onsdag den 31. oktober 2012

Overvintring af Dahlia i potter


Der er et par stykker, som har spurgt mig, om jeg ikke ville lave et indlæg om, hvordan jeg overvintrer mine Dahlia i potter i det opvarmede drivhus.


Så her kommer en beskrivelse. Jeg har desværre ingen billeder af 'processen', for jeg blev færdig med alle mine Dahlia i weekenden, og da tænkte jeg ikke på at tage billeder undervejs. Men så får I nogle af planterne fra i sommers istedet.


Når frosten har taget det grønne af mine Dahlia, graver jeg knolden op. Jeg lader den beholde det jord, som hænger ved, og det er ofte en hel potteklump.
Så putter jeg den i en potte og fylder efter med pottejord - du ved, det man køber i poser. Helt som man ville plante den, hvis den stadig havde det grønne, med stilken opad.
Jeg bruger så små potter som muligt. Men de fleste er alligevel nødt til at have de store potter, som man får buske og træer i. Jeg giver dem ikke større potte end nødvendigt, for at spare på jorden og pladsen.
Til sidst sætter jeg potterne ind i mit opvarmede drivhus.


Der står de hele vinteren og passer sig selv. Pottemulden gør, at de ikke tørrer ud og heller ikke rådner, for jeg vander dem selvfølgelig ikke.
Til foråret, som regel i marts, får de et skvæt vand og kommer frem i lyset i drivhuset eller inde i mine vindueskarme.
Og så skyder de. Jeg vander dem ikke igen, før de har fået en del grønt. De rådner nemlig nemt på dette tidspunkt.
De får lov at gro i potterne i det opvarmede drivhus, indtil frosten er helt væk i maj, og så bliver de plantet ud i bede og krukker.
Denne måde har jeg brugt i en del år nu, og det fungerer virkelig godt.

16 kommentarer:

  1. Hej Hanne. Det lyder til, at dine dahliaknolde klarer sig godt på den facon. Jeg tager også mine ud af krukkerne, men børster dem fri for jord så meget som muligt og lægger dem i en trækasse foret med avispapir og så står de frostfrit i udhuset. I april planter jeg dem ud i krukker og vander meget sparsomt. Sådan har jeg gjort i flere år og det virker også godt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den måde som fungerer for en selv, er jo den bedste :-) Men mange har problemer med at få dem igennem vinteren,ved jeg, derfor lavede jeg indlægget.
      Jeg har også prøvet med 'rene' knolde og avispapir. Men i kælderen var der for varmt, så de tørrede ud. Og i drivhuset er der for fugtigt, så de mugnede. Begge dele undgår jeg ved at de har jord om sig nu.

      Slet
  2. Tak for opskriften. Det lyder som en helt fornuftig løsning på et praktisk problem. Umiddelbart tænker jeg at det er smart at man ikke skal plante om igen om foråret. Alt andet lige handler det jo om at forstyrre planterne så lidt som muligt. Desværre har jeg ikke et egnet sted at opbevare knolde i potter, og mine knolde er allerede gravet op, så jeg fortsætter med kasser med avispapir. Måske skal jeg afprøve din metode næste år.

    SvarSlet
  3. Ja, det er også en af grundene til at jeg så godt kan lide min metode.
    Om foråret har vi jo masser at se til, så det er dejligt bare at skulle give potterne lidt vand og flytte dem, for at få dem igang.

    SvarSlet
  4. Tak for det Hanne. Nu har jeg fundet ud af fejlen, jeg gjorde i foråret. For de havde klaret sig indtil da, så satte jeg dem i jord og vandede, det var der det gik galt. Nu har jeg taget mine op og skyllet rene for jord, men derfor kan jeg vel godt sætte dem i potter i pottemuld. Problemet er så med det frostfrie, men hvis vi holder øje med temperaturen og så flytter dem frostfrit, hvis det bliver nødvendigt. I det sidste havebrev, stod der noget om at opbevare dem i plastikposer. Det er nu ikke nemt at finde ud af, hvad der er bedst. Tim har jo også skrevet om, hvordan han gør. Alle har forskellige metoder tror jeg, ved nogen går det godt, andre ikke.
    Tak for indlægget, det var godt at se din måde.

    SvarSlet
  5. Velbekomme :-) Ja, man skal virkelig holde sig i skindet med vandingen om foråret, indtil de skyder rigtigt.
    Jeg tror sagtens at du kan potte dine nu, og hvis du så holder øje med temperaturen, skulle det kunne lade sig gøre. Jorden gør også at knoldene ikke mærker svingende temperaturer så hurtigt.
    Jeg har også haft mine i plastikposer et år i kælderen. Men der er for varmt så de skøn allerede først i januar, og det er jo lidt for tidligt :-)

    SvarSlet
  6. Jeg har tænkt at dette er en god måde at overvintre sine georginer på, men de fylder desværre mere end knoldene i sig selv.
    Tak fordi du fortæller om denne metode:)
    Hvad isolerer du dit drivhus med? Jeg skal prøve at isolere med bobleplast i år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme :-)
      Det er rigtigt at de fylder mere på denne måde. Men jeg stabler potterne oven på hinanden. Det hjælper lidt.
      Jeg isolerer også mit drivhus med bobleplast. Du kan se mere om det her http://hanneihaven.blogspot.dk/2011/11/orden-i-planternes-vinterhi.html og under drivhus og opvarmning af drivhus i menuen til højre.

      Slet
  7. Jeg er vist en af de få der ikke har dahlia i haven, men nu kender jeg da en overvintringsopskrift hvis jeg sku få brug for det ;o)
    Det er ellers nogle fantastisk smukke blomster, men indtil videre har jeg fundet dem lidt 'besværlige'... he he :o)

    Ha en go aften...

    SvarSlet
  8. Sidste år overvintrede jeg en, som fik lov at stå i potten. I år har jeg taget de 4 jeg har ud af potterne, og lagt i en trækasse i min udestue. Så må vi se, om det er en metode jeg kan bruge.
    Jeg talte med en ældre gartner, som lægger sine knolde i flamingokasser og får den opbevaret i et drivhus. Flamingoen gør åbenbart en forskel.

    SvarSlet
  9. Tack för att du delar med dig av dina erfarenheter om hur man kan vinterförvara dahliaknölar! Toppen.

    Kram

    SvarSlet
  10. jeg går en mellemvej. De dahlier, jeg holder mest af, potter jeg op sidst på vinteren og stiller i drivhuset. Det giver nok blomster en måned tidligere, end hvis de blev lagt direkte ud i jorden.

    SvarSlet
  11. Tak for dit gode indlæg. Måske skulle jeg prøve det med et par planter næste år.
    Ha´ en god dag.

    SvarSlet
  12. Det lyder virkelig som en god ide. Jeg potter mine dahlier om foråret og sætter dem i drivhus for at starte dem op. Når de er godt igang kan snegle ikke så godt holde dem nede. Jeg kunne jo lige så godt gøre dem om efteråret.
    Med venlig hilsen
    Lene Jensen Nordjylland

    SvarSlet
  13. Hej Hanne
    Tak for det virkelig gode tip, den fidus vil jeg da prøve af næste år.
    Hvor er de dog fine alle dine dahlia - specielt den første lyserøde er jeg da bare vild med - hvad hedder den ?
    God aften.
    Have hilsen
    Anita

    SvarSlet
  14. Smukke billeder du viser af dine dahlia :-)

    Jeg graver også bare mine op med jordklump, sætter dem i en hollænderkasse (plastickasse) med en avis, og så stor de ellers sådan i et rum på ca. 10 grader vinteren over.

    Kh. Marlene

    SvarSlet