mere.


Bag den er en anden af mine favoritter lige sprunget ud... ja ja, jeg ved det godt, alt hvad jeg har i min have er favoritter :-D
Det er marmelukærmebusken 'Thur Barnsley'. Som jeg har fortalt før, er disse buske oversået af blomster fra nu af og til frosten kommer.


Min fjerde og sidste marmelukærmebusk er også lige sprunget ud på terrassen.
Den er ny for mig i år. Det er Malva hybride 'Freedom'.
Jeg havde forventet at der var mere lyserødt i den, men det kan sagtens være at det kommer når den bliver lidt ældre.
Men jeg synes nu stadig at den er rigtig sød. Og den er fyldt med knopper.




Til sidst er vi igen ovre i de glade farver. Denne daglilje er en no-name fra en blandet pakke knolde jeg købte for 6-7 år siden. Den er knaldgul i virkeligheden... billedet er lidt for lyst.


Den står hér i Nordbedet som er en værre farveblanding, fordi jeg har skiftet idé med det flere gange. Men det er tæt og frodigt, så jeg kan godt lide det alligevel, indtil jeg får tingene flyttet.


Denne skønne orange sag er nok min flotteste blomst på dagliljerne indtil videre i år. Det er også en no-name fra den samme blandede pose.


Den står hér i den bagerste del af det orange bed og hygger sig med de gule liljer, som stadig blomstrer overdådigt. Bag den står orange solhat. De er langt tilbage fordi de fik 'The Chelsea Cut' for en måneds tid siden. Det er første gang jeg har gjort det, så jeg er spændt på at se hvordan blomstringen bliver. Jeg klippede dem ned fordi de altid står og vælter, og fordi jeg har en klump mere, og derfor vil jeg prøve at forskyde blomstringen.

fredag den 8. juli 2011

Daglilje - lilje-tid, også gult og orange.

Nu begynder alle de store flotte knopper på dagliljerne og liljerne rigtigt at folde sig ud. Jeg har vist sagt det før, men dette er nok mit bedste daglilje-år, i hvert fald når jeg ser hvor mange knopper der er på vej.


Dagliljer hedder 'hemerocallis' på latin.
Dette er Hemerocallis 'Arctic Snow'. Jeg har haft den siden 2005 og den står i mit lyserøde bed, men sidste år flyttede jeg halvdelen til mit 'Sol- og månebed'.


I får et billede både i skygge og sol, da det viser forskellige sider af den. Den er cremehvid med gullig-grøn midte.


Som I kan se er der dejligt mange knopper på vej. Jeg har problemer med at mine dagliljer får gule blade i denne del af haven. Er der nogen der kender løsningen på dette? Jeg har på fornemmelsen at de står for tørt, da det lyserøde bed er hævet ca. 10 cm.


Dette er Lily Le Rêve eller Côte d'Azur, kan nogen se hvilken?
Det er farven på det øverste billede som er den rigtige. Jeg er rigtigt træt af at mit kamera laver farverne om. Men jeg er ret sikker på at det er hende bag kameraet, som gør noget forkert :-) Det må vi se på til vinter.


Jeg kan faktisk ikke huske om den dufter, og lige nu vælter det ned, så jeg har ikke lyst til at gå ud og tjekke :-D


Endnu en daglilje, Hemerocallis 'Moonlit Masquerade'. Det er en af mine første dagliljer, og også en af de første af de sommerblomstrende som springer ud i min have.


Den står helt forkert, farvemæssigt, og nu har den endda forlovet sig med denne lyslilla geranium, så hvert år beslutter jeg at den skal flyttes og at de skal skilles ad, men jeg nænner det bare aldrig :-) 'If it ain't broken, don't fix it', siger man jo.


Det er den sødeste lille geranium, 'Pink Penny'. Det er en hybrid, og den har de sødeste plettede blade som I kan se her. Den er en af de senere blomstrende, og den er god fordi den væver sig ind imellem de andre planter på en dejlig skødesløs måde.


Og så kommer der lidt til de gul-elskende som jeg... håber ikke at I andre får et farvechok :-D
Det er lilium 'Citronella'. Er den ikke fantastisk?



Den er høj, omkring 120 cm., men den står fint uden støtte.


Den står selvfølgelig hér i mit orange bed, bag de gammeldags dagliljer og foran de røde Brændende kærlighed.


I skal altså lige se denne. Jeg ved godt, at det nok er den mest almindelige daglilje i de danske haver, men den er altså så køn i det orange bed, og den er nem og gro-villig.


Den blev flyttet sidste efterår, og se hvor flot den blomstrer alligevel.

Mange spørger, hvordan jeg får min have til at se så frodig ud. Og jeg tror at én af hemmelighederne er, at jeg bruger mange af de 'gamle' trofaste stauder til at fylde ud imellem alle de mere sjældne og besværlige planter. Jeg har prøvet kun at have de 'fine' i en periode, men de fylder ikke godt nok, i hvert fald ikke med min pengepung :-) Så jeg synes at et mix er perfekt.

onsdag den 6. juli 2011

Føj for en vandgang.

Nedenfor kan I se hvad vi 'hyggede' os med lørdag aften :-(


Vi har 99m² stueetage og 86m² kælder. Kælderen bruger vi som soveværelse, et skabsrum hvor vi opbevarer alt fra billeder til frø, et kontor, et værksted, et fyrrum og en vaskekælder.
Lørdag aften sad vi og hyggede os med vores ældste datter, og hjemmelavet pizza på Weberen. Vi morede os over at Michael, min mand, måtte drøne ud og ind til den overdækkede terrasse i den øsende regn, for det var helt sydlandsk, og uvejret var fascinerende og flot.
Hvorfor jeg pludselig fik den indskydelse at tjekke kælderen, ved jeg faktisk ikke. For der har aldrig været vand i vores hus siden det blev bygget i '56. Selv når nogle af de andre huse har været ramt, er vi gået fri, fordi vi har dræn og ligger i starten af vores kloakføring.
Men jeg skal love for at der var vand! Det væltede ind under kælderdøren fra det udendørs afløb, og op af afløbet i vaskerummet.
Vi hev alt hvad vi ejer af sengetøj, håndklæder, tæpper og lign. ud og byggede dæmninger ind til værelserne. Og så løb vi ellers frem og tilbage med spande, som vi tømte ude på vejen.
Det var virkelig et mareridt, og vi var ved at opgive, da regnen endelig stoppede.
Der gik mange timer med oprydning og optørring, tak for hjælpen Peter :-)
Vi havde trægulve i to værelser og tæppe i ét, og det er selvfølgelig ødelagt alt sammen. Mange af vores skabe har også taget skade. Men det lykkedes os at holde vandet væk fra vores nye skabsvæg i soveværelset, så alt vores tøj blev reddet.
Så vi er sluppet billigt i forhold til mange andre.
Men det har været et kæmpe arbejde at tømme alle rum og bære tingene ovenpå, tusind tak Pernille og Peter :-)
Vi kan næsten ikke komme rundt i vores hus for alle bunkerne og stabler af flyttekasser. Og det varer længe før vi kommer i orden igen, for alt skal jo tørre dernede, og så skal der lægges nye gulve, repareres vægge, osv. osv.
Men igen, vi mistede ikke noget som ikke kan erstattes, og fordi vi bor først på kloakstrengen var det ikke beskidt vand.
Vi har bestemt os for at tage tingene stille og roligt, for ikke at køre os selv ned. Og vi har heller ikke råd til at begynde at reparere, før forsikringen har godkendt det hele.
Så vi er glade for at det er sommer, så vi kan være udenfor meget af tiden.
I dag havde jeg for første gang rigtigt tid til at gå rundt og tjekke haven. Det er lidt svært at finde den store lyst til haven, men det skal nok komme. For jeg ved jo at jeg kan hente energi derude i min smukke jungle, og sommeren er så kort, så jeg vil altså nyde den og min have; oversvømmelse eller ej :-) Så må vi ordne hus til vinter.


Jeg gik hele lørdag eftermiddag og ordnede dette bed. Hvis I kigger på himlen på billedet her, kan man godt se at den er virkelig uvejrstung. Det tordnede og lynede rundt om os længe før det gik løs her, så vi troede faktisk at det ville gå forbi, som så mange gange før.



Jeg nåede lige at tage lidt billeder inden regnen begyndte at falde.
Bedet blev lavet om til mit gul-hvide 'sol og måne' bed sidste efterår. Mange har måneskinsbede med lysegule og hvide farver, men jeg vil også have mine dejlige sol-gule blomster hér, så derfor må det være 'sol og måne'. 
Lige nu er det den gule 'Connecticut King' Lilje der lyser op. Den samme som jeg har i det orange bed. Det er et sideløg, som er flyttet herover. Der kommer også andre liljer, og så har jeg plantet gul-hvide petunia 'Prism Sunshine' og gule citron-tagetes, og hvide nicotiana. 
Den gule busk er blevet trimmet, og foran den står en hjemmesået Hibiscus, som endnu ikke har blomstret første gang. 
Der er også lammeøre, hvid haveklinte, hvid høstanemone, en kærminesøster 'Jack Frost' og sikkert andet, som jeg har glemt :-) I skal nok få det at se igen når det hele blomstrer, og ellers må I spørge.



Her i den anden ende står den gule akeleje, gul lærkespore, en cremehvid daglilje, hvid rævehale tror jeg den hedder, marguritter, en solgul geum, og den brogede Cornel. Jeg kan godt finde navne på noget af det, men jeg er for træt lige nu.


Jeg nåede også at ordne alle krukkerne udenfor driverhuset inden uvejret. På venstre side står der gule og cremegule Dahlia og valmuer, og ellers lidt blandet, som I har set før.



Haven klarede sig faktisk utroligt godt igennem uvejret. Disse billeder er dog taget et par dage inden, og de flotte Riddersporer lagde sig desværre ned i regnen. De har aldrig haft behov for at blive bundet op, men dette var mere end de kunne klare. Jeg er glad for at jeg nåede at tage et billede inden. De hvide til venstre er staude malva, Malva Moschata 'Snow White'.



Denne dejlige selvsåede komposition klarede heller ikke regnen, men også hér havde jeg fået et billede inden. Det er også malva 'Snow White' og pink fingerbøl.
De to grupper var faktisk det eneste som blev ødelagt, så det var vist billigt sluppet.


Denne lille skønhed sprang ud samme dag. Det er rosen 'Coral Dawn'. Den frøs ellers helt ned i vinters, men har alligevel haft kræfter til at komme med et par blomster. De dufter skønt :-)


Og for at blive i vandtemaet... Også den første pink åkande kom i lørdags. Er den ikke bare yndig?



Fiskene er nu mere interesserede i deres kugler :-) De har en glubbende appetit, og er også vokset virkelig godt siden jeg købte dem i april. Der kunne de være i hjørnet af en plastikpose alle ti... det kan de godt nok ikke mere :-) Der er 3 plettede og 7 orange med hvide og sorte haler og finner.

fredag den 1. juli 2011

Min lyserøde pom-pom valmue, clematis og liljer.


Endelig sprang en af mine absolut yndlinge i haven ud. Det er den lyserøde pom-pom valmue. Er den ikke skøn?



Jeg har aldrig sået denne valmue, så jeg ved desværre ikke hvad den hedder. Jeg har haft den i omkring 10 år, og den kommer troligt år efter år. Naboerne har den også i deres haver, og vi elsker den allesammen. I år har den været rigtig dygtig til at komme de rigtige steder :-)


Og en af yndlings-clematiserne blomstrer også nu. Det er 'Remembrance', som er en gruppe 3 clematis.
Den er selvimporteret i kuffert fra London :-) Jeg havde læst om den i Gardeners World, og så måtte jeg bare eje den. Og den blomstrer helt overdådigt hvert år.



Desværre hænger den i lidt tynde tråde i år, fordi den døde montana havde snoet sig ind i den, men den blomstrer videre alligevel.


Har I set denne her? Det er 'Niobe'. Og det er nok den flotteste blomst, jeg nogensinde har haft. Ikke at jeg har haft ret mange. For først stod den et par år i for meget skygge, og de sidste to år er den visnet ned af visnesyge inden den nåede at blomstre. Men i år ser den sund ud indtil videre... jeg tror at den hørte at nu var det sidste chance :-)


Se, hvor den matcher den mørke blærespirea.


Endnu en skøn lilje er i fuld gang nu. Det er 'Gran Paradiso'.


Den står hér i mit lille bed sammen med de farverige Lychnis, Malvaer og Zinnia'er.


Og I kan tro at denne hér lyser op i skyggen fra æbletræet. Det er 'Connecticut King'. Den er helt utrolig hvert år, og formerer sig villigt. Disse to liljer, samt den orange jeg har, er alle tre billige liljer fra Netto, og jeg har haft dem i mange år. Men jeg tror også at min jord er perfekt til liljer.


 
Alle liljerne lyser dejligt op i det orange bed lige nu.