Det er jo efterhånden længe siden, at jeg har fortalt om min genoptræning, og det er bestemt ikke fordi der ikke sker noget - tværtimod.
Derfor får I her en samlet opdatering krydret med billeder fra min have gennem den seneste måned.
Jeg skriver ikke om billederne denne gang, men I er selvfølgelig meget velkomne til at spørge, hvis noget specielt interesserer jer.
Jeg går stadig til træning hver formiddag i to timer. En time bruges på benet og en time på armen/hånden.
Det går rigtigt godt med benet. Jeg kan bruge alle 'dele' nu: bøje foden, vrikke med tæerne m.m. Nogle af bevægelserne er stadig langsommere og svagere end normalt. Men det forbedres jo heldigvis med træningen.
Jeg bruger slet ikke gangstativet mere, faktisk blev det sendt retur i sidste uge. Det var en skøn fornemmelse :-)
Jeg går nu med albuestok, bl.a. til og fra taxaen til træning.
Jeg kan også gå rundt i haven og herinde i huset med den i ca. 10 min.
Faktisk kan jeg også gå en 8-10 skridt uden støtte, men det er stadig ikke helt sikkert, så jeg gør det mest til træning og herhjemme over til en sofa eller lignende.
Jeg har fået en speciallavet fodskinne, som hjælper mig med at løfte foden og støtter mit knæ. Den er virkelig bøvlet at tage på, men hjælper godt.
Jeg bruger stadig kørestolen meget, da jeg bliver hurtigt træt. Og samtidig kan jeg jo ikke bære noget, når jeg går med stokken.
Desværre har min gang været lidt dårligere den seneste uge, fordi immunbehandlingen gør mig endnu mere træt og giver mig svagere og ømme led og muskler. Men Fysserne trøster mig med at hjernen ikke glemmer bevægelserne igen, og så træner vi lettere øvelser så længe.
Armen har været i gang et stykke tid, nok en måned. Jeg kan løfte den og skulderen, men det er stadig svage og kun få bevægelser. Men det er dejligt bare at kunne løfte den op på et armlæn eller ændre stilling i sengen.
Hånden har virkelig været stædig, og vi har kæmpet intensivt med at få gang i den de seneste uger med både el- og spejlterapi. Det har simpelthen været så frustrerende, at der overhovedet intet skete.
Mine terapeuter var også så småt begyndt at forberede mig på, at vi måske ikke fik gang i den. Og det gjorde mig selvfølgelig rigtigt ked af det.
Men det gjorde også, at jeg kæmpede endnu mere herhjemme, og endelig i sidste uge begyndte det at lykkes. Nu kan jeg knytte hånden og så småt strække fingrene også. Det er stadig meget hårdt og små bevægelser. Men forbindelsen er der endelig, så der er noget at arbejde med.
Så vidt jeg kan forstå, er mine fremskridt med benet gået langt hurtigere end forventet, og udsigterne til at slippe kørestolen helt er gode. Men de har svært ved at sige, hvor langt jeg vil ende med at kunne gå, da både kræften og min autoimmune sygdom jo også spiller ind her.
Min hånd er den mest skadede, det fik vi jo at vide allerede af hjernekirurgen på Riget. Men hænder er åbenbart det sidste og sværeste at få i gang, og funktionerne kan stadig forbedres efter år. Så det må vi tage efterhåden. Lige nu er jeg bare lykkelig for at jeg endelig 'fik hul igennem' så jeg kan vrikke med fingrene :-)
Og så endnu engang tusind tak til alle jer skønne Havenisser for al jeres støtte og opmuntrende ord :-)
