Endelig rigtigt hjemme.

I dag flyttede jeg endelig rigtigt hjem. Det blev besluttet på mødet i går, men jeg var for træt til at blogge.

Jeg får hjemmehjælp en gang om ugen til bad, men resten kan jeg selv klare efterhånden, så det er jo dejligt.

Derudover får jeg et nødkald, som især fyssen synes vil være en god idé, når jeg begynder at gå mere rundt. Det synes familien også er en god idé, for de ser allerede for sig, hvordan jeg ligger på hovedet nede i dammen, hvis de slipper mig løs i haven :-)

Jeg skal stadig ned og træne på centeret som ligger ved siden af plejehjemmet to timer om dagen. Men heldivis kan jeg gå ud til havelågen med gangstativ nu, så jeg kan køre i taxa frem og tilbage. Med rullestolen skulle jeg have haft handicaptransport, og det kan sagtens tage flere timer at komme frem og tilbage, så jeg er glad for at jeg nåede at komme 'på benene'.

 Det er dejligt endelig at kunne sige farvel til pleje-miljøet. I dag er det nøjagtig 8 uger siden at jeg blev indlagt på hospitalet, og det er jo lang tid. Men i starten ville jeg aldrig have troet, at jeg ville være nået så langt allerede, så jeg er meget taknemmelig.

Jeg glæder mig til ikke at være blandt ældre, syge og døende hele tiden, for det er hårdt mentalt.

Når jeg er herhjemme føler jeg mig mere 'bare' som Hanne meget af tiden. og ikke mindst kan jeg jo  nemmere lige smutte udenfor og suge god energi fra min have.

Indtil videre 'opfører' haven sig pænt, og der er ikke alt for meget ukrudt, eller også er jeg blevet bedre til at fokusere på de gode sider.

Og som I kan se er én af mine hjælpere allerede gået i gang, for Frostie spiser trofast kvikgræsset i min hvide staude iberis.

De øvrige billeder herover er de skønne løjtnantshjerter, eller 'Bleeding Hearts'. Det engelske navn som jeg elsker.

Og det hvidblomstrende træ er Amelanchier Lamarckii Canadensis eller Bærmispel.