Frostie luger kvikgræs i min Iberis

I bedet ude i forhaven ved cykelskuret har jeg en Iberis, en snepude.

Desværre er der kvikgræs i den.

Det har der været i en 3-4 år. Men det fantastiske er, at kvikgræsset aldrig får lov til at sprede sig.



For Frostie luger det for mig :-)



I må ikke spørge mig, hvorfor lige netop dette græs smager så godt. Men hver gang hun går forbi, snuser hun lige puden igennem, og napper de par græsstrå, som er kommet op siden sidst.



Jeg ved heller ikke hvordan hun har fundet ud af det. Men jeg er glad og tilfreds, for jeg er glad for min snepude, Iberis sempervirens.

Den blomstrer allerede i maj med hvide sløjfelignende blomster, og så er den næsten stedsegrøn.

Jeg ved godt at det lyder som et eventyr, men det er ganske vist, at det er sandt :-)

Desværre har jeg ikke kunne lære hende at luge andet ukrudt. Men hun er jo også, som jeg har fortalt før, en hund efter græs :-)