lørdag den 25. maj 2013

Forsamtale til immunterapi, og min pink drøm.


I går var jeg til forsamtale med Professor Svane på Herlev med henblik på opstart af immunterapi med Ipilimumab.
Det var som sagt kun en samtale. Jeg har selvfølgelig både hørt og læst om behandlingen, så der var ikke nogle store overraskelser. 
Hun er positiv, fordi jeg reagerede så godt på  den immunbehandling jeg fik i sommers. 


Denne behandling er dog meget anderledes, og har heldigvis færre og mindre bivirkninger for de fleste, så jeg er optimistisk. 
Især fokuserer jeg på at 10% bliver helt helbredt, og jeg er jo  ret 'god' til at ramme marginalerne, så det satser jeg på som udgangspunkt :-)
Det er en ambulant behandling med drop én time hver 3. uge, så ingen indlæggelser, pyha.



Jeg fik taget blodprøver og ekg i går, og venter nu på tider til Pet- og MR-scanninger. Når hun har fået svaret på dem, kan vi starte op. Der går nok et par uger, men, som hun sagde, haster det ikke så meget, fordi der jo kun var to små 'gamle' knuder ved sidste scanning for 5 uger siden.   


Så nu lægger jeg igen kræften lidt 'op på hylden', og koncentrerer mig om min træning, og ikke mindst min skønne forårshave.


Lige nu er havens fokuspunkt min skønne drøm af et Paradisæbletræ midt i baghaven, Malus Sieboldii 'Scarlett'.


Jeg forundres hvert eneste år over mængden af blomster på det. Er det ikke fantastisk?


I kan læse lidt mere om det i mit indlæg her.

(Laura har taget nærbillederne i dette indlæg)

10 kommentarer:

  1. Det er et vidunderligt flor og sikke dejlige billeder som laura har taget. Fornemmelsen af at ligge ned og kikke op i træet sender mig tilbage til barndommen. Nu om dage er det sjældent jeg selv lægger mig ned og kikker op - jeg går mest med rumpen i vejret og næsen i jorden for der er godt gang i skvalderkålen;o)
    Jeg smiler af dit glimt i øjet når du nævner din evne til at ramme marginalerne og synes at du er så sej og klog at koncentrere dig om din genoptræning som pågår lige nu. Det er godt at du ikke skal indlægges og at bivirkningerne ved immunterapi er færre end de tidligere behandlinger du har fået. Det er en streng omgang du er igennem, men du kommer igennem, Hanne og heldigvis er du nu hjemme og kan nyde din skønne have og din dejlige familie i hverdagene:o)

    SvarSlet
  2. Hos mig er paradistræerne endnu små og beskedne, men det skal sandelig ikke hindre mig at nyde det fantastiske blomsterflor. Så kan jeg også glæde mig til at træet bliver så flot som dit!

    Immunterapi lyder som en rigtig god idé, og jeg er overbevist om at du rammer den rette marginal...!! ;o)
    Fortsat god genoptræning, du er super fantastisk til at holde dit fokus hvor det hører hjemme... respekt for det!

    Haveknus fra friis

    SvarSlet
  3. Hej Hanne
    Jeg kan godt forstå at du er vild med din pink drøm. Dit paradisæbletræ er helt fantastisk, en ekstra bonus ved at blogge, er at man for lov at nyde, en masse skønheder man ikke selv har i haven ;o)
    Mindre og færre bivirkninger lyder rigtigt godt, nu skal du så bare koncentrere dig om at nyde de sidste forårsdage i haven, inden vi ser os om er det sommer ;o)

    SvarSlet
  4. En dejlig pink drøm! Og dejligt at du kan tænke lidt på noget andet end kræften. God søndag, Hanne!

    SvarSlet
  5. Hej Hanne
    Hvor godt at høre, at du kan lægge kræften på hylden forhåbentlig for altid. En time hver tredie uge lyder til at være udholdeligt i forhold til alt det, du var igennem i sommer. Jeg krydser endnu en gang fingre for, at alt går vel og at der ikke er kommet noget nyt.
    Din Scarlett har jeg netop set live i dag, den er godt nok smuk. Jeg vidste jo ikke hvad den hed, men det gør jeg så nu. Tak for det.
    Og der ser dejligt ud i din have, så kan du rigtig sidde og nyde det.
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
  6. Hvor er dit træ dog smukt, sidder allerede og tænker hvor et magen til måske kunne placeres i min have... Dejligt at høre du er så positiv omkring kræften - du er så sej! Håber du nyder det gode vejr i dag..
    Hilsen Susanne

    SvarSlet
  7. Hej Hanne. Rigtig god bedring. Nærbillederne er godt taget, de er virkelig gode, især det med fuglehuset. Ja, der er meget at glædes over i forårshaven nu og der sker forandring fra dag til dag i haven. Jeg håber, du kan nyde haven rigtig meget og blive ladet op med ny energi.

    SvarSlet
  8. .... og du er bestemt blandt de 10% med den kampgejst du besidder!
    Scarlett er dejlig - jeg plantede en sidste år, nu skal den bare vokse sig stor og fin.

    SvarSlet
  9. Jeg ønsker deg lykke til med behandlingen. Godt å høre at du er optimistisk oppe i det hele. Å nyte den vakre havne din gir nok positive opplevelser og energi! Takk for at du vil følge bloggen min på Enerhagen. Varmt velkommen skal du være:)

    SvarSlet
  10. Kære Hanne, jeg ser først dette nu, hvad er det for noget slendrian af mig. Dejlige billeder din søde Laura har taget, dejligt med sådan to super dygtige blog fotografer. Det er et skønt paradosæbletræ, tror også mit er et Scarlett, hukommelsen svigter desværre lidt. Det er godt at høre om den nye immunterapi, at du kan være hjemme osv. Og når du,så kommer med din fightervilje. Knus Anne Mette

    SvarSlet