søndag den 13. november 2011

Hvad har jeg så i det opvarmede drivhus?

Tak for alle jeres søde kommentarer til mit forrige indlæg :-) Jeg er glad for at I synes, det var interessant. Som I kan se, er sådan et opvarmet drivhus ikke så dyrt, som man skulle tro. Og glæden ved mit vinterhi er så stor, at jeg virkelig gerne vil være med til at inspirere andre til at gøre noget lignende.


I går tog jeg en rask beslutning.

Som I ved, kæmper vi stadig med at få huset klar efter oversvømmelsen. Julen nærmer sig jo, og min kære mand bliver 50 år den 21. december. Så der må vi lige holde en fest :-)

Så jeg besluttede mig for at fylde drivhuset op nu. Som jeg skrev tidligere, gør jeg det normalt ikke så tidligt. Men jeg kunne mærke at jeg havde brug for det overskud, som det giver at vide, at nu er alt på plads derude.



Jeg tog disse billeder tidligt på dagen i dag, så huset er endnu mere fyldt nu.

Mange ville gerne høre hvad jeg putter derind om vinteren, så I får lidt eksempler, og ellers må I spørge nærmere til billederne.

Hér ovenfor er det i første krukke på gulvet fra venstre: Hvide løvemund, og bag dem en tilsvarende krukke med lyserøde løvemund. Derefter min lavatera martitima, og endnu en lavatera Burgundy wine. De er ikke 100% hårdføre, så jeg tager stiklinger, eller graver dem op om efteråret. Bagved på hylden står en agapanthus, og en anden agapanthus i den store krukke bagerst. De er begge stedsegrønne, og beholder bladene, så derfor skal de stå lyst.
På midsterste hylde står en lyserød Bacopa med de lyserøde blomster, og til højre for den en lyserød krybende natlys, som heller ikke er helt hårdfør.
I de små potter på de øvrige hylder, står alle mulige forskellige stauder, som enten er nye, eller reserver af nogle i haven, som ikke er så veletablerede endnu.


Allerbagerst på de underste hylder står alle mine dahlia i potter med pottemuld, Kalla, ikke hårdføre liljer, og endnu en agapanthus som visner ned. Jeg har isoleret bag den underste hylde med flamingo, så der er helt mørkt. Potterne står ovenpå hinanden for at kunne være der :-)
'Pinden' i midten på gulvet er en Ginko Biloba, som har jeg haft fra baby :-) Bagved en Nerie, til venstre helt ovre i hjørnet en laurbær, stativet er en stedsegrøn og meget tidligt blomstrende Clematis og til højre en oliven. Pinden ved bordbenet er en mørk hyld, en stikling.
På hylderne øverst står bla. mit lille frø-træ Crape Myrtle, spanske marguritter, flere lavatera, Clematis stiklinger og meget, meget mere :-)



Helt her inde i hjørnet står min kæmpe rosmarin, nogle hibiscus, og længst til højre min lavatera Barnsley. Jeg gravede den op for et par uger siden, for den er ikke helt hårdfør, og den stod forkert alligevel.


Hér ser i Rosmarinen på vej ind i huset på sækkevognen. Jeg har haft den fra stikling i 2002. Og jeg tror næsten, at en tilsvarende busk ville koste lige så meget, som det koster at varme det hele op i en vinter.


Hér på bordet står lidt, som jeg lige skal holde øje med de første dage. Men der nu heller ikke mere plads andre steder, så bordet er også helt fyldt vinteren over.
Nederst i højre hjørne står en broget hebe, og en stor spansk margurit, som er 5 år nu.
Under bordet bagerst står min store krukke med chokolade-cosmos. Den er visnet helt ned nu.
På bordet er der lige nu forskellige pelargonier, min citron-verbena og nogle små duft-gladiolus. Det er varmeblæseren nede ved højre bordben.

Jeg har endnu 4 store krukker som står udenfor og skal ind, så det bliver virkelig trængt i år.
Men de behøver kun at være inde i den værste periode, så jeg må rykke dem lidt rundt, når jeg skal til de bagerste planter. De fleste skal kun have vand ca. én gang om måneden i de koldeste måneder, så det er overkommeligt.

****

Da jeg startede min havekarriere i '97, var det jo ikke så 'moderne' at være 'havetosse' herhjemme i Danmark. Så de første år fik jeg alle mine informationer fra engelske haveblade og -udsendelser. Derovre opvarmer rigtig mange deres små drivhuse på denne måde. Så det er såmænd slet ikke noget, jeg selv har fundet på :-)

Og I har ret, det er virkelig ikke dyrt i forhold til andre hobbyer. Alle mine planter er købt små og billige, eller hjemmelavede, så det en ren win-win-situation.

Jeg gør dog kun alt dette, fordi jeg synes det er sjovt. Jeg elsker at gå og nusse om alle mine planter, gøre dem klar, og sætte dem indenfor.
Det er et rigtigt stort arbejde, men samtidig får jeg jo fat i hver enkelt af mine planter. Tjekker at de er sunde, og renser dem fint. Det er nok min måde at sige godnat og tak for i år til dem :-)

13 kommentarer:

  1. Hej Hanne. Hvor har du mange planter og et supergodt system. Det var spændende at læse om alle de forskellige, du har. Jeg kan godt forstå, du synes det er hyggeligt. Jeg kender godt det med, at man kan bekymre sig for sine planter. Jeg tror, du har det ligesom mig, at selv små planter, der ikke ser ud af så meget og som man måske havde overvejet at smide ud - de skal have en chance for at komme sig og det er så tilfredsstillende, når man kan se, at pusseri og nusseri har virket og planten gror fint og trives. Det er noget af det bedste ved at have planter. Jeg kan også se, at mange af dine, har du selv fået frem enten ved stiklinger eller frø, det synes jeg er interessant. Stiklinger er en spændende hobby og gevinsten kan være meget stor!
    Det er godt nok et kæmpe arbejde, du har udrettet. Det var et spændende indlæg.

    SvarSlet
  2. Ja hold da op, hvor du kan Hanne, det er da et utroligt stort arbejde, godt du hygger dig med det.
    Du nævner Lavatera flere gange. Jeg har et par stiklinger ude, gad vide om de dør her i frosten? Flytter du også stiklingerne ind? Vi havde minus o,4 i nat, så det var ikke så meget, men måske nok.
    Tak for dit indlæg, det var som altid spændende.

    SvarSlet
  3. Hej Hanne,
    Du har jo orden på alle planter der skal i hi for kulden:-)
    Herligt at se og jeg vil prøve at følge dit eksempel med bobleplast og en lille varmer så det holdes frostfrit.
    Jeg tror ikke det kan blive så dyrt.
    Imponerende du har så mange fine planter.

    SvarSlet
  4. Hold da helt op, sikke en orden :-)
    Hvor er det da fantastisk at se, som du har styr på det hele - stor beundring og respekt herfra :-)

    SvarSlet
  5. Imponerende Hanne... jeg er helt mundlam... respekt, respekt.

    Fantastisk flot rosmarin.

    SvarSlet
  6. Hvis jeg var en lille sart plante, så ville jeg håbe, at jeg havnede lige præcis hos dig Hanne :-)
    Knus Signe

    SvarSlet
  7. Jeg holder med Signe, jeg ville også flytte ind, lige med vuns...Sku' vi Signe?

    Sikke en slikbutik, et skatkammer - og så masser af dejlig inspiration oveni. Tak Hanne.

    Og i øvrigt, go' fest til den tid. Er sikker på at dine planter gerne deler dig med husbond i år, du har 'sparet' rigeligt op.

    kh Anne Mette

    SvarSlet
  8. Hvor ser det godt ud, Hanne. Du er heldig med at have et opvarmet drivhus.

    Ja, jeg begyndte også min (voksne) "havekarriere" i 1997, og dengang var det også de engelske haveprogrammer og -magasiner, som jeg så og læste i. Jeg må sige, at jeg faktisk savner disse udsendelser en smule (kan ikke tage BBC nu, men jeg kan selvfølgelig se dem på nettet).

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  9. Hvor ser det dog godt ud. Stort stykke arbejde du har lavet. Ønsker dig held med alle dine planter.

    SvarSlet
  10. En fin måde at sige farvel, tak og på gensyn :-) og så er det jo et rent skatkammer du har der.

    Ha´en god dag
    Birgitte

    SvarSlet
  11. Jamen det er jo det rene "guf" du har i det drivhus. Hvem der bare var en lille sart plante i din have ;-D
    Ha´en god dag.
    Vh. Marianne i Hvam.

    SvarSlet
  12. Dejligt syn. Selv har jeg indtaget vindues-karmene i min mands værksted.

    SvarSlet
  13. Hej Hanne.
    Fin måde at du opbevare dine planter på om vinteren.
    Ønsker dig en god torsdag.
    Knus Hanne Bente ♥

    SvarSlet