fredag den 28. oktober 2011

Min skønne gyldne have.

Jeg ved godt at det måske har lydt som om, jeg ikke kan lide efteråret... Det er bestemt ikke rigtigt, for jeg elsker efterårets gyldne farver.
Jeg er bare altid lidt længere om af nå til mit indre efterår, fordi jeg prøver at strække sommeren så længe som muligt.


Men nu står min indre kalender også på efterår :-)
Og jeg NYDER synet af min have med alle de gyldne farver.


Og jeg rydder ikke væk og pakker sammen, før det er absolut nødvendigt. Se f.eks. hvor smukt den visnede agapanthus med det gule løv lyser op ved siden af den hvide bænk.


Jeg værdsætter virkelig alle de skønne træer, som jeg har rundt om min have udenfor skellet. Jeg synes at de giver mig en helt fantastisk baggrund, og de får min have til at virke meget større end de sølle 684m², jeg har :-)


Jeg klipper intet ned før til foråret, for jeg vil ikke undvære den stemning og dybde, som planterne giver i haven. Samtidig beskytter løvet jo også planterne og jorden.


Nu har min kornel smidt løvet, og de skønne røde grenne vil stå og lyse op de næste mange måneder.
 

Er det ikke bare en helt fantastisk farve?
Jeg elsker at kigge igennem de røde grene, og derfor står den også nærmest midt i haven.


De søde, gule staude-chrysanthemum er nu virkelig ved at folde sig ud. Det er deres storhedstid de næste uger.


De er da ikke til at stå for, her hvor vi næsten er i november måned. Den lille orange blomst er valmue atlanticum, som bare bliver ved og ved.
Rigtig god have-weekend til jer alle :-)

17 kommentarer:

  1. Tak i lige måde :) Det er ikke til at forstå at din have virkelig ikke er større, med alt det du præsterer i den. Hundredvis af planter, terrasse-område, stort drivhus hvor en hel flok kvinder kan drikke kaffe, kompostplads osv. osv.
    Din kornel er vel nok flot og staude chrysantemum'en er fantastisk. Der er ikke meget, der først blomstrer nu.

    Jeg tror det er godt for dig at dit indre ur også er med på efterår nu - ellers kan du da hurtigt få nok at vi andres snak om efterår.

    Ulla

    SvarSlet
  2. Hvor ser det dejligt ud det hele. Jeg må tilslutte mig Ulla, hvem skulle dog tro, at der kun er 684 m2
    Alle mine korneller har stadig bladene, det er sjovt så stor forskel der er.
    Den der staudechrysanthemum ser yndig ud, hvor får man sådan en? Jeg har ledt og ledt på nettet efter chrysanthemum, men kan ingen finde.
    Hvis nu ikke alle skriger på sådan en, kan jeg måske bytte med et eller andet til foråret? :-)

    SvarSlet
  3. Skønne billeder fra din have som ser helt fantastisk ud.
    Det er spændende og sjovt at få en lille have til at virke stor, men du magter opgaven :-)

    God weeekend

    SvarSlet
  4. Ja, du har virkelig en smuk have :-) En have, man kan gå på oplevelse i.

    Her hos mig må jeg sige, at jeg rydder op og pakker sammen, og jeg har travlt, for det skal gøres, inden frosten kommer (mine planteskole-stauder i potter), så der er nok at se til.

    Jeg er også vild med din chrysanthemum - elsker simpelthen de hårdføre sorter og er vild med duften :-)

    God weekend.

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  5. Ja, der kan man bare se; jeg har også lige skrevet et indlæg omkring kornellens smukke røde grene :-) Klipper du kornellen ned om foråret?

    Den er rigtig flot din gule staude chrys. Du har alstå rigtig mange flotte og forskellige planter i din dejlige have :-)

    SvarSlet
  6. Må tilslutte mig koret, og sige at det er en flot have du har. Min kornel har slet ikke smidt bladene endnu, den står op af et hegn, nok derfor.
    Jeg gør som dig, venter med at klippe stauderne ned til foråret. Synes det er hyggeligt med sne på de visne grene.
    God week-end og tak for dejlige billeder

    SvarSlet
  7. Hvor har du dog en smuk have.
    Tak for rundvisningen.

    SvarSlet
  8. Det er en smuk kornel du har. Den kan rigtig pynte hele vinteren med de flotte røde farver. Jeg tager mig selv i at kigge efter planter med flotte efterårsfarver. Har købt en japansk løn med skønne farver.

    SvarSlet
  9. Hej Hanne.
    Flotte billeder du viser.
    Utroligt at du kan have så mange ting i din have , men ser jo meget større ud end den egentligt er ( 684 m2).
    Ønsker dig en god week-end.
    Knus Hanne Bente ♥

    SvarSlet
  10. Tænk at der findes en staude der har sin storhedstid i slutningen af oktober og starten af november - det er da nyt for mig.
    Den enkle gule variant du har er rigtig sød - den kan jeg personligt bedre lide end de fyldte.
    Det er da en idé til alle vores plante-net-shops at tage denne plante ind i sortimentet. Så vil vi vist være mange der "måtte eje" !

    SvarSlet
  11. Forfald når det er smukkest Hanne......skønt der stadig er meget der pirrer øjet derude og de gyldne farver står smukkest lige nu ;0)

    Knus Dorthe

    SvarSlet
  12. Hej Hanne
    Godt du har fundet dit indre efterår - jeg har det præcist som du beskriver....kæmper imod og kæmper imod, for så til sidst ikke kunne andet end at overgive mig 100% når efteråret "springer ud" i sin gyldne efterårs salut.

    SvarSlet
  13. Det ser DEJLIGT ud :-) - lad os nyde efteråret så længe farverne er der.

    SvarSlet
  14. Hej Hanne. Det var dejlige billeder. Jeg kan godt forstå, du nyder de gyldne farver. Man siger jo, at gyldne farver er varme farver, så naturen er fantastisk. Dejligt, at dit indre ur, følger naturen. Jeg tror, det er sundt!

    SvarSlet
  15. Jeg klipper heller ikke noget ned før til foråret. Frøstande og andet godt ser skønt ud en morgen med rimfrost.

    Sidst i oktober er et meget passende tidspunkt at indstille sit indre ur på efterår. Sådan rigtigt er jeg nemlig også først nået til det nu :-)

    Ha´en god aften
    Birgitte

    SvarSlet
  16. EJ, så 'slemt' synes jeg nu ikke det lydt, Hanne, vi var vel bare nogle, der var liiiige vel tidligt efterårs-modne. Du ved, bløde ved et blidt tryk :)

    Lige nu savner jeg solen. Tåge er fint og flot og se på. Og det er jo også lunt, hvis man klæder sig efter det, men vi har ikke set mange solstråler her de sidste mange dage.

    Dejligt i stedet at se de gule farver på din staude-chrysanthemum.

    SvarSlet
  17. Det ser fantastisk ud i din have og din gule staude chrys er rigtig sød sammen med de røde knopper.
    Knus
    Annette

    SvarSlet