fredag den 30. marts 2012

Mere Puschkinia, og lidt bed.

I slipper ikke for at se lidt mere til mine dejlige Porcelænshyacinther, Puschkinia libanotica, for nu er de sprunget endnu mere ud.


Jeg synes virkelig, at det er nogle fascinerende blomster. Men igen, de er meget små, så det var først efter, at jeg begyndte at tage nærbilleder, at det gik op for mig, hvor skønne de er.


Dette er de oprindelige løg, som har stået her siden 2003, så det er efterhånden blevet en god stor gruppe.


Jeg tror myrerne slæber rundt på frøene, eller måske fuglene. For jeg har fundet et par stykker i år, som står og blomstrer helt ovre i andre bede, hvor jeg ikke har plantet dem. Herligt med gør-det-selv-blomster :-)


Forsythiaen får I også igen, for den er så skøn mod den blå himmel.


Jeg er sikker på, at den godt kan tåle frost, for det får vi jo tit i april måned.


Men jeg er nu alligevel glad for, at der er mange knopper, som ikke er sprunget ud endnu, hvis nu de andre skulle blive ødelagt i næste uge.


Som I kan se, er det en stor busk, jeg har. Den står bagerst til venstre ved Kaninslottet.

Og så kan I da også lige se det nye lille stykke bed, jeg har lavet her ved den Øvre Dam.
De to yderste fliser bagerst og det mørke jord har jeg lige lagt til bedet. Der var græs før, men det var besværligt at slå inde i den trekant.
Og et par ekstra kvadratmeter bed kan man jo altid bruge i en lille have som min ;-) 

onsdag den 28. marts 2012

Endnu en tulipan

Så er endnu én af mine små botaniske tulipaner sprunget ud.
Det er den lille Tulipa kaufmanniana 'Hearts Delight'.


Jeg havde egentlig ikke planlagt at være regnorm igen, men tulipanen er så skøn på undersiden, så vi må kravle lidt rundt igen.



Jeg kan så godt lide dens glade gule midte. Den minder mig sådan om et lækkert blødkogt æg :-)


Den har fine stribede blade og formerer sig fint, så jeg har den en del steder efterhånden.


Og så er det virkelig forår. Forsythiaen er sprunget ud.
Disse billeder er fra i går, og i dag sprang den endnu mere ud.


Jeg har kigget tilbage i billederne fra de forrige år, og det er det tidligste billede, jeg har af den.


Det kan vel ikke undre jer, at jeg elsker den gule busk. Min er meget stor, og noget af det eneste som stod i haven, da vi flyttede ind. Jeg har dog flyttet den flere gange.
Den står i kaninernes løbegård, og det bedste de ved er at spise de lækre gule blomster. Og de får lov, for der er masser af dem :-)

mandag den 26. marts 2012

De bittesmå blå.

Lige nu er det de bittesmå, blå blomster som indtager scenen i min have.
Så jeg har mavet mig rundt i regnorme-perspektiv med kameraet i dag :-)


De små Porcelænshyacinther er sprunget ud. Jeg er altid meget fascineret af deres blomster, for jeg synes virkelig, at de ligner det fineste porcelæn.


De har det specielle navn Puschkinia libanotica. Jeg har efterhånden mange af dem, for de selvsår sig en del.


Men selvfølgelig deler og flytter jeg også dem :-)


De små Snepryd eller Vårstjerne er noget så kønne. Chionodoxa hedder de på latin. Dem har jeg til gengæld ikke så mange af endnu, men jeg arbejder på sagen.


Og sidst, men ikke mindst, er der de små Scilla siberica overalt. Hér i modlys.


Jeg var slet ikke klar over, hvor søde alle disse små forårsblomster er, før jeg begyndte at tage nærbilleder af dem for et par år siden.


De er da helt uimodståelige.

 

Som I kan se, er vintergækkerne på retur nu. Det går stærkt derude i forårshaven.

lørdag den 24. marts 2012

Mere Pixie.

Disen vil ikke rigtigt lette her ved København i dag, så kyllingen hér synes, det er lidt for køligt udenfor :-)
Men så kan jeg jo i stedet vise jer lidt flere billeder af Pixie, som jeg har taget de sidste dage.


Er hun ikke skøn?


Men husk, at blomsten kun er et par cm i diameter. Bare så I ikke tror, at det er en kæmpe busk :-)


Hun dufter ikke så meget i år, som hun plejer. Det er nok fordi jeg har rykket hende ud i det kølige Driverhus, for at blomsterne skal holde længere.



Den lille 'Joe' ved siden af har også fået et par grønne blomster nu. Men det bliver vist ikke til så meget i år.


Til sidst får I lige et par billeder fra april 2006. Det var året efter, at jeg købte den i London. Og det var den flotteste blomstring, hun nogensinde har haft.

I år har jeg bestemt, at jeg vil være bedre til at holde begge de to små Clematis med gødning og vand, for jeg er slem til at glemme dem i et hjørne om sommeren, når blomstringen er overstået.


De blev også begge pottet op i større potter sidste sommer, og det har de været glade for.

torsdag den 22. marts 2012

Det rene forår...

Andet kan man da ikke sige om vejret i dag. Hvor er det skønt.

Jeg har en fornemmelse af, at vi kan takke Lisbeth fra sydhavsøen Samsø for det dejlige vejr. Hun fylder nemlig 36 år i dag ;-)

Det vælter op ad jorden derude i haven. Men alligevel har jeg valgt et par gengangere til jer.


Den skønne lille Scilla bifolia 'Rosea' er nu fuldt udsprungen.
Det, jeg synes er så sødt ved den, er at blomsterne folder sig ud efterhånden. Så der stadig er de små lyserøde kugler længere nede på stænglen.


Dette er min oprindelige klump. De små klumper, jeg har vist jer før, er nogle jeg flyttede sidste år. Om et par uger nupper jeg et par bidder mere af den store klump her, så jeg kan få den endnu flere steder.


I kan nok høre, at det er en af mine yndlinge lige nu, ikke? :-)


Denne lille krokus elsker jeg. Jeg var helt nervøs for, at jeg havde mistet dem allesammen, fordi bedet er endt i for meget skygge. Men nu har jeg fundet et par stykker, som selvfølgelig bliver reddet over i mere sol snart. Den hedder Krokus botanical 'Tricolor'.


Og jeg skal love for, at der er kommet gang i de små marts-violer nu.


Hvert år forundres jeg over hvor hurtigt de vokser, og hvor mange blomster de har.
Denne store klump var bare en lille bid for et par år siden. Og I kan tro, de kan holde ukrudtet væk.


Desværre kan I jo ikke dufte dem. Det må de altså snart opfinde :-)


Og så må vi vist lige have et glad gult billede i anledning af dagen.

tirsdag den 20. marts 2012

Glædeligt Forårsjævndøgn til alle i Blogland.

I dag er det Forårsjævndøgn.
Når vi når til denne dag, drager jeg et lettelsens suk. For jeg er bare ikke vild med vintermørke. Og det er så skønt at tænke på, at fra nu af er det mere lyst end mørkt :-)


For at fejre det, får I lige mit erantis og vintergækkebed i forhaven endnu engang. Som undskyldning for at vise det igen, kan jeg sige, at jeg har fået klippet de visne stauder ned.


Men jeg ved, at mange af jer er vilde med dette bed, så mon ikke en gentagelse er ok :-)
Billederne er fra i weekenden, for i dag skinner solen ikke her, og det blæser en halv pelikan.


Som sagt har jeg arbejdet meget med erantis og vintergækker i dette bed. Der er stadig et par steder, hvor jeg synes, der mangler et par vintergækker eller erantis, så selv i år bliver der flyttet lidt rundt.
Man kan næsten sige, at jeg ser på mine bede som et maleri. Jeg træder lidt tilbage, og ser hvor jeg mangler lidt af den eller den farve, for at det kan være endnu mere perfekt til næste forår.
Som man siger, så er en have aldrig færdig.
Men jeg nyder virkelig, at jeg flere steder i haven er nået til små 'nusse-projekter' som at flytte et par vintegækker og erantis :-)


I får også lige min fineste klump af Dorotealiljer. På Havenyt kan man læse, at stavemåden uden h er den rigtige, så det vil jeg prøve at huske :-)

Jeg nænner næsten ikke at dele denne skønne klump, men jeg har stadig steder, hvor jeg gerne vil have flere, så nu må vi se.


Jeg synes nærmest, at klokkerne ligner små lampeskærme.


Og til sidst et lille kærestepar :-)

Nu vil jeg overveje videre, om jeg skulle gribe den støvsuger og gå til angreb på alle hundehårene, eller om vinden har lagt sig nok til havearbejde. Hunden fælder jo alligevel bare videre på denne årstid :-D

mandag den 19. marts 2012

Den første tulipan, og martsvioler.

Forleden fandt jeg den allerførste tulipan i haven i år.
Det kommer altid bag på mig, når de små tidlige tulipaner stikker næsen op, fordi det går så hurtigt.
Jeg tror, det er en 'Red Riding Hood'. Den har været den første i nogle år nu.


Så nu er min tulipan-sæson officielt skudt igang.


Den står beskyttet op ad en Thuja og med fliser på hver side, så det er nok derfor, den er så langt.


Hvor har vi meget dejligt at glæde os til lige nu :-)


Også de små marts-violer er i gang nu. De er så yndige og dufter så skønt.


Jeg startede med en lille klump for mange år siden. Og jeg deler og flytter og har dem allevegne nu, for de er så gode som bunddække hele året.


Og så tror jeg, det bliver det sidste billede af vintergækker og erantis, for erantis er begyndt at visne nu.
Frostie synes godt nok, at man bliver lidt træt af at være ude i den friske luft hele dagen :-)

lørdag den 17. marts 2012

'Pixie' springer ud, og krokus.

De sidste par uger er der flere her i Blogland, som har købt den skønne Clematis, der hedder 'Pixie'. Jeg var i Bilka forleden, og så at de bl.a. sælger dem.


Så jeg tænkte, at jeg ville lave en indlæg om min. Den er nemlig ved at springe ud nu.
Det er lidt tidligt, og det er fordi, den har stået i mit opvarmede drivhus hele vinteren.


Men nu har jeg flyttet den ud i 'Driverhuset', for ellers blomstrer den alt for hurtigt af, og jeg vil gerne kunne nyde de skønne blomster så længe som muligt. Der er ikke varme i Driverhuset, og det ligger i skygge på denne årstid, så med en vejrudsigt uden frost er dette det perfekte sted for den lige nu.


Jeg købte den i 2006 i London, fordi jeg havde læst så meget om den i engelske haveblade.
Den er meget rigtblomstrende og dufter fantastisk.


Men den er IKKE hårdfør her i Danmark, så jeg ville ikke plante den udenfor.
Min står i en stor potte, og bor som sagt i det frostfrie drivhus om vinteren.

Kan I se, hvor mange knopper den har, som er lige ved at åbne sig? :-)


Ved siden af den i Driverhuset står en anden Clematis, som er meget lig Pixie. Den hedder 'Cartmanii Joe' og er også købt i London et par år senere. Den har mere cremefarvede blomster, men blomstrer ikke så meget som Pixie.
Jeg skal nok vise jer mere, når Pixie springer helt ud.


Og nu begynder mine 'store' krokus også at vise sig. Jeg troede faktisk, at jeg havde mistet en masse, men de er kun lige kommet i gang hos mig. Det er vildt, så stor forskel der er på planterne i vores haver her i vores lille land, synes jeg.


Denne lille gruppe nyder jeg hvert år. Den står nemlig godt beskyttet mod hundepoter og fugle, og midt i forårssolen.


Jeg kunne ikke nære mig for at lege lidt igen :-)