tirsdag den 9. august 2011

Før uvejret, Pinky Winky update m.m.

Vi har haft nogle ret kraftige regnbyger og tordenvejr her de sidste dage. Næsten 30 mm. har vi fået på under 3 dage. Jeg må indrømme at jeg altså ikke synes at det er den bedste sommer i år.
Men pyt, vi kan jo ikke lave om på det, så jeg fokuserer på alt det dejlige i haven.


Hér er en solsikke lige inden tordenvejret brød løs i går. Det var et virkeligt specielt lys.
Brumbassen virkede ligeglad, for den havde fundet en lækkerbisken :-)
Helianthus 'Ice Cream'. Jeg elsker de cremefarvede solsikker, og har sået dem de sidste 7-8 år. De er et must for mig i sensommerhaven.


Den står hér midt i baghaven midt i mit Picket-bed. Men jeg bruger dem i næsten alle mine bede, for de passer jo sammen med alle farver.


Så har Pinky Winky fået endnu mere farve. Så vidt jeg husker, så hun sådan ud, da jeg købte hende for to år siden. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg overhovedet ikke tvivlede på om jeg skulle købe hende; så dejlig synes jeg, hun er :-)


Vil I ikke give mig ret i, at hun er noget helt særligt?


Denne lille plante er et mirakel i min have :-) Det er en Liatris spicata 'Floristan White', pragtskær.
Det var pga. den, at jeg for noget tid siden lavede et indlæg om at miste planter i haven. Jeg har nemlig måttet købe den 4 gange, før det er lykkedes mig at få den til at gro her.
Er Liatris virkelig så svær at dyrke?


Jeg har den 3 steder i haven nu, fordi jeg deler min moderplante i potte-ghettoen hele tiden. Men der er ingen af dem, der er store og flotte endnu, så de er nok ikke helt glade. Men så længe de overlever, er det da et fremskridt.
Denne her har stået der i to år. Den står i det lille bed langs siden af havedammen. Bag den står min pink drejeblomst som ikke er i blomst endnu.
Foran den står nogle små sommerblomster i en krukke.


Det er denne søde lille Zinnia. Zinnia marylandica 'Zahara starlight rose' fra Primafrø.


Jeg synes det er tidligt at denne her er sprunget ud. Det er Aster divaricatus. Jeg ved faktisk ikke, om den har et dansk navn. Den varsler virkelig efterår for mig, så følelserne var lidt blandede, da jeg så at den allerede blomstrede.


Men utroligt sød er den.
Den står i en krukke oppe ved den øvre dam. Jeg har nemlig en flise der, som jeg kan stå på, når jeg ordner noget i dammen. Så er det nemt lige at flytte krukken først.


Jeg er simpelthen så glad for mine hvide edderkoppeplanter i år.


Dem sår jeg også hvert år. Men i år kommer de virkelig til deres ret her i 'Sol og Måne-bedet'.
Jeg sår altid så jeg har omkring 10 planter i blandede farver. I år var der to hvide, så det var heldigt.


Denne skønne hvide lilje er også sprunget ud i samme bed nu. Det er min sidste lilje for i år, der springer ud, snøft.


I kan se den hvide lilje i baggrunden her.
Min agapanthus er nu også ved at springe ud.


Den har den skønneste farve, synes jeg. 5 blomster har den, så det er vidst meget godt :-)

søndag den 7. august 2011

Phlox og andet godt.

Her skal I se en sød Phlox, som også er rigtig flot i år.


Den står så kønt sammen med de pink cosmos i forgrunden af det lyserøde bed.


Den hed oprindeligt Phlox 'Frosted Elegance' og er fra Staudefeen.
Den havde flerfarvede blade. Men de nye blade blev ved med at blive ensfarvede lysegrønne. Og så endte jeg med at lade den blive ensfarvet, for det passede egentlig også bedst i dette bed.


Den står sammen med Cosmos 'Rose Bonbon'. Dem er jeg meget tilfreds med i år. De er fra Primafrø.


Og denne skønhed er jeg så glad for. Jeg elsker gladiolus, men jeg har ikke rigtigt haft held med dem de sidste år. Men dette ene løg blomstrer nu i mine højbede nede bagved. Jeg fandt det i et bed, så jeg kan desværre ikke komme med navnet.
Så nu har jeg endelig fundet et sted hvor de kan lide at være, så til næste år skal der købes løg :-)


Min ene blå Agapanthus blomstrer nu. Den hviler sit hovede på vores bord :-) Den har kun et par blomster i år. Det svinger meget fra år til år for mig.


Den anden som er lidt mørkere, er endnu kun i knop. Men jeg synes også at de er flotte i knop.


Hér i cykelskursbedet er der nu to nye aktører på banen :-) De afløser kvæsurten til venstre, som er ved at være afblomstret for i år.


Helt i baggrunden op ad taksen står denne høje pileurt, Persicaria amplexicaulis 'Rosea'.
Blomsterne er kun lige ved at springe ud, så de bliver fyldigere endnu.
Den står helt i skygge, og der er fugtigt i jorden det meste af tiden, og det er den meget glad for. Det er virkelig en nem plante, som dækker godt for ukrudt og fylder i baggrunden. Den behøver heller ikke støtte.


Foran den står min lyslilla duehoved, Chelone obligua. Det er også en utroligt nem plante, som jeg bruger flere steder. Den kan også godt lide halvskygge og lidt fugt. Det er endnu et arvestykke :-)


Og så får I lige min hibiscus igen, i et lidt bedre lys. Den er helt utroligt blomsterrig i år.

fredag den 5. august 2011

Gult er godt.

I dag var det igen overskyet her ved København, og vi fik også lidt regn hen over eftermiddagen.

Så jeg tænkte at vi trængte til lidt sol-gule blomster på sådan en dag/aften :-)


Dette er citron-tagetes, Tagetes tenuifolia 'Lemon Gem'. Det er en af mine favorit sommerblomster, og jeg sår en masse hvert år. Det har den dejligste duft, når man rør bladene.


Jeg har en stor aflang zink-kasse med dem her ved siden af dammen. De har den perfekte højde i kassen, så hejren ikke kan nå ned til vandet og æde mine fisk :-)


Jeg må hellere lade være med, at kalde alle for mine favorit-planter, for egentlig har jeg nok kun favorit-planter i min have :-)
I får også et billede af denne her lige inden den er sprunget ud, fordi jeg godt kan lide det friske gul-grønne look, den har i knop.


Og se så hvilken farveglæde der udfolder sig. Den hedder Rudbeckia laciniata ‘Hortensia’. Det er en arveplante.


Den står nede bagved sammen med denne staude-solsikke. De er sat lidt i baggrunden, fordi de begge to breder sig rigtig meget.


Se, hvor de lyser op sammen :-) Og I kan se hvor høj Rudbeckia'en er. Hegnet er 2 meter!
Bl.a. derfor står den her, fordi jeg er nødt til at tøjre den til hegnet, så den ikke vælter omkring.


Hvis I kigger lige til højre for drivhuset, kan I se den helt nede bagved. Jeg elsker hvordan den bringer den del af haven nærmere med sin lysende farve.


Et par andre små gule yndigheder. De er lidt mere lysegule. Det er Dahlia 'Stargazer', som jeg såede fra frø for 4 år siden.


Og denne Dahlia hedder collarette 'Impression Fortuna'. Sidste år var den meget mere mørkegul.


De står begge i krukker her ved siden af mit gul-hvide 'Sol og Måne'-bed. Som I kan se, bruger jeg også citron-tagetes i dette bed.


Dette er gul abeblomst, Mimulus. Den står også i 'Sol og Måne'-bedet, men også flere steder rundt omkring dammen, da den godt kan lide at stå i vand.


Dette er Heliopsis 'Summernights', dagøje. Den er lidt speciel fordi den har mørke stilke og mørkegrønne blade.


Den står her i baggrunden af mit nord-bed. Den vil gerne stå fugtigt, så den trives godt i år.


På den anden side af den store Thuja, står en mere almindelig og lysere gul dagøje. Den er et arvestykke.
Planten til venstre er min orange solbrud, Helenium. Det er også et arvestykke. Den bliver så flot om en uge eller to.

onsdag den 3. august 2011

Hvid høstanemone, Dahlia, Hibiscus og sommerfuglebuske.

Sikke nogle dejlige, solrige og varme sommerdage, vi har haft :-) Det er altså guf for sjælen og ikke mindst for blomsterne.
Jeg var virkelig begyndt at kunne se, at haven havde fået nok vand, så det har været godt at se tingene live op igen.


Nu er mine kønne hvide høstanemoner også sprunget ud. 
 De er altid lidt senere på den end de lyserøde. I det hele taget er de ikke så voldsomme som de lyserøde. De er lavere, og de er også meget længere om at etablere sig godt.
Men de er så kønne med deres kridhvide blomster og gul-orange midte.


Jeg har dem to steder. Bl.a. her i det lyserøde bed, hvor de efterhånden gror rigtigt godt.
I dag har jeg endelig fået høstet mine lyserøde valmuefrø, så jeg kan få fjernet de visne stilke til venstre. Det pynter altid, når de kommer væk :-)


Også en virkelig køn hvid Dahlia er sprunget ud i dag. De er så sent på den i år, for de kan bestemt ikke lide alt den regn og det kølige vejr, som vi har haft her i juli.
Den hedder Dahlia 'Perledug'.


Og så er det også blevet Hibiscus tid i haven :-)
Jeg synes at Hibiscus er så smukke, og jeg undrer mig altid over, at en plante som denne, med et så tropisk udseende, er hårdfør her i landet.
Den hedder Hibiscus syriacus 'Oiseau Bleu'.


Den er smuk allerede i knop, synes jeg.


Desværre bliver det jo hurtigt mørkt nu, så jeg måtte have blitz på for at vise jer, hvor blomsterrig den er i år. Den kan godt lide meget vand, så regnen har passet den fint.


Dette er Clematis 'The President'. Det er kun nogle små svage blomster, den har i år, for den har været helt væk pga. visnesyge. Så nu håber jeg at den kan gro sig smuk og stor igen. Det er nemlig en skøn Clematis.


Sommerfuglebuskene blomstrer også nu. De dufter så dejligt, og sommerfuglene flokkes om dem, så de er så hyggelige.
Denne fine lyserøde har jeg arvet fra en kollega for nogle år siden.


Den står foreløbig i en krukke her på terrassen, bl.a. sammen med mine solhatte.


Men denne, Buddleja nanhoe purple, har jeg to steder i haven. Sommerfuglebuske er nemlig utroligt nemme at lave stiklinger af.


Den største står her i forhaven, mellem granen og hjertetræet. Her er også lunt om vinteren så den er godt beskyttet, så den fryser faktisk aldrig helt ned.


Til sidst lige et vué ud over baghaven fra i eftermiddags. Jeg måtte lige have et billede med sol, hvis vi nu skal til at have regnvejr igen.