I dag er det Forårsjævndøgn.
Når vi når til denne dag, drager jeg et lettelsens suk. For jeg er bare ikke vild med vintermørke. Og det er så skønt at tænke på, at fra nu af er det mere lyst end mørkt :-)
For at fejre det, får I lige mit erantis og vintergækkebed i forhaven endnu engang. Som undskyldning for at vise det igen, kan jeg sige, at jeg har fået klippet de visne stauder ned.
Men jeg ved, at mange af jer er vilde med dette bed, så mon ikke en gentagelse er ok :-)
Billederne er fra i weekenden, for i dag skinner solen ikke her, og det blæser en halv pelikan.
Som sagt har jeg arbejdet meget med erantis og vintergækker i dette bed. Der er stadig et par steder, hvor jeg synes, der mangler et par vintergækker eller erantis, så selv i år bliver der flyttet lidt rundt.
Man kan næsten sige, at jeg ser på mine bede som et maleri. Jeg træder lidt tilbage, og ser hvor jeg mangler lidt af den eller den farve, for at det kan være endnu mere perfekt til næste forår.
Som man siger, så er en have aldrig færdig.
Men jeg nyder virkelig, at jeg flere steder i haven er nået til små 'nusse-projekter' som at flytte et par vintegækker og erantis :-)
I får også lige min fineste klump af Dorotealiljer. På Havenyt kan man læse, at stavemåden uden h er den rigtige, så det vil jeg prøve at huske :-)
Jeg nænner næsten ikke at dele denne skønne klump, men jeg har stadig steder, hvor jeg gerne vil have flere, så nu må vi se.
Jeg synes nærmest, at klokkerne ligner små lampeskærme.
Og til sidst et lille kærestepar :-)
Nu vil jeg overveje videre, om jeg skulle gribe den støvsuger og gå til angreb på alle hundehårene, eller om vinden har lagt sig nok til havearbejde. Hunden fælder jo alligevel bare videre på denne årstid :-D









