Solen skinner over Sol- og Månebedet.

For min skønne gul-orange Kaprifolie, Lonicera Tellmanniana, blomstrer lystigt nu. Jeg har tidligere fortalt om den her.

Kan I se hvordan den ligner en stor sol over bedet?

Den dufter fantastisk.

Dagliljen, Hemerocallis 'Apricot', som står op ad Driverhuset, er min tidligste daglilje, og den dufter også skønt

Den ligner også en lille sol og matcher Kaprifolien.

Bedet er efterhånden blevet rigtigt frodigt og fylder dejligt her på denne fugtige nordvendte plads op ad naboens garagemur i skellet.

Jeg kalder det jo Sol- og Månebedet, og lige nu står bl.a. Fjerbusken for månedelen.

Det ligner da det blødeste måneskin, ikke? Det er Aruncus Dioicus.

Det perfekte patnerskab, den hvide Løjtnantshjerte med en tæt kant af selvsåede Lærkespore.

Den brogede Kornel, Cornus Alba 'Sibirica Variegata', titter frem bag en kæmpebregne.

Og i forgrunden et selvsået fingerbøl i lige den rigtige farve og Nyserøllike, Achillea ptarmica 'The Pearl'. Og helt til venstre i billedet et lille mirakel: en lysegul frøstjerne, som jeg såede for evigheder siden, men som stædigt har nægtet at blomstre før.

Tja, hvad skal vi mene?... resultat af mine scanninger.

Det var hvad vi sagde til hinanden, Michael og jeg, da vi havde talt med lægen i dag.  

Først og fremmest var PET-scanningen fin, sagde lægen, de to knuder var uforandrede og ingen ny spredning. Men nu er vi jo efterhånden 'gamle rotter i faget', så vi ved jo, at de starter med de gode nyheder.

Og ganske rigtigt, MR-scanningen viste, at der var en ny lille metastase i hjernen, lige ved siden af hvor den gamle sad. Når jeg ikke udelukkende ser det som skidt, er det fordi, at jeg var bange for, at det havde spredt sig til andre dele af hjernen. Og det er jo positivt, at det åbenbart holder sig i ro i resten af kroppen lige nu.

Da jeg ikke har symptomer fra hjernen, fortsætter vi som planlagt, og jeg starter imunterapien på mandag med den første dose Ipilimumab. 

Jeg er rigtigt glad for at komme i gang så hurtigt, og synes at det er virkelig god service fra afdelingens side.

Men derudover skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg sgu er godt og grundigt træt af, at denne kamp bliver ved og ved.

Men jeg kan jo ikke gøre andet end at kæmpe videre, og det vil jeg selvfølgelig også gøre, med næb og klør og hvad man ellers kan mobilisere.

Billederne er lidt god stemning fra haven.

Tre skønne lyserøde buske mere.

 Der er vist ingen af jer som er i tvivl mere, om at jeg godt kan lide lyserød :-)

Jeg har et lyserødt bed, men jeg syntes faktisk ikke at det var så lyserødt, når tulipanerne var blomstret af på netop dette tidspunkt.

Derfor plantede jeg denne skønne klokkebusk, Weigela 'Styriaca' i 2010.

De første år har den kun haft få blomster, men i år viser den virkelig, hvor skøn den er.

Hvis I ser på nærbillederne ovenfor, kan I se hvor smukt den skifter fra de mørke knopper til de lysere udsprungne blomster.

I får billeder i forskelligt lys, for den er så køn i sollyset, men man ser den bedre i skygge.

Og så vil jeg lige nævne igen, at min have kun er på knap 700 m2. Det kan altså sagtens lade sig gøre at have mange buske og træer, selvom man ikke har så meget plads. Jeg planter dem, hvor andre planter ikke så gerne vil gro, og helst så meget mod nord som muligt, så jeg kan have lavere planter på sydsiden i solen.

I forhaven, har jeg endnu en klokkebusk, Weigela florida 'Nana variegata'. Den er netop plantet på en 'problemplads'; mod nord ved siden af mit Hjertetræ. 'Nana' betyder at den ikke bliver så stor: 1,5 x 1,5 m

Den er virkelig skøn lige nu med de babylyserøde blomster. De var nu ikke meget for at stå stille for fotografen forleden, men jeg kan jo ikke bare smutte ud og tage nogle nye, så I får dem alligevel.

Resten af sæsonnen nyder jeg det lysbrogede løv, som lyser dejligt op under træet, bagerst i bedet op mod hækken.

Til sidst får I en, som er lidt snyd. Min marmelukærmebusk, Lavatera (Thur) Barnsley. Den er i blomst allerede, fordi den har overvintret i drivhuset i en potte.

Jeg kan simpelthen ikke overvintre dem i haven mere med de vintre, vi har haft de sidste år. Min lerjord er for våd for dem, så de bliver gravet op om efteråret og kommer i det frostfrie drivhus. 

 I bakken kan I se nogle af mine Dahlia frølinger fra sidste år, som jeg omtalte i forrige indlæg.

Som et lyserødt vandfald, og mit Dahlia-'mareridt'.

Den ligner et brusende vandfald af lyserødt der for enden af vores carport, min skønne dronningebusk.

Jeg synes den er smukkere end nogensinde i år.

Jeg plejer at klippe den lidt i form foroven, så den holder sig på højde med carporten. Men det fik jeg ikke gjort sidste år, og det er jeg glad for nu.

For dette syn er da meget kønnere end et kedeligt tag.

Jeg har lige været tilbage i 'arkivet', og den er plantet i 2001.

Og så til mit 'mareridt'. Det er selvfølelig sagt i sjov, og også lidt af et luksus-'problem', vil mange nok mene.

Det I ser her, er samlingen af mine overvintrede Dahlia. Der er også nogle gladiolus, og helt nede i højre hjørne min chokoladeblomst, som vist kører på 5. år nu.

Jeg talte Dahliaerne i går og der er 39! Kun 3 har ikke spiret (endnu). Jeg overvintrer dem jo 'plantet' i potter i det frostfrie drivhus. Og det er kun derfor, at de har klaret sig. For først i april kunne Michael bare hive dem allesammen frem i lyset og give dem en enkelt tår vand. Da var de første faktisk begyndt at spire. Siden har de fået gødning en enkelt gang, og jeg har nippet toppen af nogle af dem.

Jeg har også en håndfuld frøplanter fra sidste forår, som ser lovende ud. De står stadig beskyttet i Driverhuset.

Og mareridtet består så i, at jeg selvfølgelig ikke kan komme til at plante dem ud i bedene i år, og jeg har slet ikke store krukker nok til dem allesammen. Men de må bo i de potter, de er i, og så vil jeg se om jeg kan få nogle gødningspinde, jeg kan stikke ned i potterne. Det er nemlig nemmest at vande 'krukkebedet' med spreder på vandslangen, men gødning skal de jo have, når de står i potterne.

***** 

Jeg blev MR-scannet fredag og PET-scannet i går. Og jeg har fået tid til svar og planlægning af immunbehandlingen næste torsdag den 20.

De skønne Akelejer.

Jeg har jo virkelig mange Akelejer i haven. I år er jeg mest betaget af de hvide.

De har næsten alle sammen en smule lysegrønt på sig. 

Mon ikke de har hygget sig med efterkommerne af nogle 'Green Apples', jeg havde engang :-)

Her sammen med den skønne Slange/pileurt Persicaria Bistorta 'Superba'.

Op mod min mørke hyld bliver de helt selvlysende.

Naturen har begået et perfekt selvsået match her.

Og se her, en sjov flerfarvet beauty.

Jeg har tjekket, og det er kun én plante.

*****

I får ikke så mange ord i dag. Jeg skal MR scannes i morgen, og det hele fylder alt for meget. På denne årstid foretrækker jeg klart 'bare' at have hovedet 'fyldt' med have og planteskønheder :-)