Jeg synes at det længe har været for mørkt til at tage billeder i haven. Men forleden var solen fremme, og så lykkedes det mig at få lidt billeder.
Her er det min vinterjasmin, som jeg også viste jer sidste år. Men på denne årstid har jeg ikke så meget, som er værd at vise, så I får den igen.
Som navnet siger, blomstrer den om vinteren. Den starter her i november og fortsætter on and off med at blomstre, når det er lidt mildt i vejret.
Jeg synes, at den er sjov, fordi den netop har valgt dette mærkelige tidspunkt at blomstre på.
Jeg har kun ganske få ting i blomst nu, for vi har fået en del frostnætter.
Men mine gule chrysantemum lyser stadig op i baghaven.
De er lidt 'slidte', når man kommer tæt på. Men på lidt afstand og med de røde kornelgrene, ser de skønne ud, synes jeg.
I det hele taget er der lidt liv lige i dette område med den store brogede benved op ad terrassemuren, og den store grønne Thuja.
*****
Jeg tror virkelig, at jeg er gået i vinterhi for i år. Jeg synes det er alt for koldt og mørkt at være i haven nu.
Jeg er stadig ufatteligt træt, og døjer meget med de psykiske senfølger. Så jeg bruger min smule energi indendørs.
Derfor vil der nok kun komme meget få indlæg på min blog de næste måneder.
Men jeg læser med på jeres blogge så godt jeg kan, og lægger en lille kommentar hist og her :-)