Der er stadig fuld gang i blomstringen i mine Dahlia krukkebede. Dette skønne syn er fra i eftermiddags.
Det er nemmere at følge med vandingen nu, og det giver godt med blomster. Den opmærksomme læser vil spotte at mange af planterne desværre har fået meldug. Jeg holder det nede ved at sprøjte med van med bagepulver i hver fjerde dag. Opskriften fandt jeg her. Men jeg kom desværre for sent i gang, så jeg kan ikke få det helt væk. Jeg skal helt sikkert prøve at forebygge med padderokkeudtræk til næste år, for dem har jeg mange af.
En af de skønneste planter lige nu er 'Christine'. Den er jeg helt vild med. Jeg synes man bliver glad i låget af de 'skydeteltsagtige' blomster ;-)
Endnu en 'Colarette'-frøling er sprunget ud.
Den er noget så køn og virker som en sund plante med masser af knopper.
Forleden fik jeg forklaringen på, hvorfor denne knop ikke udviklede sig. Jeg er lidt skuffet over den, for jeg kan ellers godt lide mine Vinbjergsnegle. Den var dog undskyldt, fordi den jo ikke kunne finde andet spiseligt efter at have forvildet sig op i kukkerne, så den blev sat over i et bed langt fra Dahliaerne.
Og da den var væk, kunne knoppen få fred til at springe ud.
Lidt skæv blev den, men køn i farven. Det er endnu en frøling af 'Dahlia variabilis 'Doppia in Miscuglio'. Det er italiensk og betyder 'blandet mix af dobbelte Dahlia varabilis'.
Og endnu en af disse frølinger blev denne lækre lysegule farve.
Dette er en tredje fra dette 'kuld', som jeg har ventet med spænding på, derfor må jeg vise den frem, selvom den ikke er helt sprunget ud. Det er nemlig den eneste med mørke blade.
Jeg har stadig 9 Dahlia som ikke er sprunget ud, så der er mere at glæde sig til :-)
*****
I denne uge er det scanningsuge. Jeg blev MR-scannet i går og skal PET-scannes i morgen, så jeg tager gerne imod krydsede fingre. Vi får først besked den 20. Så det bliver en lang ventetid.
Sikke en frækling i dine dahlier - utroligt, at den kan holde balancen på bladene. Kan snegle bedst lide blomsterne? Jeg har nogle blomster, som har mistet spidsen af kronbladene og har undret mig over, at bladene ikke er blevet spist.
SvarSletJeg krydser alle ti fingre og håber på positive resultater.
De er skønne, de Dahliaer - jeg synes også kun man kan blive glad af at se på dine billeder af dem. Ja, mage til cirkus-snegl - sådan at balancere der på blomsterknoppen. Godt at du kunne hjælpe den ned igen:)
SvarSletDu får også 10 krydsede fra mig.
Knus Ulla
Kære Hanne - også 10 krydsede fingre fra en anonym læser af din blog og en beundrer af dig og din livsvilje. Respekt! Og en vidunderlig familie du også har. Og sikke nogle fantastiske frøplanter af dahlia. Nu er jeg rigtig misundelig. Vi har fået et par enkelte frøplanter af "egen avl" i år og en enkelt halvfyldt. Flot resultat og skønne fotos.
SvarSletUha det er længe at vente, men du ved jeg krydser og sender healende tanker til dig hele tiden. Du får ekstra tanker i morgen tidlig :)
SvarSletHvor er dine dahliaer flotte, jeg har kun to fine, godt du har så mange at glæde dig over. Den sidste knap udsprungne du viser, havde jeg næsten magen til sidste år, desværre holdt den ikke til at komme i jorden, så jeg har den ikke i år. Den har en skøn skøn farve.
Knus Lisbeth
Jeg krydser fingre og håber på et positivt resultat.
SvarSletHvor er dine dahliaer dog smukke.
Tak for kigget.
Ha´ en god aften.
Knus Aase Marie.
Så højt har jeg dog aldrig set en vinbjergsnegl kravle op. Det troede jeg slet ikke at de kunne!
SvarSletDu har mange smukke Dahlier, og jeg er glad for, at du skriver, at du endnu har blomstringer til gode. For jeg har en, som endnu ikke har blomstret. Jeg var lige ved at opgive den. Det kan jeg forstå, at jeg ikke skal gøre.
Tak for linket med opskrift på meldug. Det har jeg kopieret og lagt på mit skrivebord. Det var et godt råd!
Mange krydsede fingre og et par arme og ben herfra og med en bøn om et resultat du vil elske at høre.
Jeg er totalt og aldeles verliebt i alle dine skønne dahliaer, både dem her og dem du har vist tidligere. Jeg har da alt for få, det må jeg gøre noget ved til næste år....:)
SvarSletJeg krydser mine fingre hele vejen til den 20., det er længe at vente, søde Hanne (men det behøver jeg jo ikke at fortælle dig).
Knus Anne Mette