søndag den 25. september 2011

Det nye bed - det blev et lyserødt.

Så blev jeg færdig med at plante i den forreste del af det 'nye' bed under æbletræet.
Det er nyt i den forstand, at jeg har plantet det til med helt nye planter. Bedet har været der i flere år, men det var jo tidligere mit orange bed.

Det har taget lang tid, at få det hele til at gå op i en større enhed :-)

Der er kun købt 2-3 nye planter til bedet; resten er fra min potte-ghetto nede i arbejdshjørnet.
Så jeg startede med en lang liste over det, jeg gerne ville have plads til i bedet, og skrev ned hvornår de blomstrer, hvor høje de bliver og hvilke forhold de vil have.   

Der er flere forskellige lys- og jordforhold i bedet. Tør skygge bagtil under træet, og tør sol forrest. Til venstre for den lille fliserække er der vådere skygge, og lidt vådere sol forrest :-)


Som sagt består bedet mest af planter, jeg havde i forvejen. Så jeg havde egentlig regnet med at det ville blive lyserødt, lilla og hvidt. Men det er endt med næsten kun at blive lyserødt og hvidt. Det passer mig fint, for jeg elsker de to farver :-) Der er dog også en lille smule lilla i det.  
Den orange Dahlia og den rødlige bladmasse midt i bedet, er Dahlia, som har fået lov at stå, så jeg ikke forstyrrer dem før de skal op til vinteren. 


Jeg startede med de 'store' og vigtigste planter i bedet. Min nye Astrid Lindgren rose, som står til højre for det røde bladløv, midt i den højre side af bedet. Den står så den får sol næsten hele dagen, og ikke har konkurrence fra rødder fra træet.
Lidt til venstre for nr. 2 flise står min nye pæon Sarah Bernhardt, nærmest midt i bedet.
Den hvide stang bag i bedet er for at markere, hvor min lavatera busk 'Barnsley' skal stå. Den bliver først plantet til foråret, for den er for lille endnu. Den kommer i drivhuset til vinter.

I firkanten bag Astrid Lindgren har jeg sat Lunaria, som jo får lilla blomster. Der er også den søde lyserøde pileurt, Persicaria bistorta 'Superba', lidt geranier i lilla og lyslilla og en hvid akeleje, og en duftende vårfloks. Hér vil jeg så også have Cosmos senere.

I den forreste højre 'firkant' er der bl.a. Phlox, hvid sporebaldrian, en fyldt lyserød geranium, en pink og en gammelrosa lilja, lyserød kvæsurt, rosenkrave, lidt flere lilla geranier, og den store klump i forgrunden er den gule tidlige daglilje 'Peach'. Jeg ved ikke om den skal bo der altid. Men den blev også flyttet sidste år, så jeg fik ondt af den. Så nu ser vi hvordan det ser ud til næste år :-)

Til venstre for den, imellem de to fliser, står der timian, som får lyserøde-lilla blomster. Så kan jeg ramme dem med vilje med foden, så de dufter :-D


De to omvendte urtepotter i bedet markerer hvor der skal være plads til Dahlia til næste år.
Men jeg vil prøve noget nyt, for det er jo spild af tom plads i foråret. Jeg var ude og se en Dahlia-have for nogle år siden, og hun havde løgbakker med tulipaner, der hvor hun planter Dahlia om sommeren.
Så det vil jeg også forsøge mig med. Jeg ved ikke om jeg vil bruge rigtige løgkurve, eller urtepotter med huller i. Har nogen af jer erfaringer med dette?
Jeg har plantet 30 Angelique tulipaner rundt i bedet. De 20 var kun små sideløg, så de blomstrer nok ikke til næste år. I de to løgbakker, skal der være svagt lysegule i den ene og hvide i den anden.

I firkanten til venstre bag krukken, står der 7 fingerbøl, lidt geranier, min nye lyserøde Astrantia, hvid violfrøstjerne og en lille lyserød forårslathyrus, lathyrus vernus.
Nærmest bag træet står der en lav rødbladet klokkebusk, som får pink blomster.

I den forreste firkant står der bl.a. en rørblomst med hvide blomster og mørke stængler, penstemon Huskers Red, en lyserød løvehale, en pink pæon og en lilla salvie. Disse står længst mod venstre.
Foran krukken står en pink fairy rose og en hvid campagnula, og foran dem igen to andre lyserøde geranier, en lilla havebetonie, en lyserød pryd-merian og allerforrest i bedet en lav lys-lilla geranium.

Puha, jeg håber ikke at dette blev for meget opremsning. Så må I gerne sige til, ikke?
Der er bunddække i meget af bedet med martsvioler og forglemmigej. Derudover har jeg også sat 15 Allium roseum, rosenløg. Dem har jeg ikke haft før, så det bliver spændende. Kender I dem?

Nu mangler jeg så den del, der ligger bag træet, og til venstre for det. Og så mangler jeg at skære kanterne i hele bedet. Men det må vente til sidst. For lige nu koncentrerer jeg mig om at få plantet, så de kan få gang i de nye rødder inden vinteren.

Og I skal selvfølgelig nok få masser af billeder af bedet til næste
år :-)

12 kommentarer:

  1. Det vil jeg glæde mig til at se. Jeg er fuld af beundring for dit store planlægningsarbejde med det nye bed (;o)

    SvarSlet
  2. Du er da bare for tjekket. Jeg tabte godt nok tråden midt i opremsningen - men jeg er sikker på, at det nok skal blive et fantastisk bed :-)

    SvarSlet
  3. Hvid og lyserødt lyder dejligt! Vi er jo to om haven og lyserødt er noget jeg sniger ind :-). Nu er det bare at vente på belønningen til næste år. Det er det skønne ved havearbejde. Der er altid noget at se frem til :-)

    Ha´en god mandag aften
    Birgitte

    SvarSlet
  4. Åh det lyder skønt....jeg sluger dine detaljer jo :) Ville ønske at jeg kunne gå så grundigt til værks med planlægningen. Jeg skal helst have planterne foran mig - og så 'male' lidt. Også selv om de ikke blomstrer. Gemalen ville ønske jeg kunne 'forestille' mig lidt mere på forhånd, han graver for mig :)

    Ang. Blush. Hanne, Hanne altså. Jeg havde den med på blogtræf :) Kan dog ikke huske, hvor de endte. Men send mig evt. mail cuginak.dk@gmail.com, hvis du har lyst.

    kh Anne Mette

    SvarSlet
  5. Hold da op, ja du har haft samme spekulationer i går, som jeg har haft i dag. Det er ikke nemt og lave et rent hvidt eller lyserødt bed. Det kan jeg også skrive under på, men du er dygtig til at lave det og til at fortælle, hvad du har plantet i det.
    Det trøster mig at se, at du også har bare pletter i dit bed lige nu.
    Hvad med din monardia Fishes, har du set blomster i din? Jeg havde en enkelt i min, men kom til at knække den under flytningen :-(
    Skal den ikke stå i det lyserøde bed?
    For øvrigt har jeg også Penstemon husker red :-)

    SvarSlet
  6. Sikke et planlægningsarbejde - hyggelig beskæftigelse. Det bliver spændende at se det endelige resultat næste forår - det bliver garanteret flot :)

    Jeg elsker at lave nye bede og plante nyt. Hos mig foregår det på den måde, at jeg køber og opformerer planter med hjertet, og når jeg så skal lave bedet, kigger jeg på udvalget i min planteskole og vælger ud.

    SvarSlet
  7. Hold da op hvor har du haft travlt - og så mange planter du har fået sat. Det bliver sikkert enormt flot til foråret.
    Den allium roseum du nævner har jeg selv lige bestilt hos vildmedblomster.dk og den er MEGET smuk - i hvert fald på det billede jeg fandt på nettet. Håber den er lige så smuk i virkeligheden.

    SvarSlet
  8. Tak for jeres søde kommentarer :-)
    @Anne Mette: Jeg må indrømme at jeg var temmelig forvirret til blogtræffet :-D Jeg vil meget gerne bytte den med dig, hvis du skulle få nogle 'børn' til næste år. Det bliver nok for sent i år.
    @Lisbeth: Ja, der er stadig bare pletter, for planterne er små, og jeg prøver virkelig at give dem luft denne gang, så de forhåbentlig klarer sig. Til næste sommer bliver der fyldt ud med sommerblomster og sikkert også flere stauder.
    Nej, min monarda har ikke blomstret. Den blev delt i to ligeså snart jeg fik den. Og jeg tror at begge kommer i drivhuset til vinter, for jeg vil nødig miste dem. Fishes skal stå ved dammen, og den lyserøde lupin skal i mit 'gamle' lyserøde bed i den anden side af haven.
    @Lene: Ja, Roseum ser så skøn ud. Jeg kan ikke huske at jeg har set den før, så måske er den ny i handelen? Jeg er lidt i tvivl om hvor hårdfør den er, så nogle af mine løg ryger i et par potter og i drivhuset i vinter. Jeg købte 25 løg :-D

    SvarSlet
  9. Du går sku' meget detaljeret til værks må jeg sige, bliver spændende at se til næste sommer hvordan bedet har udviklet sig ;)

    SvarSlet
  10. Jeg var også ret forvirret den dag, specielt bagefter :) Og der var heller ikke blomster i dem. Det er helt fint, tilbuddet er der, jeg har stadig 2 'børn' fra foråret, men det er jo de 'dårligste'. Min mand arbejder tæt på '2600 Hvidovre', så bare sig til, hvis han skal stille en pose ved jeres indgang, det var min tanke :). Ellers babysitter jeg gerne :) Og måske dog strategisk bedre at vente til foråret, for vi skal rydde noget for at lave en sti, så...:)

    Er det Fishes fra Staudefeen? For så, glæd dig :) Jeg må finde et billede, for det har jeg vist glemt at vise...

    PS: Mine Roseum har jeg fået plantet midt i noget højt, hvor de forsvinder (Geranium Phaeum, som jo er tidlig) - bare et tip. De er jo noget senere end andre allium. Så nu har jeg forsøgt at flytte dem, håber de klarer det :) De er kommet igen i hvert fald 2 år nu. Held og lykke med dem :)

    SvarSlet
  11. Wow Hanne, det skal nok blive forrygende flot, glæder mig til at se billeder til næste år.
    Annette

    SvarSlet
  12. Hej Hanne. Hold da op alle de planter, du har sat. Jeg er sikker på, at det bliver vanvittigt flot. Jeg elsker lyserødt og kan ikke få nok af det. I sommers så jeg en genudsendelse fra Anne Justs have i Hune, hvor der er rigtig mange løgplanter.De lægger et stykke plastik/eller pressening ud på jorden og lægger løgene direkte derpå og så hælder de 10 cm jord ovenpå. Når løgplanterne visner ned igen, løfter de bare plastiksækken op med alle løgene og opbevarer dem til næste sæson. Måske en idé?

    SvarSlet