Ups på plejehjemmet :-D

De sidste Crocus har holdt længe, fordi de står delvist i skyggen. Foto: Cristina

Jeg stod for dagens gode grin her på plejehjemmet i dag :-D

Jeg trillede rundt i gårdhaven i kørestolen og blev så optaget af de dejlige forårsblomster, og samtidig skulle jeg undgå at køre ind i to små gamle damer med deres rollatorer.
Ups, så sad mit ene hjul fast i jorden ved siden af stien. Man kan IKKE få sådan et hjul op på stien igen, når man kun har en brugbar arm.
Og jo mere jeg prøvede, jo mere faretruende hældede stolen.
De to små damer prøvede at hjælpe, men de hev i hver sin retning, så det hjalp ikke meget :-D
Så til sidst ringede jeg til Michael og bad ham ringe til personalet på min afdeling og sige at jeg sad ude i haven og var kørt i grøften :-D
Hold k*** hvor de grinede, da de kom og reddede mig. Og jeg er bare så taknemmelig for min evne til at se det morsomme i ting og grine af mig selv :-D
Nu er jeg bare spændt på om jeg får lov til at køre alene i haven igen ;-)

Dette indlæg har jeg selv skrevet.

Have "shots"

I lørdags var det jo skønt vejr, og det var jeg rigtig glad for, for familien havde lovet at køre mig hjem i haven. Vi bor kun 20 minutters gang fra mit "plejehjem", så de kørte mig hjem i kørestolen. Jeg ved, at alle I havetosser forstår hvor overlykkelig jeg var for at se min have igen. Forbedringerne til at komme ind i huset var ikke lavet endnu, men det var jeg ligeglad med, for jeg ville bare se min have. Som I kan se på billederne, nød jeg også at gense kaninerne, det er dog kun gamle Heino, der vil holdes. Den fjerde af mine guldfisk valgte at dukke op lige da jeg kom hjem, så alle fire har klaret vinteren.

Jeg følte mig som en dronning, mens jeg dirigerede pigerne rundt og klippe stauder og Clematis ned. Det var de gode til, så det skal de nok få lov til en anden gang. Michael rensede og skiftede vand på dammen, så nu er "jeg" nogenlunde med i haven igen.

Jeg såede disse Jakobsstiger sidste forår, og den første havde valgt at vise sine blomster den dag jeg kom hjem. Den hedder Peach-et-eller-andet, jeg har jo ikke min database her ;-)

 googlede den lige efterfølgende: http://www.kerneliv.dk/da/ovrige/1039-polemonium-carneum-apricot-delight-jacobsstige.html

Hej fra mig i haven.

Her sker så meget, så jeg umuligt kan holde jer opdateret, men det går langsomt men sikkert fremad med træningen. Jeg har fået besked fra Riget om at jeg højst sansynligt kan nøjes med den enlige omgang stråler. Jeg skal derind på mandag til forsamtale og scanninger. Strålerne bliver højst sansynligt tirsdagen efter. Hej fra en meget træt Hanne.

Tekst skrevet af Cristina. Billeder af Laura, Cristina og Michael.

Resultat af mine scanninger

... Dem fik jeg jo i går, men jeg var simpelthen for udmattet til at blogge. Det kunne have været værre, men det kunne også have været bedre. Der er stadig noget hævelse omkring det sted, hvor de fjernede metastasen i min hjerne, så jeg skal have strålebehandling. Henvisningen er sendt til Rigshospitalet, og de skal bestemme, om jeg skal behandles hos dem, hvor man kun får én gang stråling meget koncentreret på stedet, og ellers skal jeg på Herlev og have ti strålinger ti dage i træk af hele hovedet. Ved den sidste behandling vil jeg få meget hævelse af hjernen, og derfor vil jeg skulle i behandling med høje doser af binyrebarkhormon. Derudover var der to små knuder, én i armhulen og én i brysthulen. Min professor syntes ikke, de skulle operere mere, så hun vil gerne starte mig op i en ny form for immunterapi, som hedder ipilimumab. Hun mener, at jeg vil have god virkning af det, fordi jeg havde så god virkning af den immunbehandling, jeg fik i sommers. De to knuder er ikke nye, de var der også i februar, men der var de ikke så store at man ville betegne dem som syge. Det vil sige, at der ikke er ny spredning. Det er derfor, jeg siger, at det kunne have været værre, for jeg havde faktisk frygtet, at der eventuelt var nye metastaser i hjernen.  

Der er fart på i disse dage, for i dag flyttede jeg på plejehjem. Det er egentlig en døgngenoptræningsplads, men alle er pænt oppe i alderen. Der er kun én anden på min alder. Jeg har været nødt til at tage imod dette tilbud, fordi vores hus er meget u-handicapvenligt. Hjemmet ligger lige ved siden af kommunens genoptræningscenter, og man bliver kørt frem og tilbage hver dag på fem minutter. Det vil sige, at jeg kan koncentrere min tid om genoptræningen i stedet for at skulle have handicapkørsel hver dag.

Selvom jeg ved at dette indlæg allerede er langt, er jeg altså alligevel nødt til at fortælle jer, at det i går aftes lykkedes mig at bevæge min arm en lille smule! Desuden gik jeg 100 meter på løbebånd om eftermiddagen, selvfølgelig støttet af diverse maskiner og med hjælp fra fysserne.

Alle disse billeder er af en skøn buket, jeg fik i fredags. Den er fra en masse naboer og genboer på vejen.

Jeg har bevæget mit ben!!!

En fantastisk dag i dag. Fyssen kom i formiddags og sagde, at vi skulle ned og arbejde med mit ben i træningssalen, fordi hun havde fornemmet lidt aktivitet forleden dag. Da hun var gået, skulle jeg lige sidde og vente lidt i min seng på at blie gjort klar, og så blev jeg stædig og tænkte, at hvis hun havde mærket aktivitet, så ville jeg se, om jeg ikke selv kunne få det ben til at bevæge sig. Og lige pludselig bevægede det sig en lille smule udad! Jeg blev simpelthen så glad, at jeg begyndte at tude og ringede efter sygeplejersken, så jeg havde nogen at fortælle det til.

Bagefter var vi i træningssalen og det lykkedes mig både at bevæge benet en lille smule udad og indad og strække og bøje det. Det er virkelig små bevægelser, og det føles lige så hårdt som at føde :-D Men skidt pyt, nu er forbindelsen genetableret. Fyssen roste mig meget og sagde, at der nu er rigtigt godt potentiale at arbejde med. Jeg bad selvfølgelig om at få lektier for i weekenden, så jeg ikke spilder to dage uden træning, og jeg skal øve mig i at ligge og strække mit ben.

Jeg er simpelthen så lykkelig over, at der endelig er lidt aktivitet i benet, så der er noget at arbejde med.

Hvis man endelig skal finde noget positivt ved at ligge på hospitalet, så må det være at få så mange skønne blomster.

 Disse orange tulipan-skønheder kan man da kun blive i godt humør af.

Forleden fik jeg så stærke abstinenser efter at tage blomsterbilleder, at min familie måtte tage mit kamera med over til mig, så jeg kunne lege lidt. Så billederne i dette indlæg har jeg selv taget.

Den skønne buket har jeg fået af min svigerindes søde forældre.
Indlægget er igen indtastet af Cristina

Kender du Hjulben?

billede lånt på nettet

Sådan føler jeg mig i dag, for jeg har nemlig fået ny kørestol. Og det er en drøm at kunne smutte rundt i den, efter at jeg har kæmpet med det store monstrum. Jeg fik også lært at flytte fra den og over i sengen, så nu skal jeg ikke flyttes med lift med mindre jeg er træt.  

Det var virkelig dagens store overraskelse, for jeg regnede ikke med, at det ville blive allerede.

Disse skønne krokus blomstrede på dette tidspunkt sidste år. Det er løg, som jeg fik af søde Susanne fra H(e)aven. Og så vil jeg gerne bede om, at samtlige fingre i Blogland bliver krydset for mig den næste uges tid. Jeg skal nemlig MR-scannes en af dagene og PET-scannes på torsdag og får svar på det hele d. 16. april. Indlægget er igen indtastet af min personlige sekretær, Cristina :-)

Hej fra Glostrup Hospital.

Så må det vidst være tid til en lille opdatering. For her ligger jeg selvfølgelig stadig. Efter omstændighederne går det hele godt. Jeg er stadig fuldkommen lam i venstre ben og venstre arm, men nu hvor påsken er slut, er fysioterapeuterne kommet tilbage på arbejde, så jeg har genoptræning to timer hver formiddag, både med en fysioterapeut og en ergoterapeut. De træner alt lige fra at børste tænder og vaske hænder til balancekoordinering. De roser mig, og siger at jeg gør gode fremskridt hver dag.

Som I kan se på billederne sidder jeg i kørestol, og lige nu glæder jeg mig mest til at få en bedre balance, så jeg kan få en lettere én.

I dag var en dejlig dag, for jeg savner selvfølgelig min dejlige Frostie og hun må jo ikke komme på sygebesøg. Michael og Cristina kom ned med hende i hospitalets park, så jeg kunne sige hej til hende, og jeg siger jer, at jeg fik mange hundekysser - som I kan se på billedet :-)

Både mine venner og familie sørger selvfølgelig for, at jeg hele tiden har smukke blomster at kigge på, så jeg ikke savner min have for meget. Og jeg ved at den har det godt, for mine søde veninder passer haven og kaninerne.

Tusind tak for alle jeres søde kommentarer, I skal vide at det varmer helt utroligt meget, og jeg skal nok holde jer opdateret. Dette indlæg er indtastet af min datter Cristina, da det stadig går langsomt på computeren.