tirsdag den 12. marts 2013

Inden kulden...


... tog jeg disse billeder af min forårs-forhave.


Sådan ser der bestemt ikke ud derude lige nu.


Mine vintergækker ligger hen ad jorden lige nu, og jeg er faktisk nervøs for om de kommer sig igen, når det bliver lunere. Jeg synes ikke at jeg kan huske, at de har ligget helt flade derude før. Kan nogen huske det?
Det er da godt, at jeg nåede at tage billeder af dem.


Som I kan se, har jeg rigtigt mange af både erantis og vintergækker i forhaven.


Så jeg håber virkelig, at vi kan nyde dem igen senere, når kulden forsvinder, for jeg er bestemt ikke mæt af dem endnu.


Og bedet bliver også først rigtigt skønt og forårsagtigt, når de visne stauder er klippet ned.


Jeg har ikke set vejrudsigten i dag, men på DMI ser det ud som om, det kunne blive mildere efter weekenden. Lad os HÅBE det, så de solgule erantis kan sole deres små ansigter igen.


Min store klump af 'gamle' påskeklokker stod også og ventede tålmodigt. Lige nu ligger den også hen ad jorden. Men de plejer at klare den her i forhaven.


Den kønne lille iris nåede at springe ud med endnu en knop, og den har det faktisk stadig godt, fordi den står tæt op ad huset.


Jeg synes stadig at det er utroligt, at noget så farverigt og eksotisk kan blomstre så tidligt. Naturen er bare forunderlig.

Nu vil jeg også sætte mig med krydsede fingre for at foråret snart vender tilbage :-)

8 kommentarer:

  1. Det er nogle dejlige billeder af alle dine forårs-bebudere. Det ville være skønt, hvis det bliver mildere efter week-enden. Mine vintergækker lagde sig også ned. De har rejst sig en smule nu, men jeg kan heller ikke huske, at jeg har set det før. Ja naturen er forunderlig.

    SvarSlet
  2. Hej Hanne
    Jeg har bestilt foråret til næste uge, så må vi se om jeg har de rette forbindelser :)
    Mon ikke vintergækkerne retter sig igen, mine lå ned i morges, men kom da nogenlunde op igen i solen. De påskeklokker der var nået længst op inden kulden, ligger også ned og ser sølle ud nu.
    De første af mine erantis er ved at være færdige nu og kedelige at se på, men dem der kom sidst ser fine ud endnu. Jeg har klippet stauder ned, men de visne blade ligger i bedene endnu, det vil pynte gevaldigt, når de kommer væk.
    De små iris er jeg også meget imponeret over, de er så skønne og tåler snildt kulden hos mig, selvom de var stivfrosne i morges.
    Fik du besøg af Ole ud på morgenen :)
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
  3. Lad os håbe Lisbeths henstilling til vejrguderne virker, for det har sandelig været en gyser de sidste par dage. Ikke spor at sige til at de små gule og hvide væsner lægger sig langs jorden. Mon ikke foråret kommer buldrende med fuld kraft i næste uge... lad os håbe det! ;o)

    SvarSlet
  4. Hej Hanne. Det lyder godt, at der snart bliver mildere igen, for jeg er også bare så klar til forår og alle gøremål. Det er jo noget svært, når jorden er frosset. Jeg vil tro, at dine vintergækker og erantis retter sig op igen. De må jo være frosthårdføre. Det var godt nok nogle dejlige billeder du kunne vise. Jeg vil også krydse fingre for mildere vejr og rigtigt forår.

    SvarSlet
  5. Flotte billeder af de skønne forårs bebudere, som må kæmpe så hårdt for overlevelsen i disse dage. Mine Vintergækker har også været helt nedslået, men er atter kommet på benene, så der er håb.
    Jeg håber Lisbeth får sin vilje, så der kommer forår til os alle ;o)

    SvarSlet
  6. Ja vist man har været ude i kulden idag, er det svært at forestille sig at det ikke er så længe siden det så sådan ud.
    Dejlige billeder, der får os til at længes.
    Med venlig hilsen
    Lene Jensen Nordjylland

    SvarSlet
  7. Jeg kan heller ikke mindes at forårsløgene sådan lægger sig ned. Men gudskelov rettede de fleste sig op igen senere på dagen. Dog ikke de vibeæg jeg har stående ved indgangsdøren, de står vist ikke til at redde. Men så ser jeg dem næste år i haven til gengæld.

    SvarSlet
  8. Jeg er forundret over, hvor langt fremme dine påskeklokker var, inden sne og frost satte ind igen. Mine tittede kun en smule frem over jorden. Jeg kan slet ikke se vintergækkerne og erantis nu, så jeg aner ikke, hvordan de ser ud. Mon ikke de rejser sig igen ligesom påskeklokkerne?

    SvarSlet