Jeg har længe gået og kigget på mit Cotoneaster-træ her på hjørnet. Det er Cotoneaster Salicifolia.
Det står der for at bryde noget af vinden rundt om hjørnet. Men det er virkelig groet, og skygger en del i bedet her i hjørnet, og samtidig skraber grenene mod træbeklædningen på vores karnap.
Jeg ville egentlig have spurgt Lone til råds, da jeg holdt 'åben blogger-have', men det glemte jeg. Men så tænkte jeg på det gode råd, jeg læste et sted: 'Hvis du er i tvivl, så klip' :-D Det er lige efter mit hovede, så forleden gik jeg ud med saven.
Det ser godt nok noget 'pillet' ud nu. Men jeg ved af erfaring at det skal være skidt før det bliver godt, så jeg håber på det bedste.
Hvad siger jer med 'beskæringserfaring'? Jeg vil have at det skal stå som et lille træ med en tæt krone; ikke en ret stor krone, kun lige nok til at bryde vinden, og bløde op på alle de rette linier her.
Fuglene er nok sure på mig, for træet er fyldt med lækre bær på denne årstid. Men jeg har lagt det hele på terrassen bag hegnet, så kan de hoppe rundt og spise bærrene der.
Og ja, jeg er godt klar over at I sidder og kigger nederst i billederne, for at se min skønne solsikke igen. Så hér får I den så i fuld størrelse :-)
Dette er et af mine 'grimmeste' hjørner lige nu. Der har ikke været kræfter til maling de sidste år, og i år har der simpelthen ikke været tørt længe nok, så det er en værre pærevælling. Vi er blevet trætte af vores terracotta-farve på vinduerne, fordi den ikke er køn, når den falmer.
Karnappen skal males mørkebrun, hvis vi får tørvejr til næste år :-)
Vinduesfarven er min mand og jeg ikke helt enige om endnu, men det skal være en farve som falder i ét med murstenene. De to vinduer er hvide, fordi de er nyere end de øvrige.
Jeg har prøvet flere gange at få Clematis til at gro i hjørnet, men det er syd-øst, så jeg tror at der er for varmt.
Jeg havde en passionsblomst som overlevede her i en 3-4 år, men de sidste to hårde vintre kunne den ikke klare.
Men mens jeg gik her og beskar, slog det mig, at her skal jeg da have en 'Alchymist'. Det er den rose som klatrer op foran på Master Dalbys hus.
Her ser I et billede som jeg har lånt fra nettet. Vil den ikke bare være perfekt i det hjørne?
Det håber jeg, for den er selvfølgelig allerede indkøbt :-)
Den skulle blomstre helt overdådigt, og rimeligt tidligt. Jeg ledte nemlig efter noget som ville blomstre i første halvdel af sommeren.
I bedet står der allerede stokroser i cremefarve og lyserød, og jeg har planer om at min malva i samme farve også skal stå der. Og så er der digitalis, som jo også er i lyserøde-creme farver.
Ja, jeg ved det godt, roser er ikke særligt sunde hos mig, men det må jeg jo prøve at lave om på. Der er i hvert fald indkøbt speciel rosenjord til plantningen, og selvfølgelig får den også min egen kompost.
Og se så lige hvilken sød lille fyr m/k, Frostie fandt i haven forleden aften. Jeg har altid ønsket mig pindsvin i haven. Hvis jeg ikke havde hund, tror jeg at jeg ville være pindsvine-ven. Vi har kun haft besøg en enkelt gang for nogle år siden. Det var et som boede nogle år hos genboen.
Men jeg tror måske at denne har været her nogle uger. For Frostie har opført sig lidt underligt ovre ved mit nye bed under æbletræet, og under vores kanin-slot. Så måske har den fundet sig en lun vinterplads der. Nu har den i hvert fald fået en lille skål vand, så den ikke får lyst til at hoppe i dammen.
Det er svært at se på billedet, men den så stor og sund ud.
I får lige min søde Asters igen, for der var mange som roste den i sidste indlæg. Den lyser virkelig op på sin plads bag ved havedammen.
Scabiosa caucasica 'Perfecta' som jeg købte i forsommeren, trives fint i sin krukke, og nu blomstrer den dejligt for anden gang.
Denne søde lille geranium har også fuld gang i anden blomstring. Jeg er ikke sikker på at jeg har vist den før; det er Geranium sanguineum 'Max Frei'. Den har en virkelig sød og frisk farve.
Den står bl.a. her i kanten i det lyserøde bed.
Og et enkelt Dahlia-billede må vi også lige have. Mine Dahlia elskede virkelig de skønne dage, vi havde. Det er Dahlia 'Bishops Children' som er sået fra frø for 6 år siden. Og det 'uldne' til højre er pels fra Frostie som hænger der til fuglene :-)