fredag den 19. august 2011

Sensommerstauder, farvel til Det Orange Bed mm

Så kan vi vidst ikke komme uden om, at det er ved at være sæson for sensommerstauderne.
De dejlige farvestrålende blomster, og ofte høje og flotte planter.


Dette er Hjortetrøst, Eupatorium maculatum 'Atropurpureum'.
Blomsten betegnes som mørk rød, men den har også et skær af hvidt over sig, når de trevlede blomster åbner sig.



Den har mørke stængler og mørkegrønne blade.



Det er simpelthen en fantastisk plante. Den kommer meget sent i gang om foråret. Så sent at man ofte frygter, at den er død.
Men den tager virkelig revanche. Den står til at blive 2 meter. Men den jeg har hér i Magnolia bedet bliver altid mere. Den står i næsten konstant fugtig jord, fordi den har skygge om fødderne.
Men jeg har den også i forhaven, hvor den står i grus-jord som er meget tør. Og der klarer den sig også, men bliver ikke mere end ca. 1,70. Og den kræver en tår vand i virkelig tørre somre.
Mit tredje eksemplar skal flyttes til den nye 'Orange Have'. Alle tre er fra én plante, som jeg købte for 4 år siden.



Hende hér er jeg helt vild med. Det er også en staudesolsikke, nemlig Helianthus 'Lemon Queen'.
Er det ikke en helt bedårende lysegul farve?



Det er en helt utrolig plante. Den er sund, og den vokser godt, men ikke for meget.



Jeg tror den ville komme i top 10 af mine yndlingstauder.
Denne er bundet op, fordi den læner sig lidt fremad væk fra huset, men jeg har også én i det lyserøde bed, og den står uden støtte.


Her har vi så én af de farvestrålende :-) Solbrud, Helenium 'Helena Mix'. Det er en, jeg selv har sået. Den flytter også hen i den orange have.


Og det bliver så det sidste billede, I får fra 'Det Orange Bed', for nu er jeg i fuld gang med at flytte stauderne. Det er store klumper af planter, og jorden bliver forbedret godt med kompost, så jeg når kun nogle stykker om dagen.
Men det passer mig også bedst på den måde. For så har jeg tid ind imellem, til at gå og planlægge og tjekke hvilke planter, som skal stå hvor. Jeg starter som regel med de bagerste i det nye bed, og arbejder mig frem mod de laveste foran.
I skal nok få billeder, når jeg er nået lidt længere :-)


Når jeg trænger til en pause fra flytteriet, går jeg rundt og nusser i de bede, som ikke skal ændres i år. 
Jeg nyder at mit 'Sol- og Måne Bed' stadig ser friskt og sommerligt ud.
Sidste år var dette bed et af dem, der blev splittet ad :-)
Jeg kan godt lide kun at arbejde i nogle af bedene, så de andre bede kan se dejlige ud så længe som muligt.


Forhaven fik også den store tur sidste efterår, så der er fred og ro i år.
Har I set mine skøre Nicotiana? De er langt over 2 meter nu, og de blomstrer og blomstrer.
Jeg klipper selvfølgelig de visne frøstande af, efterhånden som en hel klase er færdig med at blomstre.
De er tøjret til nogle beslag i muren, for at kunne holde til al den blæst vi har.
Som jeg har skrevet før, er de enten selvsåede eller overlevende rødder fra sidste år.


Det er virkelig en sommerblomst, som jeg kan anbefale. Den er køn, og dufter skønt hen på eftermiddagen og aftenen.


Til sidst skal I lige se en skæg idé, jeg fik i går.
Jeg har jo altid en masse potter stående her i mit arbejdshjørne. Det er stauder som står i potter her, indtil de er store nok til at kunne overleve i mine jungleagtige bede :-)
De står kun sorteret efter højde.
I går besluttede jeg mig for, at nu var det for sent at plante flere sommerblomster. Og jeg var lige ved at kaste både de røde amaranthus og den hvide solsikke på komposten.
Men så slog det mig, at de da lige så godt kunne stå hér bagerst i gruppen og se søde ud :-)
Jeg bruger jo rigtig lang tid hér med at potte op og dele planter, så jeg nyder mit lille minibed imens.
Alt står bare i sorte urtepotter, og jeg vander bare hele herligheden med en vandkande med spreder, eller med vandslangen.

14 kommentarer:

  1. Hej Hanne
    Kan godt forstå du værdsætter din "Lemon Queen", det er virkelig en sød blomst i en dejlig lys gul.
    Sikke du knokler med flytningen af det orange bed - det bliver spændende at se det fungere til næste år.
    Mvh

    SvarSlet
  2. Dejlige sensommerbilleder fra din have. Hjortetrøst og solbrud står på min ønskeliste :-)

    SvarSlet
  3. Din Lemon Queen er da utrolig skøn og jeg kan godt lide den sartgule farve.

    Det lyder som om du har fuldstændig styr på hvordan det orange bed skal være - systematisk flyttes bestemte planter og placeres bedst muligt. Jeg beundrer dig!

    Ulla

    SvarSlet
  4. Hjortetrøst står også på min ønskeliste. Og Lemon Queen er utrolig sød. Jeg tror, jeg må sortere min liste med ønskeblomster for at få overblik og for at kunne planlægge, hvor jeg kan plante dem. Jeg glæder mig til at se dit færdige resultat med det orange bed. Det lyder som om, at du har organiseret det hele på en spændende måde.
    Mange hilsner fra Birgitte.

    SvarSlet
  5. Jeg har lige nydt dine fotos i fuldskærm-størrelse - jeg er vild med Lemon Queen.
    Nu skinner solen så dejligt her - så jeg må ud i haven :o)
    God weekend - hilsen Berit

    SvarSlet
  6. Hej Hanne
    Ja det er da en imponerende hjortetrøst du har, min blev flyttet sidste år fra staudebedet til et mere fugtigt sted, det er den ikke blevet større af. Den og så ligularium har jeg ikke meget held med, måske er det ligefrem for vådt for dem.
    Din Lemon Queen er så smuk, jeg er ikke så meget til solsikker, men det er vidst bare fordi jeg ikke har forstand på dem. Har kun set de store gule, inden jeg blev blogger. Jeg såede nogle som jeg fik sammen med klokkerankerne, men jeg har nok været for flittig med hakkejernet, for de blev ikke rigtig til noget.
    Den der Nicotiana kunne jeg nu godt tænke mig.
    Dejligt at det endelig er blevet vejr til at arbejde i haven, nu må vi håbe det holder. Vi fik 20 mm i går, suk.

    SvarSlet
  7. flotte billeder ;) min hjortetrøst står også nu med flotte blomster, og min er nu ca. 2 meter høj, men den har også alderen med sig ;) den har stået samme sted i ca. 17 år..

    SvarSlet
  8. Det var da en uhyre flot staudesolsikke du har. Den må jeg lede efter. Min er den mere normale udgave. Hjortetrøst er en af mine yndlingsplanter, pt står den i alle vaser her i huset. Herligt :)

    SvarSlet
  9. Flotte billeder fra din imponerende have - RESPEKT.
    Ha´en god søndag.
    Knus Hanne Bente

    SvarSlet
  10. Herlige billeder fra din smukke og frodige have. Sikke en masse ideer og tanker der ligger bagved hvert bed. Smuk staudesolsikke. Jeg har en der er dobbelt men i en helt andet mørkere gul. Di har en enorm fin farve. God havesøndag i solen:-)

    SvarSlet
  11. Anede ikke der fandtes en staudesolsikke, man skal da også lære noget nyt hele tiden og fin er den ;o)
    God idé med de sidste sommerblomster, de kan da lige så godt gøre nytte. God fornøjelse med de sidste flytninger, det skal nok blive rigtig godt til sommer, ja, der er altid noget at se frem til.

    SvarSlet
  12. Har du virkelig selv sået din solbrud - imponerende og meget spændende :-)

    Nu har jeg haft 'Lemon Queen' i tankerne i ca. et halvt år og bliver mindet om den flere gange, når jeg læser på diverse blogs, og ja, nu er der ingen vej udenom; NU bestiller jeg den altså til levering næste år. Den er simpelthen vidunderlig.

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  13. Hej Marlene.

    Ja, jeg såede selv solbruden i 2006. Jeg byttede på det tidspunkt frø på et forum, som hedder Gardenweb, så jeg havde frø fra en masse spændende planter. Jeg fik 3 planter. Denne, en helt smørgul som er næsten i blomst, og én som gik til. Frøene kan også købes, de hedder Helenium Helena Mix.
    Jeg tror ikke at du fortryder, at du tager 'Lemon Queen' i sortimentet, for den er noget nær den perfekte plante indtil videre i min have. Og lysegul er jo meget 'in' :-)
    Ha' en fortsat god dag :-)
    Kh Hanne

    SvarSlet
  14. Åh ja, Gardenweb!!! Det har jeg helt glemt. Det skrev jeg også på heletiden omkring 2002-2003, men har helt glemt det igen.

    Den er også bestilt - Lemon Queen ;-)

    Også fortsat god dag til dig :-)

    Kh. Marlene

    SvarSlet