mandag den 19. marts 2012

Den første tulipan, og martsvioler.

Forleden fandt jeg den allerførste tulipan i haven i år.
Det kommer altid bag på mig, når de små tidlige tulipaner stikker næsen op, fordi det går så hurtigt.
Jeg tror, det er en 'Red Riding Hood'. Den har været den første i nogle år nu.


Så nu er min tulipan-sæson officielt skudt igang.


Den står beskyttet op ad en Thuja og med fliser på hver side, så det er nok derfor, den er så langt.


Hvor har vi meget dejligt at glæde os til lige nu :-)


Også de små marts-violer er i gang nu. De er så yndige og dufter så skønt.


Jeg startede med en lille klump for mange år siden. Og jeg deler og flytter og har dem allevegne nu, for de er så gode som bunddække hele året.


Og så tror jeg, det bliver det sidste billede af vintergækker og erantis, for erantis er begyndt at visne nu.
Frostie synes godt nok, at man bliver lidt træt af at være ude i den friske luft hele dagen :-)

lørdag den 17. marts 2012

'Pixie' springer ud, og krokus.

De sidste par uger er der flere her i Blogland, som har købt den skønne Clematis, der hedder 'Pixie'. Jeg var i Bilka forleden, og så at de bl.a. sælger dem.


Så jeg tænkte, at jeg ville lave en indlæg om min. Den er nemlig ved at springe ud nu.
Det er lidt tidligt, og det er fordi, den har stået i mit opvarmede drivhus hele vinteren.


Men nu har jeg flyttet den ud i 'Driverhuset', for ellers blomstrer den alt for hurtigt af, og jeg vil gerne kunne nyde de skønne blomster så længe som muligt. Der er ikke varme i Driverhuset, og det ligger i skygge på denne årstid, så med en vejrudsigt uden frost er dette det perfekte sted for den lige nu.


Jeg købte den i 2006 i London, fordi jeg havde læst så meget om den i engelske haveblade.
Den er meget rigtblomstrende og dufter fantastisk.


Men den er IKKE hårdfør her i Danmark, så jeg ville ikke plante den udenfor.
Min står i en stor potte, og bor som sagt i det frostfrie drivhus om vinteren.

Kan I se, hvor mange knopper den har, som er lige ved at åbne sig? :-)


Ved siden af den i Driverhuset står en anden Clematis, som er meget lig Pixie. Den hedder 'Cartmanii Joe' og er også købt i London et par år senere. Den har mere cremefarvede blomster, men blomstrer ikke så meget som Pixie.
Jeg skal nok vise jer mere, når Pixie springer helt ud.


Og nu begynder mine 'store' krokus også at vise sig. Jeg troede faktisk, at jeg havde mistet en masse, men de er kun lige kommet i gang hos mig. Det er vildt, så stor forskel der er på planterne i vores haver her i vores lille land, synes jeg.


Denne lille gruppe nyder jeg hvert år. Den står nemlig godt beskyttet mod hundepoter og fugle, og midt i forårssolen.


Jeg kunne ikke nære mig for at lege lidt igen :-)

fredag den 16. marts 2012

(Manuel) Fokus på de lyserøde skønheder.

Den lyserøde bellis har I jo set før. Men jeg legede lidt med automatisk og manuel fokus på mit kamera i dag.


Susanne foreslog forleden, at jeg skulle prøve manuel fokus, for at få bedre billeder af de små blomster. Og jeg kunne selvfølgelig ikke nære mig for at prøve :-)


Da den lyserøde bellis vækkede så meget begejstring for en uges tid siden, tænkte jeg, at den ville I nok gerne se igen.


Jeg legede også lidt med blænden.


Jeg er stadig ikke helt tilfreds med billederne af de små scilla. Men jeg har jo ingen makrolinse, og jeg ser heller ikke helt perfekt. Så jeg tror faktisk ikke, at det kan blive meget bedre end disse.


De bliver sødere og sødere efterhånden som flere springer ud på stilkene.
Jeg ved faktisk ikke, om de frøsår sig, eller om de formerer sig med sideløg. Men der bliver i hvert fald lidt flere af dem hvert år.


De er virkelig små. Hvis I kigger til højre for planten – den runde 'dims' på jorden – så er det frø fra mamelukærme... Det viser, hvor små scilla-blomsterne er :-) De større blade, som stikker op bagved, er hyacinther på vej op.

onsdag den 14. marts 2012

Min lyserøde Scilla er sprunget ud.

I dag er endnu en af mine yndlinge i forårshaven sprunget ud, nemlig min Scilla bifolia 'Rosea'. 


Er den ikke bare nuser? Den er meget, meget lille, så den er virkelig svær at fotografere.
Og samtidig er den den sarteste lyserøde farve, som er svær at fange helt med kameraet.


De store blade er ikke scillaen. Det er en hvid natviol.


Forleden 'drillede' jeg Signe med, at jeg snart havde en rigtig Signe-blomst at vise. Jeg kan nemlig lige forestille mig, hvor smukt hun ville kunne fotografere denne lille skønhed.
Men jeg havde nu ikke regnet med at den ville springe så hurtigt ud. Billedet herover tog jeg 2 timer tidligere i dag, og da var blomsten endnu ikke sprunget ud, som I kan se.


Disse to billeder er af en anden gruppe, som jeg har stående et andet sted i det lyserøde bed.


Jeg er begyndt at flytte dem rundt i bedet de sidste år. De formerer sig nemlig rimeligt godt.


Jeg har haft dem siden 2003, og jeg mener, at jeg købte dem hos Lundhede.

mandag den 12. marts 2012

Dejlige farver i drivhuset.

Jeg har travlt i mit opvarmede drivhus.
Der skal jo prikles, pottes up og hærdes af til den store guldmedalje.
Men jeg elsker det, og især da på denne årstid, hvor det hele begynder at titte frem.
Og jeg har rigtigt godt selskab derinde :-)


Bl.a. af denne skønne bellis, som jeg købte forleden. Jeg elsker bellis og havde været på udkig efter en rigtig baby-lyserød af slagsen.


Blomsterne på den samme plante har mere eller mindre farve, alt efter hvor gamle de er.


Jeg har også denne mørkepink skønhed, som ikke er helt så fyldt i knoppen. Den købte jeg for flere uger siden. De blomstrer så dejlig hele foråret, og jo mere man potter dem op, jo flere kommer der.

Jeg har prøvet at så og overvintre dem et par år. Men det var et stort arbejde og lykkedes aldrig rigtigt. Så nu køber jeg et par stykker hvert forår. De er jo heldigvis ikke så dyre. Jeg køber bare de mindste potter, for de vokser hurtigt til.


En af mine pelargonier har fået sin første blomst i år. Den er normalt næsten helt lyserød om sommeren. Det må være det tidlige tidspunkt, som gør at den har disse smukke tegninger.


En af mine absolutte forårs-favoritter er Gyldenlak. Jeg har haft svært ved at overvintre dem i haven de sidste tre vintre, så jeg har nogle stykker i drivhuset for en sikkerheds skyld.
Denne farve er da bare forårsglad, og jeg siger jer, at den dufter skønt :-)


Jeg har også den sødeste lysegule af slagsen. Men den er kun lige begyndt at blomstre.
Jeg stiklinge-formerer den, fordi farven er så speciel. Ellers sår jeg dem mest fra frø.


Den har selskab af min store rosmarin, som også er begyndt at blomstre nu. De næste par måneder vil den være helt oversået af disse søde lyslilla blomster.
Den er stor og tung at flytte ind og ud af drivhuset hvert år. Men dette blomsterflor er det hele værd.

lørdag den 10. marts 2012

Brrr, for en kold forårsdag.

Men jeg tog alligevel mod til, og varmt tøj på, og gik ud og ledte efter foråret i haven.


Og sørme så, det gemmer sig derude. Nu er mine Dorothealiljer nemlig kommet i blomst.


Jeg synes nu, at de ser ud som om, de fryser lidt. Her har det både regnet og blæst i dag.
Det er nogle af mine yndlinge i forårshaven.


De er så yndige med de små klokker.
Jeg startede med et eneste løg, som jeg fandt i haven et af de første år, og så har jeg delt og flyttet hvert år. Nu har jeg dem flere steder både i forhaven og i det lyserøde bed.


Men dette er nu nok stadigvæk det skønneste syn i min have lige nu. Både erantis og vintergækker har holdt sig pæne længe i år pga. kulden.


Jeg fandt endda også et par overraskelser. Den søde lille iris står godt beskyttet under vinterjasminen. Ude i 'det fri' synes jeg tit, at de får ødelagt blomsterne.


Og en enkelt lille lyserød blomst fandt jeg i lungeurten. Det synes jeg er tidligt.
Den var langt fremme, da vi fik frost igen, så den fik en grangren over som beskyttelse.

Og så håber jeg på lunere vejr fra nu af, for jeg er virkelig forfrossen i år :-) 

torsdag den 1. marts 2012

Mere leg med kameraet i forårshaven.

Jeg er blevet helt bidt af at 'lege' i det manuelle område på mit kamera, så I får lidt flere billeder fra det dejlige vejr igen i dag.


Vintergækker i regnorme-perspektiv.


Det må føles som en hel skov at krybe rundt her.


Man skal passe på, at man ikke bliver svimmel, når man går og kigger opad :-)


Påskeklokken føles nærmest som en parasol.


Den stedsegrønne Skimmia med sine pinkrøde blomsterknopper lyser også op i forårshaven.


Og endnu et kig på de søde små cremegule krokus. Det er stadig de eneste krokus, som er kommet op i min have. Jeg er virkelig fascineret af, hvor gode farverne bliver, når man slår væk fra auto-funktionen på kameraet.