lørdag den 30. juli 2011

Solhat, lilje, Pinky Winky og andet godt fra haven.

I dag var der heldigvis nogle tørre timer inden det begyndte at regne igen her til aften.
Men planterne virker nu gladere for bare at få lidt sol og varme ind imellem :-)


Endelig er min dejlige mørke-pink solhat sprunget ud.
Det er Echinacea 'Fatal Atraction'. Den er virkelig flot, synes jeg.


Jeg har, som sagt før, svært ved at få solhatte til at overvintre her, så denne gror i en stor krukke og ryger i det opvarmede drivhus om vinteren.


Og så er endnu en af liljerne sprunget ud. De kommer i en lind strøm nu. Det er de orientalske, som blomstrer så sent.
Skønheden her er også en no-name, da det ikke var de rigtige, der var i pakken.
Men jeg er nu alligevel mere end tilfreds med den :-) 


Er den ikke skøn? Jeg går rundt og er orange på næsen hele dagen, fordi jeg lige må have næsen tæt på, når jeg går forbi.


Den er 1,70 m. høj! Det er den højeste og flotteste lilje, jeg nogensinde har haft, så det må helt sikkert være lilje-år i år, og så kan de godt lide min jord.
Der er også lige et glimt af min hvide solhat nederst i højre hjørne. Den står tørt i et lille hævet bed.


Og i baggrunden står også min store hvide floks, Phlox paniculata 'David'.
Det er en meget robust og stærk floks, som man kan dele og dele. Jeg har den 3 steder i haven allerede.


Og så skal I se en anden plante, som jeg er rigtig glad for. Det er virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum 'Pink Glow'. Og den har lige netop dét; et lyserødt skær. Den er noget så sød. Den har stået nogle år alt for skygget, men i efteråret kom den her over på skyggesiden i det lyserøde bed, og det skal jeg love for at den kan lide.


Svirrefluerne er helt vild med den. Og det er jeg vild med :-) For jeg har så mange bladlus på mine cosmos, som også står i dette bed. Så det satser jeg på at fluerne tager sig af. I baggrunden er lægestokrosen, som I så forleden.


Og så har Pinky Winky fået lidt mere lyserødt på kronbladene.


Og denne dejlighed må jeg altså vise igen. Dagliljen Hemerocallis 'Sweet Hot Chocolate'. Den er altså helt fantastisk, og faktisk endnu mørkere end billedet viser.


Til sidst et stemningsbillede fra i aften fra min havedam. Jeg brugte hele eftermiddagen i går på at ordne den. Græsset var efterhånden vokset helt ud i vandet, og der var mange gule blade på åkanderne, for de kan ikke lide alt det regn. Fiskene trives godt, og der er endda et par unger også. Det bliver spændende om de kan undgå deres forældres grådige appetit :-)

torsdag den 28. juli 2011

Under pergolaen

Det var ikke det bedste vejr i dag. Overskyet, ret mørkt og blæsende. Men i det mindste holdt det tørt til sidst på eftermiddagen. Så jeg besluttede mig for at få sat skik på pladsen under pergolaen. Den trængte virkelig.


Jeg fik selvfølgelig ikke taget et før-billede... det glemmer jeg altid.
Men hér har I i hvert fald efter-billedet. Jeg er selv rigtig godt tilfreds med resultatet :-)
På den bagerste stolpe har der groet en 'New Dawn' rose i omkring 10 år, tror jeg. Det har altid været et stort arbejde at klippe den ren, så jeg har ikke fået det gjort ofte nok. Og i vinters frøs det meste tilbage, så det så forfærdeligt ud.
I dag da jeg så endelig tog mig sammen, slog det mig pludselig at den da slet ikke skal gro helt deroppe. Det har nemlig også ærgret mig, at jeg ikke kunne komme til at 'snuse' til roserne.
Så jeg tog de to 'stammer', som den har tilbage, og bandt dem ned til hver side. Én langs hegnet, og én hen langs skuret. Så håber jeg at den på længere sigt vil sende små skud opad fyldt med roser :-)
Den står langt fra optimalt her, da pergolaen vender mod nord. Men det vidste jeg ikke noget om, da jeg lavede den i sin tid. Så nu ser vi om det virker, så rosen får et år til.


I det smalle bed, bag den bagerste stolpe, regerer høstanemonerne nu.
Jeg elsker mine høstanemoner. Har I set hvor høje de er? Næsten 2 meter.
De elsker min fugtige lerjord, så jeg har sloges godt med dem i mange år, for de breder sig virkelig meget her.
Men nu har jeg fundet den perfekte plads til dem. De bliver bremset af fliser på den ene side; på den anden er der et støbt cementgulv inde i skuret. Bag hegnet har naboen græs, så det er heller ikke noget problem. Så jeg skal kun holde dem i ave på siderne i de to bede, og foreløbig må de godt brede sig der.
Jeg elsker når jeg får løst sådan et problem i haven :-)
Det er et meget besværligt område her under pergolaen, fordi her står vand når det regner meget.
Derfor skal Clematisen op ad skuret også flyttes til efteråret.


Kan I se hvorfor jeg har været villig til at kæmpe i årevis, for at finde et godt sted til disse skønheder.
Forresten, så død-hoveder jeg også mine høstanemoner, så kan man forlænge deres blomstring i flere uger.


Hér ser I hvordan jeg har tvunget rosen hen langs hegnet. Jeg håber virkelig at det vil fungere, for dette er den perfekte højde for min næse ind i en rose :-)


Det er da bare en af de yndigste roser, den 'New Dawn'.


På den diagonalt modsatte stolpe gror min 'Coral Dawn' rose. Den har den skønneste duft.


Det er disse skønne Floks, I kunne se på billedet ved siden af høstanemonerne. Det er et arvestykke, så de dufter skønt og har intet navn :-)


Måske undrede I jer over de høje planter i forgrunden på det første billede. Det er dem her. Det er stokrosernes moder, Althea officinalis, Lægestokrose.
Den har mindre grålige blade, og ikke så store blomster. Og den er meget gro-villig og selvsår sig også hist og her.


Den udgør en flot kontrast til den helt mørke purpurfarvede havemælde. Begge dele er også næsten 2 meter høje.


Er det ikke nogle søde små blomster? Og sommerfuglene og humlebierne elsker den.


Til sidst er endnu én af Dahliaerne begyndt at blomstre. En smuk mørkepink, som jeg har haft en del år efterhånden. Den hedder Dahlia 'Berner Oberland'. Den står her sammen med Cosmos 'Rose Bonbon'.

mandag den 25. juli 2011

De sidste nye dagliljer for i år, og 'Pinky Winky'.

Det var først allersidst på dagen at det holdt op med at regne her ved København. Så jeg nåede ikke rigtigt at komme igang med noget i haven. Der er simpelthen også så vådt, og man bliver gennemblødt når man rører noget derude.
Men nu skulle det jo heldigvis holde tørt et par dage, så GLÆDER jeg mig til at komme ud og 'lege' derude igen. Der er også meget oprydning ovenpå alt det vand.

Nu er de sidste af mine dagliljer sprunget ud for i år.


Denne hedder Hemerocallis 'Three Tears' og er rigtig skøn. Den har en lidt mere 'livlig' farve i virkeligheden, men lyset drillede i dag, fordi det næsten var for mørkt til at tage billeder uden blitz.


Den står her i det orange bed, bagved rosen 'Pat Austin', og de to matcher godt. De har stået for mørkt, men jeg har fjernet en stor gren på æbletræet, så jeg tror de får mere lys nu.


Og så lidt snyd :-D Jeg har nemlig lige købt de næste to dagliljer for et par dage siden, og sørme om ikke de begge havde knopper.
Denne her hedder Hemerocallis 'Sweet Hot Chocolate', og den blev jeg inspireret af at se hos Lisbeth fra Høneballehaven.
Det er en virkelig flot og anderledes blomst. Den er endda mørkere end på billedet, og ligner virkelig mørk chocolade.


Denne lille skønhed købte jeg samtidig. Det er Hemerocallis 'Luxury Lace'. Er den ikke bare yndig?
Det er faktisk skægt, for jeg har købt den to gange før. Første gang fik jeg en forkert, og anden gang forsvandt den bare, så jeg er glad for endelig at kunne få lov til at se blomsten :-)


I får lige 'Summerwine' én gang til, fordi den ikke tog sig så godt ud på det billede, I fik forleden. Den har en dejlig farve.


Og endnu et billede af 'Arctic Snow', som I også har set før, fordi det er så flot når de rigtigt vokser til og står med mange blomster på én gang. Denne daglilje begyndte at blomstre den 7. juli, så I kan nok se at man får meget blomst for 'pengene' :-)


I får også lige mine to liljer endnu engang, fordi de er så dejlige, og jeg kan godt love jer at de dufter skønt.



Og nu skal I så se 'Pinky Winky'. Det er sådan et herligt navn, synes jeg. Det er en syrenhortensia, Hydrangea paniculata.
For en uges tid siden så den sådan ud med grønlige blomster.


Nu er næsten alle blomsterne blevet hvide, og i løbet af den næste måneds tid bliver de underste blomster langsomt mere pink, mens de øverste springer ud og starter som grønne osv. Jeg skal selvfølgelig nok vise jer det efterhånden.


Det er simpelthen sådan en dejlig lille busk, som jeg klart kan anbefale. Den bliver ca. 1 meter høj.
Og ja, jeg ved godt at man kan se bar jord her. Men jeg havde lige klippet tilbage og plantet lidt nyt, så det er snart væk igen :-)

søndag den 24. juli 2011

Hvordan undgår I at miste planter?

Jeg ved godt at jeg har en dejlig have, og jeg er også meget taknemmelig for den, og elsker den :-)

Men den er jo kun sådan, fordi jeg bruger meget tid på den. Og ligegyldigt på hvilket plan, man dyrker have, så er man jo aldrig så god, at man bare kan læne sig tilbage og se på.



Mit største problem i haven, er at jeg mister planter. For mange, synes jeg. Dem jeg taler med om det, siger at det gør de også, men kan det virkelig være rigtigt?

Jeg ved ikke helt hvordan man starter en debat på en blog :-) Men nu prøver jeg. 

Jeg har måtte redde rigtig mange planter ud fra mine bede de sidste år. Bedene er, som I ved, meget tætte, så små nye planter klarer den bare ikke. 

For øjeblikket har jeg en kæmpe potte-ghetto i mit arbejdshjørne med små ting som skal vokse sig større. Ofte deler jeg tingene endnu engang, inden jeg planter dem ud, og beholder en bid i en potte som back-up. 

Men det er efterhånden ved at være et stort arbejde at holde øje med alle de potter, vande og potte op. 

Så hvad gør I andre?

- Mister I også meget af det, I planter ud? (Og ja, jeg prøver at plante efter forholdene: jord, lys, størrelse m.m.)

- Har I også et særligt sted, hvor tingene kan vokse sig store? 

- Kom endelig med alle de gode råd, I kan komme i tanke om.

Også tager vi lige en anti-regnvejrsdans og sang, som Signe har foreslået.  

fredag den 22. juli 2011

Yucca Filamentosa, og Cykelskursbedet.

Ja, det vælter ned her ved København. Vi har ferie, og der er konge-etape i Tour de France, så det giver tid til et blogindlæg ind imellem tv-kiggeriet :-)

Kender I den her? Yucca Filamentosa.



Den står i flere år som en grågrøn bladroset. Og så kommer der pludselig en imponerende stængel med smukke store cremehvide klokkeagtige blomster, som også dufter :-)
Jeg har den to steder i haven, og de er begge startet fra en rodstikling fra en plante i min venindes mors nabos have :-D Ja, jeg 'gafler' planter til mig, hvor jeg kan :-D


De er da søde, ikke?


Vi er i det varme hjørne i forhaven i dag. Op ad huset her vokser der en staude-Lathyrus, eller rettere sagt mange. Den er pink-lilla, og kraftig.


Den har altid stået her, og jeg har prøvet at fjerne den i en periode, hvor jeg ikke havde fået øjnene op for skønheden i det vilde. Men nu accepterer jeg at den vil bo her, og nyder den. Den bliver bundet lidt op i det espalierede pæretræ.


Og så skal I se Cykelskursbedet igen. Ja, jeg ved godt at det ikke er det kønneste navn :-)
Jeg er rigtigt glad for det lige nu. Det er et bed som har drillet mig i en del år, så jeg har arbejdet meget med det. Det er et fugtigt og lidt skyggefuldt bed det meste af året, men i højsommeren er der direkte sol, så det er svært at få planterne til at trives her.


Men nu er det ved at lykkes :-)
Kan I huske at jeg har vist det før, først med den blå flod af forglemmigej og siden med den lyserøde dronningebusk i baggrunden?
Nu er det mest purpurfarvet og lidt hvidt.
Astilben til højre er den samme, I har set ved dammen; et arvestykke. Og den mørke Astrantia i forgrunden, 'Rosensinfonie', har I også set før. Den begyndte at blomstre allerede sammen med Akelejerne og primulaerne i starten af juni, og den har ikke holdt pause siden.


I baggrunden står denne dejlige floks, Phloz paniculata 'Popeye', som jeg også har købt hos Staudefeen.
Den har stået for mørkt i flere år, så den er ikke så stor endnu, men nu trives den.


Er den ikke sød med det røde øje?


Til højre står kvæsurt, Sanguisorba officinalis 'Pink Tanna'. Jeg synes at den er så fin med de små lette blomster.
Den har dog en tendens til at vælte, så den er bundet op.
Jeg er nu ikke helt tilfreds med opbindingen. Er der nogen af jer, som har en smart måde at støtte den naturligt på?


Den blomstrer længe med sine små tofarvede aks.


Nede til venstre i hjørnet har jeg en sød lille kombination, som jeg rigtigt godt kan lide.
Bagerst står en lav, mørkløvet sankhansurt. Den har ikke noget navn, da den er fra et plantemarked. Den får hvide blomster, og er desværre ret langsomtvoksende, men rigtig sød når den får lidt fylde efter nogle år.


I forgrunden har jeg en dybrød jordbærblomst, Potentilla 'Monarchs Velvet', som jeg såede for 6 år siden.



Jeg har svært ved at få et godt billede af den i naturligt lys, fordi midten er så mørk, så derfor får I også et med blitz, så I kan se den flotte velouragtige midte.
Potentillaer er skønne små planter, som væver sig ind i de andre planter, så de er perfekte til det lidt vilde og frodige look :-)
De kæmper lidt i min tunge jord, men til min store glæde har jeg lige fundet 3 nye planter i et såbed nede bagved.