I dag var jeg nede og kigge lidt i det opvarmede drivhus.
I løbet af december og januar går jeg kun derned hver 8.-10. dag, for alt passer stort set sig selv i de måneder. Men fra her midt i februar skal jeg til at holde øje med det hele i hvert fald hver anden eller tredje dag.
Det er jo heldigvis blevet mindre koldt udenfor. Men jeg skulle alligevel bruge en hel spand varmt vand for overhovedet at få døren til drivhuset op.
Men det var besværet værd, for det var som at træde ind i det rene forår :-)
Jeg kan ikke huske, at der plejer at være så meget gang i planterne så tidligt i februar. Men måske er det alt den dejlige sol, vi har fået de sidste dage, der har vækket så mange planter fra vintersøvnen allerede.
Som I nok kan se, er der virkelig trængsel derinde i år. Drivhuset er jo kun på 5 m². Jeg var nødt til at sætte en del ekstra potter derind, da det begyndte at fryse så meget, så lige nu er der kun plads til at træde derind. Jeg har vandkanden stående her i midten, så den må jeg løfte ud, inden jeg går derind :-D
Jeg har placeret krukkerne, så jeg kan få en fod ned i mellem dem, når jeg skal vande de bagerste hylder. Det ser garanteret sjovt ud.
Men som I kan se, så hygger planterne sig.
Fra nu af skal jeg til at holde meget øje med, at planterne ikke tørrer ud. Det går hurtigt, når solen står på som i dag. Men samtidig må de heller ikke få for meget vand, for hvis der kommer et par overskyede dage, kan de hurtigt stå og rådne.
Det er virkelig en balancegang, og jeg mister faktisk flest planter i drivhuset her sidst på vinteren.
Men det er bare så hyggeligt at kunne nusse lidt derinde og se planterne begynde at skyde så småt.
Her kan I rigtigt se trængslen og hvor meget liv, der er i det hele.
I må endelig ikke misforstå mig. Det lyder meget besværligt at holde alt dette kørende, men jeg ELSKER det. Alene duften af planter og fugtig jord, når man åbner døren, kan få ethvert frossent havehjerte til at tø op på stedet.
Min varmeblæser står på frostfrit, så den slår kun til, når temperaturen nærmer sig 0°. Men når solen er på som i dag, bliver der hurtigt omkring 10-15° derinde.