onsdag den 22. juni 2011

Marieklokker, marmelukærmebusk og andet godt.

Hér skal I se en rigtig yndig to-årig. Det er Marieklokke, Campanula medium.



 Den og dens søster, som står lige ved indgangen i forhaven, er selvsåede. Sidste år var der lilla selvsåede klokker hér. Så det er sjovt at se hvad der dukker op. Disse to har nu matchet sig selv rigtigt godt, synes jeg.


I baghaven, i det lyserøde bed, har jeg nogle jeg har sået 'med vilje'. De har foreløbigt to forskellige lyserøde nuancer. Der er stadig en del som ikke er sprunget ud. Det er frø fra Chiltern Seeds i UK.


De ender godt nok ofte med at blive 3-årige for mig, fordi jeg først får dem plantet ud om foråret det andet år.


Hér ser I de to i forhaven, på hver side af de enorme Narcis tobak.


I forgrunden står denne skønne valmue. Det er et barn af Papaver Laurens Grape. Det er 5 år siden jeg såede dem første gang, så de er nok ikke helt ægte mere.


Til venstre for det rustne rionet på facaden står én af mine absolut yndlinge i sommerhaven, Marmelukærmebusk. Denne er Lavatera thuringiaca 'Burgundy Wine.


Hér med besøg af en brumbasse :-)


Disse dejlige sommerbuske blomstrer non-stop fra nu af og til frosten kommer. Denne bliver 1,5 m. høj.
Desværre er de sarte og overlever ikke altid vinteren. Denne busk gravede jeg op i efteråret og overvintrede i drivhuset. Det er også derfor den allerede er så stor og blomstrer i år.
Jeg gravede den nu primært op, fordi den alligevel stod forkert.
Jeg har haft held med at få dem igennem vinteren et par gange. Men de to sidste vintre var for kolde.
Det er nu planen at denne skal blive stående, fordi den står meget beskyttet op ad huset. Og så vil jeg nok også dække den med halm og granris.
Disse buske er virkelig nemme at tage stiklinger af, så jeg tager stiklinger så snart jeg køber dem, så jeg har nogle ekstra i potter, hvis de ikke klarer vinteren.
Jeg har to andre lavatera mere, men de er ikke i blomst endnu.


Min nye clematis 'Multi Blue' som jeg plantede i efteråret har været så sød at blomstre allerede i år. Endda med tre blomster. Jeg tror ikke de er helt så fyldte, som når planten bliver lidt ældre. Men det er en del år siden jeg har haft den sidst, så jeg kan ikke helt huske det.  


Jeg kan huske at én på en blog spurgte om, hvad man gjorde, når ens clematis nåede toppen af espalieret.
Jeg lærte engang på Gardeners World at man skal føre en gruppe 1 eller 2 clematis hen langs espalieret, horisontalt. For så vil der komme blomster hele vejen langs stammen i bladhjørnerne. Når man når enden af espalieret, fører man den lidt op, og så tilbage den anden vej. Så man nærmest væver den op over hele espalieret.

Det er lidt nemmere at se på dette billede, hvor de to af blomsterne kun er knopper. Jeg er begyndt at føre toppen hen mod højre.


Det fungerer virkelig godt, for planten bliver tæt og fylder mere i bredden.

Hér kan I se hvordan jeg har gjort det med min 'Alexandra', som jeg klippede helt tilbage sidste sommer.
Men man skal være over dem, for clematis er nogle rodehoveder, så hvis man ikke binder stammerne hele tiden, så ender det som en fuglerede. Det var derfor hende hér blev klippet ned :-)


I får lige et nærbillede af hende. Men hun er kun en skygge af sig selv i forhold til andre år. Men til næste år, så går hun amok, fordi hun er blevet forfrisket af at blive klippet ned.


Så skal I lige se min Martagon lilje. Den er så flot i år. Det er meget forskelligt om den bliver til noget eller ej. Men jeg tror at det er et godt lilje-år i år.
Jeg ville gerne flytte den til et bedre sted, for den står meget tørt her. Men løget er vokset helt ind i rødderne på mit Hjertetræ, så det er umuligt.



Til venstre for Hjertetræet er min søde lille brogede klokkebusk også i blomst lige nu.


Er den ikke bare sød? Den hedder Weigela florida 'Nana Variegata'.

11 kommentarer:

  1. Sikke en masse dejlige blomster. Jeg er ikke så god til at så, men de marieklokker ville jeg gerne have. Din lavatera ville jeg også gerne have, men vi bor et sted hvor frosten altid kommer tidligt. Måske når jeg får mit drivhus...
    Martagonliljen er helt fantastisk, de er bare så dyre.

    SvarSlet
  2. Hej Hanne.
    Ja sikke mange fine, fine blomster ... Tak for tippet med klematis. Giver du dine gødning ?
    Ha' en dejlig dag.
    Kh Lone

    SvarSlet
  3. Smukt smukt... mægtig flotte blomster...

    SvarSlet
  4. Hvor har du mange dejlige blomster :-)

    Jeg skal da også huske tippet med klematis - tak for det :-)

    SvarSlet
  5. Superskønne blomster Hanne!! Føler mig helt fristet til Marmelukærmebusk og Marieklokke nu..

    God Sankt Hans!

    SvarSlet
  6. Sidder lige og sammenligner dine nicotiana med mine der nu har den formidable højde af måske 15 cm. Min er bla. Sylvestris og den er sneglene rigtig glade for sammen med tagetes. I har et virkeligt gavmildt klima på øen.
    God Sankt Hans
    Henrik

    SvarSlet
  7. Ja det er da en masse skønne planter. Jeg har i år sået Marieklokker og jeg har plantet dem ud, så jeg regner med, at til næste år har jeg også smukke blomster af dem.
    Lavatera, der har jeg for 2 år siden købt en smuk meget lyserød en, den blomstrede fint sidste år, og jeg var så heldig at den overlevede, men det kan godt være, det er klogt at tage stiklinger, det må jeg prøve. Den blomstrer ikke endnu. Jeg er nu ikke så god til det der med stiklinger. Kunne du ikke give et kursus her på siden.
    Det du fortalte om clematis var fint, jeg har kun en i espalier, det er en 3´ er. De andre vokser i træer, så er det lidt sværere at styre.

    SvarSlet
  8. Smukke billeder - mine klematis er endnu ikke i blomst.
    Ha´en god fredag.
    Knus Hanne Bente

    SvarSlet
  9. Her skal jeg da vist også lige følge med... :o)

    Den mørke valmue du viser, ligner da til forveksling dem som Claus Dalby har delt ud...!!???

    SvarSlet
  10. Tak for jeres søde kommentarer :-)

    @Gitte: Ja, Martagon Liljerne er dyre. Derfor ville jeg gerne flytte den, så jeg kunne se om der var nogle sideløg. Jeg har købt den billigt på et plantemarked for private, så prøv at kigge hvis du kommer til sådan et.
    @Lone: Ja, jeg gøder dem med NPK gødning en eller to gange hver sommer og så får de også en god gang kompost. Men jeg skal have undersøgt om det er en god idé at kalke, for jeg synes mine har så lyse blade.
    @Lisbeth: Jeg skal prøve at huske at tage billeder næste gang jeg laver stiklinger. Jeg har desværre lavet Lavatera for i år.
    @Fru Friis: Velkommen til min blog :-) Jo, min valmue ligner Claus Dalbys, men jeg ved ikke om hans har flere kronblade. Jeg har byttet mine igennem et amerikansk frø-forum for 6 år siden.

    SvarSlet